23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dobbeltmoral

Dobbeltmoral

Torsdag, 29. juni, 2006, 00:00:00

Hvorfor tvinges Israel ikke til at indstille angrebene mod palæstinenserne som forudsætning for handelsaftaler med EU? Der er kun én forklaring. Og det er dobbeltmoral.

af Rune Lund,udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten.
Uskyldige civile palæstinensere blev endnu engang dræbt af israelske missiler onsdag den 21. juni. Det israelske militær hævdede, at man havde sigtet efter en 'gruppe terrorister i en bil'. Man ramte åbenbart bare ved siden af.
Episoden er ikke enkeltstående. Tværtimod er sådanne angreb en del af hverdagen for det besatte palæstinensiske folk. Et angreb den niende juni i år kostede syv mennesker livet, herunder tre børn. Og den 13. juni blev ni dræbt, heriblandt to børn. Antallet af civile ofre for israelske angreb overgår langt antallet af israelske ofre.
Den nye Hamas-regering i Palæstina er kommet under pres, fordi den ikke vil stoppe sin væbnede kamp og ikke vil anerkende Israel. Samtidig fortsætter støtten til Israel, der belønnes med en frihandelsaftale med EU, selvom Israel hverken har anerkendt en palæstinensisk stat, indstillet sin militære offensiv eller accepteret gældende fredsaftaler.
Det er indlysende rigtigt og nødvendigt at stille krav til Hamas om, at Hamas skal anerkende Israels eksistens og stoppe brugen af selvmordsbomber mod uskyldige civile. Men det er samtidig himmelråbende urimeligt, at de samme krav ikke stilles til Israel.
Hvorfor tvinges Israel ikke til at acceptere de oprindelige grænser fra 1967 og dermed anerkende staten Palæstinas eksistens? Hvorfor tvinges Israel ikke til at indstille angrebene mod palæstinenserne som forudsætning for handelsaftaler med EU?
Der er kun én forklaring. Og det er dobbeltmoral. Et opgør med dobbeltmoralen er en nødvendig forudsætning for at få fred i Palæstina.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jun. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp