De mennesker, der for manges vedkommende ofrede liv og helbred i frihedskampen, må helst ikke omtales for meget. At få adgang til arkiverne er meget vanskeligt

af Lars Ulrik Thomsen
I 1941 skrev højesteretspræsident Troels G. Jørgensen en artikel i bladet Juristen. Den var foranlediget af den netop indførte lov mod kommunismen, som Folketinget havde vedtaget samme år.
I artiklen begrunder Troels Jørgensen baggrunden for lovindgrebet og gennemgår dens enkelte forbud. Den eneste betænkelighed har han omkring Grundlovens §78, der omhandler frihedsberøvelse. Efter forskellige overvejelser når han til følgende slutning:
'Det må tilføjes, at denne overbevisning har et kriminelt tilsnit, og reglen kan således siges at være en mellemting mellem en regel om strafferetlige frihedsberøvelse og regler om de i Grundlovsforslaget nævnte tilfælde.'
For lægmand må det være en gåde, hvordan man kan sidestille strafferetten med Grundloven?
Men artiklen bærer heller ikke præg af juridisk indsigt, men snarere en slags hvidvaskning af loven, der blandt andet fængslede medlemmer af Folketinget.
I artiklens slutning kommer han ind på, hvad der skal ske med DKP`s formue og andre beslaglagte materialer: 'Arkiverne må forblive i det offentliges varetægt.'
Det har væsentlig interesse for det arbejde jeg forsøgte, at udføre ca. 60 år senere.

Mellem Rigsarkivets hylder
I april 1997 begyndte jeg at efterspore de kommunister, der var blevet interneret i juni 1941 af statspolitiet. Det første jeg gjorde var, at kontakte den lokale politimester og bede om adgang til navnene på de internerede og de beslaglagte materialer.
I et svar fra vicepolitimesteren fik jeg at vide, at alt arkivmateriale til og med 1945,var afleveret til Landsarkivet i Viborg.
Fra landsarkivet får jeg umiddelbart efter besked på, at der ikke er afleveret de ønskede anholdelsesprotokoller. Det gør, at jeg efter en fornyet henvendelse får at vide, at politiet i Esbjerg alligevel ligger inde med de omtalte protokoller; men at man af personlige hensyn ikke kan udlevere dem.
Det er klart, at min fornemmelse af noget fordækt bliver vakt og som Troels G. Jørgensen skrev i artiklen 'alt materiale må forblive i det offentliges værge'.
I mellemtiden har jeg indsendt en forespørgsel til Rigsarkivet på baggrund af navne og reg. nr., som jeg fandt på Landsarkiverne i Viborg og Åbenrå. Herfra får jeg meddelelse om, at Rigsarkivet ikke er i stand til, på baggrund af de omtalte sagsnumre, at finde materialet, da det endnu ikke er registreret!
Her ringer alarmklokkerne for anden gang. Med angivelse af de ellers normalt anerkendte betingelser for at få udleveret arkivmateriale, ser Rigsarkivet sig ikke i stand til at finde det.
Den følgende brevveksling med Rigsarkivet gør det klart, at der foregår mærkelige ting mellem arkivhylderne. Efter at have udleveret Rigsarkivets egen registratur om kommunisternes internering, indsender jeg endnu en gang en ansøgning om, at få udleveret materialet.
Til min glæde får jeg nu accept på at der findes 10 sager der omhandler de arresterede fra Esbjerg.
Men glæden er kort da jeg kort efter får besked om, at sagsmapperne er tomme!
Fra Arkivets personale, begrunder man det manglende indhold med, at de sandsynligvis er gået tabt.

En labyrint
Der var nu gået et halvt år med megen korrespondance, men til ingen verdens nytte. Derfor henvendte jeg mig til journalist Leif Larsen, der har arbejdet med de samme spørgsmål.
Han kunne oplyse at han var stødt på de omtalte sager og at de lå i arkivet for Justitsministeriets 3. kontor. Man kan i fantasien forestille sig den knossoske labyrint, hvor der helt uforudset og ukendt af Rigsarkivets personale dukker et nyt arkiv op.
Det virkede også sådan, da jeg igen kontaktede Rigsarkivet. Deres første spørgsmål var: 'Hvordan jeg havde fundet materialet?' Ja, nu da man ikke længere kunne gemme på sine skatte, måtte man meget fortrydeligt udlevere det til gennemsyn.
Der var nu gået mere end et år, siden jeg begyndte på eftersporingen af de internerede kommunister, og fra politimesteren i Esbjerg, havde jeg stadig intet hørt om det beslaglagte materiale - bøger og papirer som ifølge vidneudsagn blev beslaglagt den 22. juni 1941. Troels G. Jørgensens ord om, at arkiverne må forblive i det offentliges værge, skal tages helt bogstaveligt.

Den evige korpsånd
Det havde været en forbløffende oplevelse, at lede efter de internerede kammeraters skæbne. De mennesker, der for manges vedkommende ofrede liv og helbred i frihedskampen, må helst ikke omtales for meget. Den skæbne, de var udsat for, skal helst dølges på grund af myndighedernes svigt.
Sådan var mit indtryk og jeg mente derfor det måtte have interesse for vores folkevalgte, at de blev oplyst om de faktiske forhold.
Derfor rettede jeg i efteråret 1998, henvendelse til kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, om hun ville undersøge det rimelige i sagsforløbet. Ministeren spurgte derefter rigsarkivaren, om han mente der var noget at udsætte. Det mente den ærede embedsmand absolut ikke, hvorefter ministeren kunne afslutte med, at alt var i skønneste orden. Som hun formulerede det: 'Der er ingen grund til at tro, at Rigsarkivet har forsøgt at trænere denne sag!'
Thune Jacobsens og Troels G. Jørgensens ånd fra 1941, deres underdanighed for den tyske besættelsesmagt, lever videre og dybest set er det vel en korpsånd der går endnu længere tilbage, til enevældens tid, hvor det var helligbrøde, at stille spørgsmål ved den offentlige forvaltning.
Der var nu gået to år og jeg var en oplevelse rigere! Det havde lært mig, at der er langt fra de gode ord jeg lærte i folkeskolen, om de demokratiske institutioner i vores samfund og hvordan alt foregår på bedste måde.

P.S. Artiklen er skrevet i forbindelse med historien om fagforeningsformand Laurids Rosendahls internering 1941-45, som blev bragt i Jydske-Vestkysten i januar 2006 i en forkortet udgave og udkommer i årbogen 'Fra Ribe Amt for 2006'

Den 22. juni 1941 blev Thorvald Stauning, den socialdemokratiske statsminister, vækket telefonisk af udenrigsministeriets direktør, som ringede fra tyskernes hovedkvarter.
Tyskerne ønskede 196 danske kommunister arresteret, heriblandt de tre folketingsmænd. Stauning gav ordre til at tyskernes ønske skulle efterkommes, selvom det var i strid med grundloven.
I de følgende dage gennemførte dansk politi en storstilet klapjagt på danske kommunister, som langt oversteg de tyske krav. Inden aktionen var forbi var 325 arresteret.
Den 20. august 1941 vedtog Folketinget en lov, som forbød kommunistisk virksomhed og tillod arrestation af enhver, som antoges at ville deltage i en sådan virksomhed. Aksel Larsen overvejede at give møde og tale imod loven fra tilhørerpladserne, men planen blev anset for alt for farlig. I stedet udsendte partiet en måned senere sin første større illegale tryksag, camufleret som en nationalt sanghæfte.
Hæftet hed 'Danske Toner' og indeholdt den tale, Aksel Larsen ville have holdt som en protest mod samarbejdspolitikken og grundlovsbruddet ved arrestationen af kommunisterne og ikke mindst vedtagelsen af kommunistloven. Pjecen blev pr. post uddelt til 15.000 mennesker.
Kilde: www.leksikon.org