Kvalmende er ligeledes det hykleri, man disker op med, når man anklager muslimerne for at agitere og missionere. Har kristendommen nogensinde gjort andet?
af Arne Lund, Enhedslisten Humlebæk
Nu hvor Søren Krarup er blevet pastor emeritus, har han rigelig tid til at sætte lus i skindpelsen - og det gør han så. Hans nyeste påfund er en knopskydning, Præsteinitiativet kaldet.
Officielt er det hans datter, teologen Katrine Winkel Holm, og præst i søværnet Thomas Reinholdt Rasmussen, der har sat det hele i værk, men retorikken er umiskendeligt Søren Krarups, hvad initiativets første pressemeddelelse da tydeligt bærer præg af: 'Nu går det ikke længere med at stikke hovedet i busken, for islam er for alvor kommet til Danmark. Islam agiterer og missionerer, og dét bør folkekirken forholde sig til ved at skabe et islamkritisk netværk'.
Det er jo en direkte opfordring til slagsmål, og ingen kan være i tvivl om, at lige så fundamentalistiske muslimer snart vil bide på. Ingen af de to grupper er nemlig interesseret i dialog, men ønsker blot at gejle hinanden op. Endnu en gang kan vi komme til at stå i en situation, hvor to yderfløje i deres iver efter at svine hinanden til, rammer alle os, der slet ikke ønsker denne strid, men vil have fred og fordragelighed og godt naboskab.
Stridslystne Kristne
At vi står overfor stridslystne kristne, vidner deltagerlisten om. Af 60 navne er de 11 i familie med Søren Krarup og Jesper Langballe. 23 er med i den dybt konservative Tidehvervsbevægelse. Der er flere medlemmer af Dansk Folkeparti, eller fra Venstres ultraliberalistiske fløj og CEPOS. Andre kendisser er Sørine Godtfredsen, Niels Højlund og anti-islamisten Rolf Slot-Henriksen, og så er der et par stykker, der er med i Lars Hedegårds Trykkefrihedsselskab blandt andet Katrine Winkel Holm.
Det drejer sig altså om mennesker, der er vant til at debattere i medierne, og som får al den taletid, de måtte ønske. Heri ligner de deres åndelige mentor, Søren Krarup, der ikke alene har taget patent på danskhed og kristendom, men som kun vil i dialog med andre, hvis det sker på hans præmisser, jævnfør afvisningen af Kamal Qureshi 'fordi han er under mit niveau'.
I pressemeddelelsen hedder det desuden, at hensigten er at slå fast, at kristne og muslimer ikke tror på den samme gud (underforstået: så er dialog umulig), at dansk egenart ikke kan forenes med islam, og at der kun er to måder at komme af med muslimerne på: enten ved at smide dem ud af landet eller omvende dem, så de bliver som os øllebrødsdanskere.
Der er meget Præsteinitiativet ikke fatter. Først og fremmest at samtale og gensidig respekt er forudsætningen for at kunne nå hinanden og løse de udfordringer og problemer, som opstår når forskellige kulturer og religioner mødes. Det er derfor horribelt, først at anklage indvandrere og flygtninge for at opbygge parallelsamfund - og så bagefter nægte at gå i dialog med dem.
Kvalmende er ligeledes det hykleri, man disker op med, når man anklager muslimerne for at agitere og missionere. Har kristendommen nogensinde gjort andet? Men hykleriet er ganske symptomatisk for mentaliteten i Tidehverv og det Dansk Folkeparti, der i vid udstrækning styrer den offentlige debat.
Moderate præster
Nogen vil nok undre sig over, hvordan Dansk Folkeparti bærer sig ad med at finde tilhængere blandt præster, der angiveligt skulle prædike næstekærlighed og tilgivelse. Skyldes det mon, at de pågældende har søgt tilflugt i den del af Luthers lære, der siger, at hvis ikke mennesket underkaster sig de af Gud indrettede hierarkier, vil det gå os ilde. For det menneske der véd, at verden består af hierarkier, er det naturligt, at flygtninge ikke har samme rettigheder som landets egne borgere.
Det, der desuden er foruroligende ved Præsteinitiativet, er, at man har evnet at få fat i såkaldte 'moderate' præster, man skulle forvente ville søge dialogen, og fravælge konfrontation.
Men måske er det også her, vi skal finde kimen til fremtidige interne stridigheder blandt præsterne, når det går op for de 'moderate', hvad det er for en vogn, de er blevet spændt for. Således udtaler Niels Højlund, 'at det er slet ikke religionen, der er på dagsordenen - men det folkelige. Vi skal være i dialog med muslimerne om, hvorvidt de først og fremmest ønsker at være danske! Vi behøver ikke at være enige om Bibelen eller Koranen, men vi er pinedød nødt til at være enige om grundloven som fundament for det, vi foretager os i vort samfund.'
Men indtil videre; hold godt øje med de her præster - de er ikke vorherres bedste børn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278