24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når tilbud dræber

Når tilbud dræber

Tirsdag, 04. juli, 2006, 00:00:00

Ting, der produceres som de bomuldsvarer, vi så i tv, burde vi kunne forbyde uden videre

af Frank Aaen, medlem af Folketinget for Enhedslisten
DR TV`s udsendelse om 'Tilbud, der dræber' understreger, at der må gøres noget. Eksemplerne fra udsendelsen var jo ikke undtagelser, tværtimod. Globaliseringen søger som vand hele tiden mod det laveste punkt - til skade for de ansatte og miljøet.
Virksomhederne løser ikke selv problemerne. Det viser sagen med Cheminova med al ønskelig tydelighed. De er gået fra skandale til skandale gennem årtier, og historien om landarbejdere, der dør af sprøjtegifte, så vi for mindre end ti år siden med Cheminova i Nicaragua og ØK i Thailand. Dengang sagde pensionskasserne fra, men siden har de åbenbart svigtet.

Forbrugerne lades i stikken
Det bør dog fortsat være løsningen: Når danske virksomheder sviner i udlandet, bør ejerne presses til at rette op - og myndighederne skal det følge op. Danmark har en forpligtelse til at sikre, at virksomheder, der operer i udlandet fra Danmark, skal tage hensyn til ansatte og miljø. Og det må selvfølgelig ske automatisk, når ejerne er offentlige fonde.
I selskabet bag Cheminova har Århus Universitets Forskningsfond 84 procent af stemmerne. Sammen med pensionskasser som LD og ATP rundes en stemmeandel på 90 procent. Så tingene skal bare være i orden.
For forbrugerne er det lidt vanskeligere. Mængden af produkter og tilbud er så overvældende, at selv ikke den mest politiske forbruger kan sikre sig mod skandaler.
Ting, der produceres som de bomuldsvarer, vi så i tv, burde vi kunne forbyde uden videre. Akkurat som når smykker eller granit, der sælges til badeværelser og bruges til Metroens trapper, produceres på en måde, så arbejderne i Kina får stenlunger.

Indfør mærkning
Vi burde som forbrugere kunne beskytte os i fællesskab mod at være med til at støtte den form for umenneskelig behandling af medmennesker. Desværre er der en række problemer med EU og verdenshandelsorganisationen WTO, og når vi foreslår regeringen obligatoriske mærkningsordninger, siger den nej.
Indtil vi får ændret regeringssammensætningen og de internationale handelsregler, må vi derfor gå en anden vej. Enhedslisten foreslår, at alle typer af produkter omfattes af en ordning, som vi kender den fra Max Havelaar-kaffe. Her er et mærke, der står inde for, at produktionen er sket under ordentlige forhold. Arbejdere og landmænd er sikret en ordentlig indkomst, og der er taget hensyn til miljøet, som oftest via økologi.
Sådanne mærker bør etableres for alle typer af varer. Så kan forbrugerne vælge fra og til og vigtigere: De store kæder, der alle skriver så smukt på deres hjemmesider, kan presses til kun at føre mærkede produkter.
Vi foreslår et 'Fair Trade'-mærke, der skal tildeles af en organisation, der har medlemmer fra fagforeninger, miljøorganisationer, menneskerettighedsorganisationer og andre, der har den nødvendige indsigt - både i Danmark og i udlandet.
Og der skal være penge til at rejse ud og lave undersøgelser. Derfor vil Enhedslisten foreslå, at der afsættes penge på den kommende finanslov.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jul. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp