21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tusinders år venten

Tusinders år venten

Lørdag, 03. juni, 2006, 00:00:00

Der er også dem, der venter på job. Det hedder sig, at der snart ikke er nogen arbejdsløse

Ventetid er den tid, man bruger - eller sætter over styr - mens man venter på at blive koblet på en eller anden aktivitet.
Det er rigtig mange timer af folks og af samfundets tid, der bruges på den måde. Man har ligefrem indrettet noget så fintklingende som ventesale. Og dem, der venter, holder man styr på via ventelister. Egentlig er ventetid ofte et resultat af, at der er et eller andet i samfundet, der ikke fungerer.
Trafikministeren har netop afgivet et svar til folketingsmedlem Magnus Heunicke. Et uventet navn for mange, men han sidder i Folketinget og pendler jævnligt mellem Næstved og København.
Han synes godt nok, at han brugte megen tid på at vente på tog og på, at de kørte. Derfor spurgte han trafikministeren om, hvor meget der ventes på tog i dette land.
Tæller man alle de rejsendes ventetid sammen, bliver det i alt til cirka 1200 år. Det er længe at vente. Det er da også lidt af en skandale, som alle kan få øje på.
- Der er tale om et kolossalt samfundsøkonomisk spil, sagde Heunicke til Politiken, og tilføjede at tilmed:
- Hver gang én person hænger fast i en togforsinkelse, er der nogen, som venter videre i den anden ende - møder, som ikke kan holdes og børn, som ikke bliver hentet i vuggestuen. Ja - det er træls.
Til gengæld går det nu hurtigere med planerne om privatisering af DSB.
Trafikministeren har nu pludselig meddelt, at privatiseringen af DSB fremrykkes til 2010 i forhold til hidtil, hvor det tidligst ville ske efter 2014.
Der er også dem, der venter på job. Det hedder sig, at der snart ikke er nogen arbejdsløse.
Der er officielt 136.000 ledige tilmeldt AF. Der er naturligvis mange flere end dem, gemt væk i forskellige kasser og ordninger. Men selv de officielt ledige venter 34.000 år. Og det er hvert år.
Også her er der 'tale om et kolossalt samfundsøkonomisk spil' og - må det tilføjes - et surt afsæt for et godt liv, for dem der venter.
Hvorfor er dette ikke anledning til en mega-forargelse - hvor er alle socialdemokraterne fra Næstved, Slagelse, Korsør, Helsingør, Kolding, Randers og så videre? Hvor er handlekraften og de radikale indgreb.
Man kan naturligvis ikke privatisere de job, der ikke er der, men man kunne jo skabe nogle job i den såkaldte 'offentlige sektor'.
Her falder beskæftigelsen, idet der er blevet 11.000 job færre siden 2001. Til gengæld øges stressen, og antallet af sygedage er steget.
Det kan gøres forskelligt op, men noget tyder på, at antallet for offentligt ansatte i snit er øget med to dage. Stress og underbemanding giver mere end 1000 års spildtid.
Selv en lille avis kan vente og vente og vente på svar. Statsministeren har endnu ikke givet et egentlig svar på, om det virkelig var legalt, at politiet har lukket dele af avisens hjemmeside uden en dommerkendelse.
Det er en penibel sag for statsministeren, der om nogen har hængt sig op i en hyldest til ytringsfriheden. Vi venter!..
Og så er der dem der venter på, at fodbold VM går i gang, sommerferien eller på en varm sommerdag. Vi er tilmed nogle utålmodige, der venter på et bedre samfund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp