Vækst og uddannelse er vigtigt. Men det er ingen selvfølgelighed, at det skal finansieres gennem velfærdsforringelser for den ældre eller nedslidte del af befolkningen

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm. og medlem af Den Alternative Velfærdskommission.
Regeringen har fremlagt en globaliseringsstrategi. Mange af strategiens mål kan man kun være enig i, hvad enten det handler om at styrke forskningen, forbedre uddannelserne eller øge innovationen.
Særligt positive er de brede målsætninger om at få flere unge igennem ungdomsuddannelser og i videregående uddannelse samt om at få flere kortuddannede igennem efteruddannelse.
Men også målet om at øge de offentligt finansierede udgifter til forskning og udvikling til en procent af bruttonationalproduktet er godt.
Men er målene gode, så mangler der til gengæld konkret handling i nogen af målene. Det gælder for eksempel både målsætningerne om at få flere unge gennem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse og om at få flere kortuddannede efteruddannet.
For eksempel savner man i afsnittet om, at 95 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, et så oplagt og virkefuldt middel som en genindførelse af praktikpladsgarantien. I stedet bliver det ved moralske henstillinger til virksomhederne, der jo i årevis har vist, at de ikke kan og vil skaffe praktikpladser nok.
Og man savner også konkret indhold og handlingsudspil fra Regeringen i afsnittet om voksen- og efteruddannelse. Det er her både for tamt og tyndt, at regeringen primært synes at lægge op til, at det skal arbejdsmarkedets parter i hovedsagen selv finde af, hvordan skal tilrettelægges og finansieres.

Problematiske virkemidler
Og på andre områder igen fremtræder de konkrete virkemidler, som findes i strate-gien, som ikke bare indholdstynde, men som nok så problematiske, fordi de virkemidler er præget af en snæver binding af uddannelser og forskning til erhvervslivet og af en stærkt øget centralisering og statsstyring af uddannelsesinstitutioner og forskningsinstitutioner.
Navnlig bindingerne til erhvervslivet giver dele af regeringens strategi en elitær slagsside. Og det gør det ikke mindre uholdbart, at regeringen ikke selv har afsat mere end omkring 10 milliarder kroner til en strategi, som formentlig vil koste to til tre gange så meget, hvorfor store dele af strategien åbenbart skal finansieres gennem velfærdsforringelser for den ældre eller nedslidte del af befolkningen

Øget erhvervsstyring
Allerede for nogle år side overdrog man i realiteten styringen af de videregående ud-dannelsesinstitutioner til repræsentanter for erhvervslivet på bekostning af indflydelse til studerende og undervisere.
Og med globaliseringsstrategien lægger regeringen op til, at uddannelse og forskning skal bindes endnu mere snævert til erhvervslivets mål og interesser. For eksempel skal universiteternes basismidler fremover fordeles efter kvalitet og resultater, herunder hvem der bedst til at udtage patenter og indgår samarbejdsaftaler med erhvervslivet.
Dette afspejler en meget snæver forståelse af, hvad økonomisk vækst er og hvordan det skabes og hvor forskningsindsatsen alt for snævert bindes til de private virksomheders korteresigtede interesser og mål. Men den danske erhvervsstruktur er jo præget af mange små virksomheder, hvor den offentlige sektor i høj grad gennem uddannelsessektoren, infrastrukturudvikling, sundhedssektor og arbejdsmarkeds- og sociapolitik skaber forudsætningerne for disse virksomheders konkurrenceevne. Forskningen skal derfor netop ikke bindes snævert til erhvervslivet, men i lige så høj have den offentlige sektor og almindelig samfundsnytte som mål.
Gennem denne snævre binding til virksomhedernes kortsigtede mål og interesser negligeres det endvidere, at det ofte er gennem langsigtet grundforskning, der skabes nye ideer, nye metoder og ny udvikling, hvilket imidlertid forudsætter, at den offentlige forskning har en principiel frihed og ubundethed i forhold til snævre og kortsigtede sektorinteresser.

