Århus Sporveje har reelt ikke en ledelse, der magter opgaven, og det kan konstateres, at fejlbeslutningerne dræner Sporvejene for penge og medarbejdere

af Chris Oxholm, station Syd, og Villy Fink Isaksen, Station Nord, på vegne af Aktionsgruppen ved Århus Sporveje
Nedenstående er en reaktion på Torben Høyers læserbrev til Jyllandsposten og Århus Stiftstidende, offentliggjort på Busselskabet Århus Sporvejes hjemmeside: www.busselskabet.dk
Århus Byråd har vedtaget følgende: 'Nødvendige økonomiske tilpasninger ved Århus Sporveje skal ske i samarbejde med chaufførerne'.
Aktionsgruppen har konstateret, at på det menneskelige plan har Torben Høyer nogle interessante træk: Han omtaler sandheden noget anderledes end virkeligheden, når han føler, at det er mest fordelagtigt, han indgår aftaler, når han føler, at det er mest fordelagtigt, han taler venligt, når han føler, at det er mest fordelagtigt, han bryder aftaler, når han føler, at det er mest fordelagtigt.
Kort sagt: Torben Høyer handler i situationen, sådan som han mener, at det vil være mest fordelagtigt her og nu.
Det gør, at vi har et problem. Vi har en direktør, vi ganske enkelt ikke tør stole på, hvorfor tilliden efterhånden ligger på et meget lille sted.
Vi er alle sammen kede af, at ledelsen i den grad får lov til at ødelægge firmaet, og vi undrer os ærligt talt også over, hvorfor nogle mennesker vælger at blive byrådspolitikere, når de alligevel ikke vil tage ansvar.
Et offentligt transportsystem, der er ved at bryde sammen, skulle da ellers være vigtigt nok. Endelig er det meget tankevækkende, at byrådspolitikerne ikke tager stilling, sådan som det sker, når det er pleje for de ældre, det handler om.

Ledelsen fejler
Ledelsen har gennem de sidste måneder begået talrige fejl. Det ses tydeligt, at Århus Sporveje reelt ikke har en ledelse, der magter opgaven. Og det kan også konstateres, at følgeudgifterne på fejlbeslutninger dræner Sporvejene for penge og kræfter i form af medarbejdere, der går ned psykisk med sygemeldinger til følge, men også mange medarbejdere, der søger andet arbejde.
Årsagen ligger blandt andet i ledelsens udmeldinger om, at chaufførerne er dovne, forkælede og ganske enkelt ikke arbejder nok. En personalepolitik der giver hovedrysten rundt om på direktionsgangene i andre virksomheder.
Sporvejsledelsen er blevet tilført nye medarbejdere, der er kendt fra andre virksomheder, hvor personalepolitikken utroligt meget ligner den politik, der bliver ført nu - ganske givet et rent bestillingsarbejde.
Ledelsens oplysning om, at de mange aflyste busafgange skyldes sygemeldte chauffører, er kun delvis rigtig. Mange aflysninger af afgange, som sker i løbet af driftsdøgnet, skyldes manglede overblik og helt fundamentalt mangel på planlægning. Chauffører der får samme tjeneste, chauffører der oplever at der køres på samme minuttal på samme linie, men i hver sin tjeneste.
Ledelsen har besluttet at nedlægge chaufførernes linietilhørsforhold med en talsmandsordning, som har givet Sporvejene gode samarbejdsmuligheder og dermed også et redskab til at forebygge uheldigheder på linienettet. Det var tillige et netværk mellem chaufførerne, der ofte betød hjælpsomhed og engagement hos den enkelte - også det som kan kaldes korpsånd - et aktiv i virksomheden, som nu er stærkt vigende.

Intet overblik
I den sidste tid er det også konstateret, at ledelsen totalt har mistet overblikket over, hvilke busser der er hvor, hvilke linier der har busudfald, hvor den enkelte chauffør er eller skal være. Alle har op til flere historier at fortælle, og som bliver fortalt.
Aktionsgruppen har gentagne gange opfordret ledelsen til at få gennemført forhandlinger med tillidsfolkene. Men som det ser ud for aktionsgruppen, er der klart en manglende interesse i dette fra ledelsen side. Den fjerde maj blev det aftalt, at forhandlingerne skulle være afsluttet den 16. juni, og at disse forhandlinger ville medføre, at der var indgået en lokalaftale om menneskelige arbejdsforhold senest fra den 14. august.
Chaufførerne har holdt deres del af aftalen fra den fjerde maj - men vi mangler, at ledelsen også holder deres del af aftalen. Sådan vil ledelsen det åbenbart ikke. Mon ledelsen vil konfrontation?
Dette blev langt, men det kunne været blevet endnu længere. Vi kunne have skrevet om det følelsesmæssige skred fra at være i en virksomhed, som vi ville være gået gennem ild og vand for, til det, det er nu. Vi kunne have skrevet om, hvordan det er at opleve at skride fra at udføre et respekteret arbejde i et respektabelt job, til en slags underklasseproletariat, ingen bør regne med.
Men vi kunne også have skrevet om sammenhold, gode kolleger, om kollegahjælp og støtte, der altid er klar, uanset om man beder om den eller ej, om en dybt professionel holdning hos dygtige medarbejdere og mere af samme skuffe.
Det bliver også det, vi vil huske. Sammenholdet mellem kollegerne. Det har ledelsen dog ikke ødelagt, nærmere tværtimod!