Vi vil ikke nøjes med syltekrukker eller overvågning af hårdt arbejdende mennesker, som presses til det yderste

af Bjarne Gårdsvoll, forfatter
Vi har vidst det længe. Plejehjemmet Fælledgaarden er bare et nyt eksempel på svigtende omsorg af ældre.
Vi kender også årsagerne: Personalet på plejehjemmene er skåret så hårdt ned, at der simpelt hen ikke er tid nok til at udføre arbejdet tilfredsstillende.
Det er først og fremmest regeringens ansvar, at forholdene er blevet så ringe. Kommunernes nedskæringer skyldes den ramme, Christiansborg har vedtaget i forlængelse af skattestoppet.
Hvis kommunerne ikke skærer ned, sprænges rammen, og der vanker en kraftig bøde. Og så er der endnu mindre at gøre godt med.
Politikerne i alle lejre er selv rystede og lover forbedringer. Men hvad vil de foretage sig? Jo, nogle foreslår at undersøge sagen ved at nedsætte uafhængige kontrollører eller sætte videoovervågning op af personalet. Så kan man se, om der bliver gjort ordentlig rent eller om der tales venligt til de handikappede beboere.
Jamen, hvorfor undersøge noget vi allerede ved? De ansatte og pårørende har for længst påpeget de horrible forhold. Der gøres så sjældent rent, at skidtet er størknet på toiletterne. Patienterne må vente med at komme på wc eller gå med våde bleer i timevis, fordi plejeassistenterne er optaget med en anden beboer, der også behøver hjælp.
Det er nedskæringerne i personalet, som melder sig, ikke mangel på vilje eller ansvarsfølelse.
Trods denne viden prøver politikerne bag skattestoppet at lade som om, de ikke kender årsagerne eller skyder skylder på lokale politikere eller de ansatte på plejehjemmet.
Denne argumentation kan kun betyde, at de ønsker at opretholde den skrappe økonomiske ramme. Trods store overskud på statsbudgettet skal pengene ikke komme velfærdssamfundet til gode, men bruges til nye skattelettelser for velbjergede - formentlig lige før næste valg.
Når man selv har nået den alder, hvor plejehjemmet ikke kan være så forfærdelig langt væk, rystes man over denne mentalitet hos nationens velhavere. Derfor vil vi ikke nøjes med syltekrukker eller overvågning af hårdt arbejdende mennesker, som presses til det yderste. Det vil kun virke stødende og skræmme de bedst kvalificerede bort.
Tværtimod bør vi lytte mere til disse mennesker, som omgives af problemerne hver dag. De kender årsagerne og har gentagne gange klaget over forholdene. Al den snak om overvågning tager kun sigte på at give vælgerne det indtryk, at man reagerer på skandalen og gør noget ved den. I virkeligheden er det kun afledningsmanøvrer, så velfærdsforringelserne kan fortsætte upåagtet.