Kønskamp kan selv kapitalisterne bruge!

af Kjeld Stenum
Nørreport Station. Danmarks største, målt i persontrafik. Et knudepunkt, hvor S-tog, fjerntog og metro mødes. Jeg er ikke en hyppig bruger, i det daglige er jeg jo cyklist, men i hvert fald et par gange om måneden kommer jeg på Nørreport Station, næsten altid i forbindelse med, at jeg skal skifte mellem metro og fjerntog eller S-tog.
De læsere, der kender stationen, vil vide, at dette skift foregår ad en meget smal trappe, der går fra perron for fjerntog eller S-tog ned til en kort underjordisk tunnel hen til et system med rulletrapper ned til Metroen.
I den tunnel sidder der en hjemløs mand og sælger hjemløseavisen Hus Forbi. Hvis ikke jeg har meget travlt eller mangler småpenge, køber jeg én. Og manden, der måske har siddet og stirret sløvt frem for sig, i trance over de mange mennesker, eller måske fordi han har det dårligt, lyser op og sender mig de hjerteligste velsignelser og ønsker for dagen med på rejsen.
Det er sgu lidt meget, bare fordi jeg køber hans avis, tænker jeg. Og jeg gør det sgu mest, fordi han så kan få de otte ud af de tyve kroner, til en bajer, eller hvad han måtte trænge til. Dem kunne han også have fået uden den avis, jeg konstaterer omtrent hver anden gang, at jeg havde den i forvejen. Men han har det vel bedst med at tjene pengene ved at sælge avis, siden det er det, han gør. Og måske er selvrespekten det, han har allermest brug for, derfor køber jeg.

En mand, skrev jeg. Ja, for det er en mand. Det er ikke den samme mand fra gang til gang, en enkelt gang har der været to, men jeg har aldrig oplevet, at det har været en kvinde. Og det er ikke tilfældigt.
I vores samfunds top sidder der godt nok mænd, i erhvervslivets top, i interesseorganisationernes top, i de politiske partiers top. De fleste statsledere er også mænd. Kvinderne er dog også ved at blive til mænd. For selvom kvinderne sjældent når de allerhøjeste poster endnu, så vinder de frem som ledere på lidt lavere niveauer. Og i dag er der flere kvinder end mænd, der får videregående uddannelser.
Samtidig er samfundets bund oftest mænd. Vi er sjældent drevet ud i prostitution, og vi er sjældent enlige mødre, ligesom vi sjældent er udsat for voldelig mishandling fra vore ægtefællers side. Og er vi det sidste, er det så flovt, at vi ikke snakker om det.
Men vi er i top i statistikkerne over selvmord, hjemløse, sindslidende, alkoholikere eller stofmisbrugere, og vi har betydeligt højere dødelighed end kvinder, i gennemsnit er vores levealder fem år kortere. Det er også langt mest mænd, der er kanonføde. Det er ligesom accepteret. En ung knægt med kæreste, der venter derhjemme, og med hele tilværelsen foran sig, kaldes et legitimt militært mål, hvis han har uniform på og et våben i hånden.
Jeg har aldrig forstået, hvad det er, der gør det legitimt at slå sådan en knægt ihjel, eller lære ham at slå ihjel, bare fordi han har fået nogle grønne klude på kroppen. Arbejdsområder med ekstrem høj dødelighed, såsom asfaltarbejde eller kloakarbejde (for et par år siden lå kloakarbejderens gennemsnitslevealder på 57 år), er udpræget mandefag. Ja, jeg skal da også hilse og sige, at der går år imellem, at man render ind i en kvindelig jord- og betoner. Og det kunne jo ellers gøre faget mere interessant, om der gik lidt kortere tid imellem der.

Nå, der hvor jeg vil hen med det hele, er ikke at skyde på kvindekampen eller brokke mig over den manglende mandekamp. Blot gentage den gamle sandhed om, at det nytter alt sammen ikke noget, sålænge vi lader kapitalisterne bestemme samfundets grundlæggende spilleregler.
Kvinderne ville økonomisk uafhængighed af manden og uddannelsesmæssig ligestilling. Og det er de sådan set også stærkt på vej til at have nået, men på hvilken måde?
I gamle dage leverede et typisk hjem 40 timer til arbejdsmarkedet, nemlig mandens arbejde. I dag leverer det typisk 74 timer, fordi både far og mor skal afsted (eller mere endnu, fordi moderne karrierekultur er, at man gerne sidder og knokler om aftenen, hvis man lige har en opgave, der kræver det).
I gamle dage var den typiske leder fast og beslutsom, men også tilpas afstumpet til at kunne være det, når han mente, det var nødvendigt. I dag er de blødere 'kvindelige' værdier som personlig hensyntagen, tillid og evne til at uddelegere ansvar, evne til at holde mange bolde i luften ad gangen og så videre, særdeles efterspurgte erhvervslederevner. Der skabes nogle udmærkede og godt sammentømrede arbejdshold på den måde.
Det er også udmærket - for dem, der er inde i varmen på arbejdsmarkedet. Der er bare det, at dem, der ikke er, de er meget mere udenfor, og det er langt sværere at komme ind. En nybegynder eller én med personlige problemer kan ikke tage alt det ansvar og udvise alt det selvstændige initiativ, der kræves for at fungere i et moderne arbejdshold. Så arbejdsmarkedet bliver langt mere lukket, tabere bliver langt mere tabere. Derudover bliver også børn og gamle tabere, dem, der mister den tid, familierne i dag bruger på arbejdsmarkedet.

I gamle dage sagde de røde kvinder, at kvindekamp var klassekamp. Men der var ikke nok, der sagde det. Så det blev bare til kønskamp. Og kønskamp kan selv kapitalisterne bruge.
Taberne render så rundt i ghettokvarterernes gader og laver bander. Eller de render rundt i togene med en plasticpose og roder i affaldsspande. Eller vi træffer dem i tunnelen under Nørreport Station, hvor de sælger hjemløse-aviser.
Når der bliver for mange af dem, jager vi dem væk. Ud af landet, ud af toget, ud af tunnelen, bare væk! Skulle vi have glemt klassekampen? Hus forbi, mand, hus forbi! Som vores statsminister siger, så har vi ingen klasseforskelle i vores land! Kan du se nogen, måske?