22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skrappere spiritusregler til søs

Skrappere spiritusregler til søs

Fredag, 09. juni, 2006, 00:00:00

Folketinget har netop vedtaget en promillegrænse til søs på højst 0,5 promille, som bekendt svarer til de gældende regler for færdsel på landevejene

af Kresten Hjelm Pedersen, Hals
Det som undrer mig overordentligt meget er imidlertid, at reglerne kun omfatter al erhvervssejlads samt de største og hurtigste fritidsfartøjer herunder vandscootere og speedbåde.
Er der nogen, som lige kan forklare mig, hvad det skyldes, at størstedelen af fritidsfartøjerne er undtaget af reglerne? Netop sejlbådene og motorsejlerne tegner sig for langt den største fritidsfartøjsgruppe, som sejler i de danske farvande både dag og nat sommermånederne igennem.
Med mit kendskab til dansk søfart er der absolut intet belæg for at tro, at en fører af en motorsejler eller sejlbåd er mere ædruelig end en professionel navigatør. Jeg vil næsten sige tværtimod!
Desværre findes der folk med alkoholproblemer inden for alle samfunds-, og beskæftigelsesgrupper, men dette regelsæt er blot - endnu en gang - med til straffe kollektivt, hvilket jeg rent faktisk troede var ulovligt i Danmark!
Det var efter min mening bedre, om man frigjorde nogle ressourcer til forebyggelse og helbredelse af den lille befolkningsdel, som har misbrugsproblemer af den ene eller anden art.
Endelig findes der faktisk fornuftige, retskafne og ansvarsfulde søfolk, som i løbet af deres tre-fire måneder lange udmønstringsperioder væk fra familie og venner også sagtens både kan nyde og trænge til et glas rødvin eller en kølig pilsner til afslapning, eller når den gode mad skal fortæres.
Dette skal fremover gøres med den allerstørste omtanke på ansættelse, karriere og tåbelige regler.
Til slut fristes man til at ønske de folketingsmedlemmer, som også færdes på havet i deres fritidsbåde om sommeren, en rigtig god fornøjelse med sejladsen og de tilhørende våde genstande. Der er jo ingen fare for, at de behøver føle sig truet af nogle folkevalgtes ugennemtænkte tiltag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jun. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp