22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ophæv boykotten af Palæstina

Ophæv boykotten af Palæstina

Torsdag, 08. juni, 2006, 00:00:00

Det palæstinensiske folk straffes nu kollektivt, fordi det hidtil mest demokratiske valg i Mellemøsten ikke fik det resultat, som imperialismen ønskede

fra DKP/ML's 11. kongres
Det internationale styrkeforhold har næppe tidligere været mere ugunstigt for det palæstinensiske folk, som med rette føler sig presset op i en krog. Set i det lys var valget til den palæstinensiske selvstyremyndighed den 25. januar så meget desto mere markant. Signalet var entydigt: Det palæstinensiske folk agter ikke at bøje sig for den endeløse række af nationale ydmygelse, som imperialismen med USA og EU i spidsen påtvinger det.
Det palæstinensiske folk straffes nu kollektivt, fordi det hidtil mest demokratiske valg i Mellemøsten ikke fik det resultat, som imperialismen ønskede. I fællesskab forsøger USA, EU og Israel at sulte palæstinenserne ud af deres land.
USA og EU har indført en egentlig økonomisk og diplomatisk boykot af den lovligt valgte selvstyre-regering og vil ikke engang give dens repræsentanter indrejse-visum til EU-lande. I modsætning til Sverige følger Danmark trop.
• DKP/ML kræver, at Danmark aktivt arbejder for at ophæve boykotten af selvstyre-regeringen. Dens repræsentanter skal frit kunne rejse ind i Danmark.
• DKP/ML kræver, at pengestrømmen vendes: Danmark må akut og betingelsesløst sende bistand til Palæstina. Samtidig må alt økonomisk samkvem med Israel i form af handel og investeringer ophøre.
Den nye israelske regering under Ehud Olmert fortsætter, hvor Ariel Sharons slap. USA’s præsident Bush har netop givet grønt lys til hans plan for at kvæle palæstinenserne, spærre dem inde bag apartheid-murens pigtråd og berøve dem enhver mulighed for en levedygtig stat.
Uden israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder, anerkendelse af palæstinensernes ret til deres egen stat og flygtningenes ret til at vende hjem bliver der ikke fred i Mellemøsten.
Verden over – herunder i Danmark – vinder kravet om boykot af Israel stadig større opbakning. 171 repræsentative palæstinensiske organisationer har udsendt en appel om at iværksætte ”omfattende boykot af og afvikle investeringer i Israel i stil med den boykot, der blev påført Sydafrika under apartheid”.
• DKP/ML støtter denne appel og opfordrer derfor til at lægge pres på den danske regering og folketingspolitikere om boykot og sanktioner mod Israel.
Som et folk, der lever under besættelse, har det palæstinensiske folk ret til at gøre modstand.
Ved valget i januar blev formanden for Folkefronten til Palæstinas Befrielse, Ahmed Saadat, valgt til det palæstinensiske parlament. Mindre end to måneder efter stormede Israel - efter aftale med USA og Storbritannien - det palæstinensiske fængsel, hvor Saadat sad, og bortførte ham og andre fremtrædende palæstinensere. Snart ventes en retssag indledt mod ham.
• DKP/ML fordømmer den kommende skueproces mod PFLP’s formand og kræver ham løsladt her og nu. PFLP er en legitim palæstinensisk befrielses-bevægelse og må straks fjernes fra EU’s terrorliste.
• DKP/ML støtter palæstinensernes kamp for et frit Palæstina. Ethvert skridt der kan fremme, at palæstinenserne gør fælles front mod besættelsesmagten bør hilses velkommen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jun. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp