Cuba har det tvivlsomme privilegium at være det land i verden, som i det sidste halve århundrede har været udsat for den mest systematiske terror

Hilsen fra DKP/MLs 11. kongres
Ud over den økonomiske blokade, som USA iværksatte kort efter revolutionens sejr i 1959 for at tvinge landet i knæ ved hjælp af sult og forarmelse, har Cuba i de forløbne årtier været udsat for invasion, bombning, kommandoraid, sabotage og tilmed biologisk krigsførsel.
Tusinder af cubanere er blevet såret eller dræbt som følge af denne terrorisme, som USA direkte eller indirekte har stået bag og støttet. Sammen med den amerikanske blokade, der også er en form for terrorisme, har den åbne terrorisme tilføjet landet økonomiske tab, der beløber sig til snesevis af milliarder dollars.
Det mest kendte og afskyvækkende terrorangreb er nok bombesprængningen af et civilt cubansk fly i 1976, hvor alle 73 passagerer omkom. De to hovedmænd bag denne og mange andre terrorhandlinger var Orlando Bosch og Luis Posada Carriles. Førstnævnte, der blev erklæret uskyldig af en korrupt domstol, lever i dag som en velkommen gæst i USA.
Luis Posada Carriles, der blev dømt og fængslet i Venezuela, blev i 1985 befriet af CIA fra det venezuelanske fængsel. Han blev senere arresteret og dømt i Panama for et planlagt mordforsøg på Fidel Castro, men benådet af en korrupt og nu landflygtig præsident. Posada Carriles har gennem de seneste par år opholdt sig i USA. Den venezuelanske regering har krævet ham udleveret til retsforfølgelse, men USA har hidtil nægtet at imødekomme dette krav.
• DKP/ML erklærer, at USA’s støtte til terrorhandlinger mod Cuba og dets beskyttelse af kendte internationale internationale terrorister afslører dobbeltmoralen i den såkaldte ”krig mod terror”, som præsident Bush proklamerede efter terrorhandlingerne den 11. september 2001.
• DKP/ML kræver, at USA stopper støtten til terrorhandlinger mod Cuba, og at det udleverer terroristen Luis Posada Carrilles til retforsforfølgelse i Venezuela.
I en situation, hvor USA direkte og indirekte støtter terrorhandlinger mod Cuba, er det forståeligt og fuldstændig legitimt, at den cubanske revolution har taget sine forholdsregler. Den har blandt andet infiltreret eksil-cubanske terror-organisationer i USA med det formål at afsløre og forhindre deres aktiviteter, som indbefatter terrorhandlinger ikke kun i Cuba, men også i USA og andre lande.
Cuba har altid erklæret sig rede til at samarbejde med USA om at stoppe disse terrorhandlinger. I slutningen af 1990’erne – under Clintons anden præsidentperiode – udleverede de cubanske myndigheder på et møde i Havanna en række oplysninger om planlagte terrorhandlinger til FBI. Men i stedet for at bruge oplysningerne til at stoppe disse aktiviteter brugte FBI dem til at opspore de cubanske patrioter, som havde infiltreret de pågældende eksil-cubanske terror-organisationer.
I september 1998 blev fem unge cubanere under står medieopmærksomhed arresteret i USA. Det drejer sig om René González, Gerardo Hernández, Ramón Labañino, Antonio Guerrero og Fernando González. De blev senere ved en skueproces i den eksil-cubanske mafias højborg Miami idømt fra 15 års fængsel til to livstidsdomme med den falske begrundelse, at de var fremmede agenter, der havde skadet amerikanske interesser og deltager i blandt andet mord.
Senere er de blevet spredt på fem forskellige fængsler og udsat for isolation, samtidig med at deres ægtefæller og familier gentagne gange har fået afslået visa, så de kan besøge dem. En amerikansk appeldomstol erklærede sidste år, at retssagen mod de fem skal gå om, fordi de ikke fik en retfærdig behandling i henhold til gældende lov. Men mens den nye retssag trækker ud, venter de fem helte stadig i imperiets fængsler.
• DKP/ML kræver, at dem fem cubanske patrioter øjeblikkelig løslades og får den æreoprejsning, som de fortjener for at have været aktive kæmpere imod terrorismen.
• DKP/ML kræver, at den danske regering over for den amerikanske regering udtrykker kritik af den måde, som de fem fængslede cubanere er blevet behandlet på.
• DKP/ML sender fra sin kongres en varm, solidarisk hilsen til René, Gerardo, Ramón, Antonio og Fernando. Jeres kamp er vores kamp.