¤¤Lad os styrke, intensivere og udbrede kampen imod imperialismen og især mod hovedfjenden, som er den amerikanske imperialisme, dens angrebskrige og dens trusler om og forberedelser af nye aggressioner!¤¤

af ICS

Deltagerne i det Internationale kommunistiske Seminar (ICS) i Bruxelles fra 5. til 7. maj 2006 samlede 60 partier fra 50 lande. Den fælles resolution fra mødet udtrykker i tre afsnit partiernes syn på verden i dag og fastslår i det fjerde afsnit de opgaver, som kommunisterne står overfor:

I. (Krige og krigstrusler)
Som USA-imperialismen brugte løgnen om Iraks 'masseødelæggelsesvåben' som retfærdiggørelse af sin aggression mod dette land, således truer USA-imperialismen i dag Iran, fordi landet påstås at have til hensigt at producere atomvåben.
USA forbeholder sig ret til at bombe hundredvis af mål i Iran og overvejer brug af såkaldte taktiske atomvåben eller mini-atomvåben. Mens USA hjælper med at sprede atomvåben, så længe det drejer sig om dets allierede som for eksempel Israel, så nægter det Iran retten til at udvikle atomteknologien selv til civilt brug.
Samtidig nægter USA at leve op til ikke-spredningsaftalen, som kræver atomnedrustning i alle stater med atomvåben.
USA og NATO har gentagne gange erklæret, at de er villige til at være de første til at bruge atomvåben i en konflikt - selv imod lande, der ikke har atomvåben. På den måde truer USA's regering ethvert land, der nægter at bøje sig for USA's absolutte dominans.
Denne nye trussel om aggression og krig kommer oven på de igangværende ulovlige, uretmæssige og kriminelle krige og besættelser af Irak og Afghanistan, som allerede har krævet hundredtusinder af døde.
Der er også stigende imperialistisk pres på og undergravning af Syrien. Den vedvarende barbariske besættelse af Palæstina er kun mulig på grund af den massive hjælp fra USA-imperialismen til den zionistiske og racistiske israelske stat, på grund af EU`s medskyld og på grund af deres fælles afvisning af den demokratisk valgte palæstinensiske regering.
I Latinamerika prøver USA at påtvinge sin dominans gennem politisk pression, økonomisk afpresning og militær tilstedeværelse. Blokaden mod Cuba fortsætter; der bliver ikke sparet nogen anstrengelse for at destabilisere den bolivarianske revolution i Venezuela, og fra den første dag har Evo Morales` regering i Bolivia været under angreb. Den massive amerikanske militære hjælp til det colombianske regime - den berygtede 'Plan Colombia' - tjener det formål at standse det colombianske folks revolutionære kamp og genoprette den amerikanske dominans over kontinentet.
USA saboterer en fredelig og uafhængig genforening af Korea. Sammen med Japan iværksætter USA stadig flere lokale konflikter blandt folkene i Østasien med det formål at styrke sin militære tilstedeværelse i regionen.
I Afrika fortsætter imperialisterne med at plyndre kontinentets store naturlige ressourcer, som skulle gavne kontinentets egen udvikling. Til det formål holder USA diktaturer ved magten i mange afrikanske lande, hvormed folkets demokratiske kamp hæmmes. For at nå sine mål tøver imperialismen ikke med at fremprovokere, opildne til eller forlænge splittelser og konflikter mellem afrikanske lande og folk.

II. (Imperialisme i krise)
Intensiveringen af den imperialistiske aggression er et udtryk for imperialismens strukturelle krise. USA's finansielle marked spiller en afgørende rolle i berigelsen af de herskende klasser, og markedet fodres hvert år med 800 milliarder dollars fra udlandet. Kun den fortsatte internationale tillid til dollaren og til USA's finansielle markeder kan sikre denne situation, der er gunstig for USA's økonomiske vækst. I den nuværende situation med strukturel økonomisk krise og en voksende risiko for et kollaps på aktiemarkedet, kan denne tillid kun påtvinges gennem økonomisk og militært eneherredømme. Ansigt til ansigt med en voksende modstand mod USA's politik må USA til stadighed intensivere sin aggressivitet.
Som det er tilfældet med besættelsen af Irak, så viser aggressionstruslerne mod Iran vigtigheden af kontrollen over olien i den nuværende internationale situation, fordi det er et afgørende instrument for verdensherredømmet. Denne strategiske økonomiske sektor har en direkte indvirkning på den strukturelle krise. Kontrollen over olien er også et middel til at udøve pression mod ethvert land, der har brug for forsyning med energiressourcer, og det giver mulighed for at hindre fremvæksten af nye stormagter. Formålene med de imperialistiske krigsforberedelser er en stram kontrol over Mellemøsten, da der her befinder sig to tredjedele af de globale oliereserver og en tredjedel af gasreserverne. Gennem et 'regimeskift' i Iran ønsker USA at installere et underdanigt regime som under shahens diktatur.
Udover at kunne dominere Irak, Iran og resten af Mellemøsten så er politikken på langt sigt rettet mod Kina og andre asiatiske lande, der kan blive rivaler til USA. Disse lande bliver i deres olieforsyning stadigt mere afhængige af Mellemøsten.
Adskillige europæiske regeringer udøver også politisk pres på regeringen i Iran og medvirker således til Irans isolation. Dette viser, at selv om modsætningerne mellem USA og EU uddybes, så afholder det ikke EU fra at se igennem fingre med USA-imperialismens aggressive politik. Den europæiske imperialisme ser også Kina og andre asiatiske lande som rivaler.

III. (antiimperialistisk kamp)
Men uanset sin overvældende militære magt og aggressive holdning så møder USA voksende vanskeligheder med at fastholde sin enevældige position. Den antiimperialistiske kamp intensiveres overalt i verden.
I Irak synker USA dybere og dybere ned i kviksandet. De mest moderne og bedst udstyrede væbnede styrker i verden lider stadigt mere sviende tab i den folkekrig, der føres af de irakiske masser, som udgyder deres blod for uafhængighed og demokrati. Mere end 2400 amerikanske soldater er allerede blevet dræbt og titusinder såret. Mens USA's militær-industrielle kompleks skaber superprofitter, så bliver de økonomiske omkostninger ved krigen stadigt mere vanskelige for USA at bære.
I Afghanistan møder USA's og NATO`s tropper også stigende modstand.
I Palæstina har valgene og den fortsatte folkelige modstand imod den israelske besættelse bevist, at det palæstinensiske folk afviser ethvert kompromis, som ikke respekterer dets umistelige nationale rettigheder. De kæmper for at fjerne de zionistiske bosættelser i de områder, der blev besat i 1967, og for at ødelægge den mur, der er udtryk for opsplitning og racistisk isolation. De fortsætter med at kæmpe for en selvstændig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad og for retten for de palæstinensiske flygtninge til at vende hjem.
Den aktuelle succes for massekampene i Nepal har tvunget det autokratiske og undertrykkende regime til at give efter for folkets retfærdige og demokratiske krav. Og samtidig udfordrer folkets revolutionære opstand den imperialistiske dominans i landet.
I Latinamerika opnår den cubanske revolution til stadighed betydningsfulde politiske, økonomiske, diplomatiske og humanitære fremskridt og vinder bredere støtte over hele kontinentet imod USA's planer om en nykolonisering. Venezuela og Bolivias nationalisering af olie- og gasindustrien lover godt for de latinamerikanske folks håb om fuld suverænitet og gør op med de såkaldte frihandelsaftaler, som i virkeligheden blot er en fortsættelse af de amerikanske monopolers dominans. Det tætte samarbejde mellem Cuba, den bolivarianske revolution i Venezuela og det folkelige og nationale projekt, der anføres af Evo Morales i Bolivia viser Latinamerikas fremskridt i udviklingen af et levedygtigt og fuldstændigt folkeligt alternativ til afhængighed af USA. I modsætning til det af USA iværksatte 'Frihandelsområde Amerika' eller ALCA, så åbner dette projekt, det 'Bolivarianske Alternativ for Amerika' eller ALBA (der også betyder daggry) et perspektiv for reel suverænitet for de Latinamerikanske lande.
Det congolesiske folks modstand har overvundet den aggressionskrig, som blev iværksat af USA-imperialismen imod Congos Demokratiske Folkerepublik. Det er en krig, som har krævet mere end 4,5 millioner menneskeliv. I det første frie valg i Congos historie, som skal finde sted i 2. halvdel af 2006, vil folket få mulighed for at sætte sin vilje igennem.
Kina og Rusland er i fællesskab i gang med at styrke Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO). Denne organisation omfatter Folkerepublikken Kina, Den russiske Føderation, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan. Sidste år erklærede SCO, at den gik ind for en nedlæggelse af USA's baser i området. Irans, Indiens og Pakistans forestående tiltrædelse til SCO vil sætte USA-imperialismen i Asien i en endnu vanskeligere situation.
Overalt i verden kæmper arbejdere og andre sociale kræfter imod imperialismen og den kapitalistiske politik. I Europa er kapitalisterne blevet tvunget på tilbagetog på en række områder (forslaget til en EU-grundlov, EU-direktivet om lastning og losning af skibe, loven om førstegangsansættelser i Frankrig mv.)
For at standse udviklingen af de folkelige og revolutionære kampe griber de amerikanske, europæiske og japanske imperialister til en række anti-demokratiske, anti-kommunistiske og somme tider fascistlignende forholdsregler. Disse forholdsregler rækker fra forbud mod kommunistiske navne og symboler, vedtagelse af anti-kommunistiske resolutioner og udarbejdelse af såkaldte 'terrorlister' til økonomiske sanktioner, juridiske tiltag, politibrutalitet, forbud mod kommunistiske organisationer, fængsling af kommunister og endda snigmord. Store grupper af demokrater og progressive mennesker er frastødt af disse metoder og fordømmer dem.
Vi lever i imperialismens og den proletariske revolutions æra. En socialistisk revolution er den eneste måde, hvormed vi kan afskaffe kapitalisme, udbytning og dominans for altid i hele verden. I forberedelsen af denne revolution udvikler og styrker kommunister og revolutionære alle kampe imod udbytning og undertrykkelse. De arbejder for at etablere en bred fælles front mod nutidens krige og truslen om nye aggressioner, der især kommer fra USA-imperialismen.

