På nationalt og globalt niveau viger civile rettigheder og folkeretten for en statslig sikkerhedspolitisk interesse

af Patrick Mac Manus, talsmand Foreningen Oprør
I disse år nedbrydes såvel civile rettigheder på nationalt plan som den internationale retsorden, der er blevet skabt igennem de sidste årtier. På nationalt og globalt niveau viger civile rettigheder og folkeretten for en statslig sikkerhedspolitisk interesse. Begge dele udspringer af den krigstilstand, der har sneget sig ind på os.
Som fremhævet i den seneste årsrapport fra Amnesty International sætter den såkaldte 'globale krig mod terror' den internationale retsorden under stigende pres. Men den 'globale krig mod terror' er blot spydspidsen i en ideologisk, institutionel og ikke mindst militær offensiv, der udgår fra den nuværende amerikanske regering og dens allierede. Anfægtelsen af civile rettigheder og af folkeretten er båret af dybere strategiske mål.
En ensidig, aktivistisk politik, i sidste ende baseret på præventiv krigsførelse eller trussel herom, har medført en tilsidesættelse af FN Pagten (1945) og af dens institutionelle regelsæt, af Verdenserklæringen om menneskerettigheder (1948), af Genve-konventionerne (1949, 1977), af konventionen om flygtninges retsstilling (1951), af FN`s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig behandling eller straf (1984), samt af Den internationale Straffedomstol, der påbegyndte sit arbejde i 2003.

Stigende militarisering
I stedet sættes et 'ny juridisk orden' eller et 'nyt paradigme' for international magtanvendelse, der søges begrundet i angrebene den 11. september. Men det har længe stået klart, at disse begivenheder mere var anledning end årsag. Den nye, aktivistiske politiske strategi forelå allerede inden og ventede blot på muligheden for at udfolde sig. Den finder en villig allieret i den nuværende danske regering.
Den politiske nyorientering, der radikaliserer tidligere tendenser i amerikansk politik, åbner for forskellige politiske og økonomiske tolkninger. En efterhånden nærliggende tolkning er, at amerikansk hegemoni eller verdensøkonomisk overmagt er ved at nå sine grænser og kan i en periode blive søgt opretholdt ved militær magtanvendelse. Den militære overmagt vil over tid i ringere og ringere grad svare til den amerikanske økonomis reelle stilling i verdensøkonomien og vil i sidste ende også møde sin egen grænse.
I dette perspektiv kan der forventes en stigende militarisering af USA`s politiske system. Som udtrykt for nylig af Tony Judt, professor i europæiske studier ved Remarque Institute, New York University: 'I et land, der ikke længere har forrang på de fleste andre felter for menneskelig aktivitet, er krig og krigere blevet de sidste, vedblivende symboler på amerikansk dominans og amerikansk livsform'.
For Andrew J. Bacevich, professor i internationale studier ved Boston University, kan 'den fjerde verdenskrig' allerede være indledt, drevet især af strategiske interesser i at beherske energiforekomster i Centralasien og Mellemøsten. Her er den såkaldte 'globale krig mod terror' kun et enkelt slag blandt utallige andre, og muligvis blot ét af de mindre vigtige, mere en afledning end et hovedformål.

Fare og håb
Også en stigende irrationalisme vil sandsynligvis præge den truede overmagts politiske adfærd. Den rolle, som kristen fundamentalisme allerede indtager, er muligvis et tegn herpå. Fundamentalisme i alle sine afarter søger at fastholde en grund - et eksistensgrundlag, et 'fundament', der allerede er ved at svinde ind. Ved romerrigets undergang vandt kristendommen over andre konkurrerende irrationalismer, og den kan også indtage en væsentlig rolle ved det nutidige imperiums forestående magttab.
Der er både stor fare og håb forude, og det er altid i faren, at håbet lyser op. Modstanden mod den amerikanske offensiv kan afkorte processen og muligvis bidrage til at begrænse destruktiviteten i den forestående omorganisering af de globale magtforhold.
På sin vis har modstanden historien på sin side, og dette kan give grund til optimisme. Og allerede nu skal der gøres overvejelser om en demokratisk udformning af globale institutioner og regelsæt i et nyt verdenspolitisk system.
For et land som Danmark er det et væsentligt spørgsmål, om man fortsat vil have andel i et vigende imperiums desperate strategi, eller om der allerede nu skal udvikles nye internationale samarbejdsmønstre. Om landet allerede nu skal indstille sig på at søge nye veje i en verden, der ændrer karakter.
Der er andre historier og mentaliteter, vi skal lære at kende. Verden bliver til i en helt anden mangfoldighed i årene, der kommer.
At den nuværende regering er en hindring for et sådant udenrigspolitisk nybrud, står også lige så klart.