Nogen gange larmes der, for at folk skal holde sig væk, andre gange er der helt tyst, for at få folk til at holde sig i ro

De offentlige rum bliver mindre. De privatiseres i stigende grad.
De bliver underkastet sorteringsmekanismer, der gør at folk udelukkes fra at være der. Samtidig foretages der overvågning med kameraer - en omvendt public service.
Udelukkelsen kan enten ske ved, at der skal betales for ophold, ved at man bliver jaget bort eller ved at ophold gøres utåleligt.
I særlige situationer kan man blive fjernet og transporteret til lejre i dybeste hemmelighed.
Kunst og kultur har vist sig som nyttige virkemidler til omdannelse af byområder fra faldefærdige bosteder for fattigrøve til finere kvarterer med gallerier til de opkommende lag.
Men kunsten kan også bruges på en anden måde. Det ved bystyret i Rockney i Australien.
De synes de havde et problem på torvet med støjende og generende unge, og som bekendt holder unge meget af musik.
Det kan være en meget vigtig del af identiteten og adfærden. Og som ligeså bekendt sker der gradvise skift i, hvad det er for noget musik. I al fald er denne musik noget andet i dag - også i Australien - end i 50`erne.
Ligeså meget de unge holder af deres egen musik, hader de den forkerte musik. Det udnytter bystyret, der vil have ro på de offentlige pladser.
For at fordrive de unge fra torvet er der opsat store højtalere, som udspyer de unges hademusik. Det er gammel popmusik - gamle slagere med Barry Manilow. Det er meget muligt, at de gør opholdet uudholdeligt, men det gælder nok også andre end den udpegede målgruppe.
En tilsvarende metode er taget i brug på hovedbanen i København, hvor der i opgangen ud mod Istedgade spilles triviel klassisk musik.
Det er musik som renselsesmiddel, der angiveligt virker lige som 'gå-væk-hund'. De ubekvemme må forføje sig!
Nogen gange larmes der, for at folk skal holde sig væk, andre gange er der helt tyst, for at få folk til at holde sig i ro.
Onsdag blev der fremlagt en rapport fra Europarådets særlige rapportør, Dick Marty. Det er en meget kontroversiel rapport, der handler om CIA`s transporter af terrormistænkte. Begrebet mistænkte plejer man ellers at benytte i juridisk sammenhæng i forbindelse med en retssag, hvilket dog slet ikke er tilfældet her)
Rapporten bekræfter, at CIA i stort omfang har opereret i Europa på et illegalt grundlag. Det er hvad vi kunne forvente.
Det penible er, at regeringerne har vidst det eller ikke har villet vide det. Dick Marty sagde ved fremlæggelsen af rapporten, at han var blevet 'mødt af en mur af tavshed fra regeringerne'.
Sagen er ganske enkelt udtryk for, at regeringerne kører et dobbeltspil. Det er for eksempel set før i Danmark, da regeringen vidste at USA havde a-våben på Grønland, samtidig med at man sagde, at det ikke var tilfældet.
På linie med andre regeringer har den danske regering, der ellers gør sig til om åbenhed og ytringsfrihed, endnu ikke afleveret oplysninger til rapporten. Samtidig beskylder regeringen Europarådets rapport for ikke at indeholde andet end forlydender fra pressen.
Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål. Det handler om flere ting. For eksempel betyder regeringernes praksis, at den sætter en ny standard for arrogance og vilkårlighed. Et andet forhold pegede René van der Linden, der er formand for Europarådets parlamentariske forsamling, på.
Han beskyldte de europæiske regeringer for modstandsløst at acceptere USA's juridiske apartheid.
Det betyder eksempelvis, at muslimer, politiske bevægelser, ubekvemme borgere med videre fratages rettigheder, som gælder for USA's egne borgere. De skilles ud, forfølges og sættes i fængsler og lejre uden dom.
Der er monteret en dobbelt bund i de offentlige rum.