Vedtagelse af en national udbygningsplan vil styrke og genskabe en førende dansk position på området for vedvarende energi
af Per Clausen, energiordfører for Enhedslisten
Regeringens passive politik truer med at gøre Danmark til et taber-land i de kommende års konkurrence om at blive førende inden for vedvarende energi.
Desværre forsømmer de store oppositionspartier også at formulere et offensivt alternativ til regeringens politik. Derfor sker der ikke noget.
Det danske energiproduktionsapparat er flere steder ved at nå pensionsalderen. Behovet for nye energiproducerende anlæg, de stigende oliepriser og klimaforandringerne viser, at det er på høje tid at satse massivt på vedvarende energi.
Derfor foreslår Enhedslisten nu, at der vedtages en national udbygningsplan for vedvarende energi. Planen skal sikre, at vi kan omstille det danske energiforbrug til vedvarende energi inden 2030
Væksten i produktion af vedvarende energi i Danmark kommer ikke af sig selv, og det vil være en stor fordel for kommende generationer, hvis omstillingen begynder i tide.
Derfor skal der gennemføres en national udbygningsplan for vedvarende energi med solceller, solvarme, vindmølleparker på havet, termisk energi, bioenergi fra økologiske skove, udvikling og ibrugtagning af bølgekraft og energibærerteknologi som for eksempel brint til transport.
Denne udbygningsplan skal finansieres af de store ekstra indtægter fra Nordsø-energien, som både staten og DUC nyder godt af i disse år.
Der skal satses på både forskning, udvikling og demonstration af vedvarende energi-produktion. Her tænkes ikke mindst på græsrodsforskning og samarbejde på tværs af sektorer, hvor nye ideer kan afprøves.
Der bør etableres programmer på linje med bølgekraftprogrammet (1998-2000), hvor opfindere og iværksættere kan afprøve ideer og afklare ressourcer til demonstration af lovende teknikker, modeller og systemer.
Erfaringerne med vindkraftudviklingen er, at der skabes mange danske arbejdspladser ved, at teknologierne udvikles her i landet, og at det er væsentligt at være blandt de første.
Vedtagelse af en national udbygningsplan vil således styrke og genskabe en førende dansk position på området for vedvarende energi og give et godt potentiale for nye arbejdspladser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278