Jeres forkerte og usolidariske opførsel har klart forplumret mediebilledet og den efterfølgende debat i den almindelige befolkning
fra Anti-Racistisk Netværk i Svendborg
Til Antifascistisk Aktion, AFA
Lørdag den 10. juni var der som bekendt gang i den i Svendborg. Ind imellem for meget gang i den.
Det var generelt en god dag, hvor de National Liberale og deres venner i Dansk Front ikke havde særligt stort held med at trænge igennem med deres 'budskaber', og hvor det til gengæld lykkedes at mobilisere først og fremmest en masse svendborgensere, men hvor vi også fik fin støtte fra andre steder for eksempel så langt væk som Aalborg og Flensburg.
Det var også en god ting, at I fra AFA kontaktede os inden dagen og at der blev lavet en klar aftale om, at I ville respektere, at dagens moddemonstration var fredelig og ikke-voldelig. Denne aftale blev da også overholdt, for så vidt gælder de af jeres aktivister, der deltog i demoen, i hvert fald mens den stod på. Men der opstod alligevel en del problemer i løbet af dagen, hvilket er grunden til dette brev.
Det virkede ikke, som om I generelt havde tænkt jer at respektere vores og borgernes ønske om, at vi ikke ville opsøge eller fremprovokere voldelige konfrontationer. De højreorienterede skulle afvises, men ikke med vold, og ikke ved at forsøge at besætte Krøyers Have.
Det at I for rundt i grupper og opsøgte mulighederne for at få konfrontationerne viste denne mangel på respekt og forståelse for vores lokale vilkår for kampen mod nazisterne og racisterne.
På grund af politiets gennemtænkte og dygtige indsats lykkedes det hverken for vores modstandere eller for jer at opnå alle de slagsmål, som de og I tydeligvis var kommet for. Dette forhindrede at vores fælles indsats blev tabt på gulvet. Men det kunne være gået galt, og jeres forkerte og usolidariske opførsel har klart forplumret mediebilledet og den efterfølgende debat i den almindelige befolkning.
Desuden risikerer jeres konfronterende facon og optrapning af konflikten at udsætte lokale aktivister for voldelige repressalier.
I nogle tilfælde lykkedes det jer at finde en lejlighed til at kaste flasker, for eksempel da værtshusholderen ved Restaurant 'Børsen' afviste nogle af de højreorienterede i døren, og blev takket med en flaske på knæet, som sendte ham på skadestuen. Ikke smart!
Hvis I en anden gang har tænkt jer at respektere, de vilkår vores kamp foregår under, er I velkomne, når vi går på gaden for at vise modstand mod nazisterne og deres ligesindede. Ellers vil vi bede jer om at holde jer væk.
Vi vil meget gerne diskutere disse ting med jer, så et svar fra jeres side vil vi opfatte som et led i vores fortsatte dialog.
Vedtaget på møde i Antiracistisk Netværk 21. Juni.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278