Øget statsstyring
Et andet problematisk sæt virkemidler i Regeringens globaliseringsstrategi er tendensen til øget statsstyring.
Et allerede velkendt eksempel er folkeskoleområdet, hvor indførelsen af standardiserede nationale test og opstramningen af den overordnede målstyring for folkeskolen jo helt klart signalerer en øget statsstyring. (Hvad undervisningsminister Bertel Haarder da også har taget den logiske konsekvens af med sin udtalelse om, at det seneste folkeskoleforlig er sidste udkald før en egentlig statslig folkeskole på landsplan).
Et andet, mere nyt eksempel på tendensen til øget statsstyring i Regeringens Globaliseringsstrategi er målsætningen på forskningsområdet om, at en større del af forskningsbevillingerne skal udbydes i konkurrence mellem universiteterne og målrettes strategisk forskning, hvis temaer så skal politisk prioriteres. Bag ved synes at ligge den antagelse, at kun central - og dermed i sidste ende - politisk styring og kontrol af uddannelser og forskning 'kan udpege vinderne'. En holdning, som imidlertid glemmer, at udvikling, kreativitet og udfoldelse forudsætter frirum til ideer og initiativer samt metodefrihed.

Øget centralisering
Også problematisk i globaliseringsstrategien er regeringens tyrkertro på, at stort er godt og centralisering derfor altid peger fremad.
Eksempelvis skal alle institutioner for videregående uddannelse samles til nogle få 'professionshøjskoler', sektorforskningsinstitutioner skal integreres i universiteterne og universiteterne igen skal samles i færre 'superuniversiteter'.
Bag ved disse initiativer ligger en snæver økonomisk orienteret effektivitetstanke-gang, gående ud på at samling af ressourcerne giver stordriftsfordele og det igen bedre resultater. Men bedre uddannelses- og forskningsresultater er ikke blot et mekanisk spørgsmål om større ressourcer gennem større enheder, men handler også om fagligt miljø, om uddannelses- og forskningskultur, om indflydelse på og overblik over egen undervisning og forskning. Dette er alt sammen ting, der ikke automatisk er identiske med stordrift, men sagtens kan være i modstrid hermed.

Betalt med velfærdsforringelser?
Som anført har dele af strategien en elitær slagside.
Regeringen har som bekendt kun selv afsat omkring 10 mia. kr. til 333 forslag, der samlede må formodes at koste flere gange så meget. Den manglende finansiering skal skaffes over velfærdsforhandlingerne, der især skal dreje sig om indgreb overfor efterløn og pensionsalder.
Dette indebærer, at den ældre del af befolkningen og den mest nedslidte del af de beskæftigede skal betale regeringens globaliseringsstrategi gennem betydelige velfærdsforringelser, navnlig af mulighederne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Men det er uacceptabelt, og der er tale om en falsk modsætning, når regeringen vil fremstille det sådan, at de ældre i samfundet må acceptere store velfærdsforringelser 'i den gode sags tjeneste'. Og at disse er nødvendige i den gode globaliseringsstrategis tjeneste.
Der er andre finansierings kilder. Det er ingen naturlov, at det private forbrug skal stige fem gange så meget som offentlige. Og statskassen bugner jo af penge. Men først og fremmest negligerer Regeringens strategi fuldstændigt det økonomiske potentiale, der ligger i de 900.000 personer, som i dag er udenfor arbejdsmarkedet. En vækst- og beskæftigelsesstrategi, der bringer blot en del af disse i arbejde, vil ikke blot øge velfærden, men også indbringe det offentlige et merprovenu i flercifret milliardklasse gennem sparede overførsler og forøgede skatteindtægter.
Vækst og uddannelse er vigtigt. Men det er ingen selvfølgelighed, at det skal finansieres gennem velfærdsforringelser for den ældre eller nedslidte del af befolkningen. Tværtimod kan både velfærden og de offentlige finanser forbedres uden at forringe de ældres tilbagetrækningsmuligheder, hvis der satses langt mere målrettet på at bringe en del af de mange udenfor arbejdsmarkedet i beskæftigelse.