IV. (Hvad der må gøres)
Som følge af ovenstående fremsætter vi følgende paroler:
1) Ingen sanktioner mod Iran. Alle imperialistiske trusler mod Iran om militær aggression og krig må ophøre.
2) Tilbagetrækning af USA`s og andre imperialistiske tropper fra Irak, Afghanistan og Balkan. Nedlægning af USA`s baser i den arabiske bugt. Støtte til det irakiske og det afghanske folks modstand.
3) Solidaritet med og støtte til intifadaen og de folkelige organisationer i Palæstina. For palæstinensernes ret til at vælge den regering, de vil. Stop den folkemordsagtige blokade, som Israel, USA og EU har gennemført over for det palæstinensiske folk.
4) Stands forsøgene på at destabilisere Syrien og stands truslerne mod Syrien og det syriske folk.
5) Stands de amerikanske planer og aktioner, der tilsigter at destabilisere Cuba, Venezuela og Bolivia, og stands truslerne om militære angreb på disse lande. Ophæv blokaden mod Cuba. Frigiv øjeblikkeligt de 5 cubanske politiske fanger i USA.
6) Støt den cubanske revolution, den bolivarianske revolution i Venezuela samt det folkelige og nationale projekt i Bolivia.
7) Solidaritet med det colombianske folks revolutionære kamp.
8) Stands undertrykkelsen af de afroamerikanske, de latinamerikanske, de indianske og andre undertrykte nationaliteter samt af de udenlandske arbejdere i USA.
9) Fred i Afrika - overlad løsningen af konflikterne til afrikanerne selv.
10) Støtte til Vestsaharas folks kamp for uafhængighed.
11) Nedlæggelse af USA`s baser i Korea og støtte til en fredelig og uafhængig genforening af Korea foretaget af koreanerne selv.
12) Solidaritet med folkenes kamp for suverænitet og demokrati i Filippinerne og Nepal.
13) Respekt for de grænser, der blev fastlagt efter 2. verdenskrig - især på Balkan, i Østeuropa og i det tidligere Sovjet. Ingen imperialistisk indblanding for at ændre disse grænser.
14) For Hvideruslands uafhængighed og suverænitet over for de imperialistiske manøvrer.
15) Støtte til arbejderne og folkene i det tidligere Sovjetunionen i deres kamp for at genetablere Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker.
16) Ophævelse af alle anti-kommunistiske og såkaldte 'anti-terror'-forholdsregler. Frigivelse af alle kommunistiske og antiimperialistiske politiske fanger.
17) Nedlæggelse af alle USA`s og andre imperialistiske magters udenlandske baser.
18) Opløsning af den aggressive NATO-pagt og af den amerikansk-japanske forsvarstraktat. Ingen væbnede europæiske styrker skal tjene den europæiske imperialisme.
19) Total atomnedrustning, startende med USA, som besidder de fleste atomvåben, og som er den eneste magt, der nogensinde har brugt atomvåben.

Oversat af Birgit Unnerup. Mellemoverskrifter indsat af redaktionen.