Jeg kan forsikre jer om, at de cubanske kommunister og det revolutionære folk, som følger os, er forenet med arbejderne og det danske folk i deres kamp for en bedre verden
på vegne af Cubas Kommunistiske Parti
København, 3. juni 2006
Kære kammerater
Det er en ære at deltage på DKP/ML’s 11. kongres på vegne af mere end en halv million cubanske kommunister og det heroiske, revolutionære og patriotiske folk, som jeg blev født af, og som har givet mig det store ansvar at være dets repræsentant i Danmark.
Vi har i næsten 50 år kæmpet og gjort modstand mod historiens mægtigste imperium for at forsvare socialismen. Vi har skabt et værk, som skal forsvares og forbedres, og står over for endnu større problemer og udfordringer, som skal overvindes.
Vi har lært, at menneskenes liv er kortvarigt, og at det vigtige er ideerne, den kollektive intelligens og partiets lederevne og moralske autoritet.
Men af alt, hvad vi har lært, er det vigtigste at skabe og fremfor alt fastholde folkets konsensus og enhed omkring et mål.
Det er det, som tillader os at fastslå, at de politiske, økonomiske og moralske kriser som den, der beskrives i jeres beretning, kan løses, hvis man formår at kombinere kløgt, handleevne og enhed for at overvinde dem. De kan løses, hvis de revolutionæres hæderlighed, den selvkritiske ånd og bestræbelsen på at blive bedre fra dag til dag er i højsædet, sådan som I også har sagt.
Det er på den måde, at vi har gjort front mod yankee-imperialismen og ligeledes mod den europæiske imperialisme, som en dag var rede til at slutte pagt med den universelle herre for at ødelægge Cuba.
Det er på den måde, at det for nogle uger siden lykkedes at vælge Cuba til Menneskerettighedsrådet og for første gang at få de europæiske regeringer til at anerkende, at der er forskelligartede demokratiske modeller, og at folkene har ret til det politiske, økonomiske og sociale system, som de suverænt vælger.
Disse sejre er desuden blevet muliggjort af solidaritet og støtte fra folk som jer, der til daglig erindrer os om, at vores virkelige fædreland er menneskeheden, som vi til stadighed er taknemmelige overfor, men også i gæld til: Dette er grundlaget for vores internationalisme!
Kammerater
Den verden, vi lever i, kræver styrke, klare ideer, trofasthed og dristighed af de revolutionære. Den kræver også en ny kultur, som formår at forny og berige den politiske tænkning og omsætte den til nye handlinger i overensstemmelse med det enkelte lands særtræk, historie og traditioner.
Der er ikke længere plads til de klassiske begreber: Klassekampen er nu også kamp for de krav, som rejses af andre sociale grupper og folk, der er udbyttet eller diskrimineret som følge af køn, race, religion eller national herkomst. I mange lande begynder de ansatte inden for service, de intellektuelle og det videnskabelige personale at få overvægt i forhold til arbejderne. Nu taler man ikke længere om historiens afslutning, men om krig mellem civilisationer.
Modsætningerne findes på samme måde i de såkaldte »centrale« lande og i »periferien«, mellem de rige og de fattige lande, mellem indvandrerne og deres modtagere, mellem mennesket, som bortødsler og ødelægger miljøet, og naturen, som sender os regningen.
For at løse disse nye og kolossale problemer lærer Fidel os og insisterer på, at der er behov for nye ideer.
Det er derfor ikke underligt at tro, at der opstår – eller rettere sagt er ved at opstå – nye former for socialisme! Det, der sker i Latinamerika i dag, er et eksempel. Og de rigtige vurderinger om at styrke solidariteten med regionen, som vi har hørt her i dag, og den nødvendige internationalistiske bro, som må bygges mellem den første og den tredje verden, er ikke alene en mulig opgave, men – som det er sagt – absolut nødvendig for at kunne redde mennesket som art.
Kammerater
Jeg kan forsikre jer om, at de cubanske kommunister og det revolutionære folk, som følger os, er forenet med arbejderne og det danske folk i deres kamp for en bedre verden.
Vi er også forenet med resten af de demokratiske, fredselskende og anti-fascistiske kræfter. Vi er forenet med dem, som forsvarer kvindernes og indvandrernes rettigheder; forenet med dem, som bekæmper racisme og fremmedhad; forenet mod dem, som fremturer med anti-kommunistiske paroler, resolutioner og kampagner! Forenet mod individualismen og for solidariteten!
Hin nye verden, med menneskenes moralske genfødsel, kræver følgelig genoplivende holdninger, som vi ikke vil opnå, hvis vi forbliver splittede og vildledte.
Lad os som modsvar til den imperialistiske strategi sætte vores strategi. Så vil der ikke være nogen kraft i verden, som kan knuse vores ideer, knække vores enhed eller fravriste os sejren.
Hasta la victoria, siempre!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278