Alle undersøgelser af danskernes holdninger viser, at de ikke er så optaget af niveauet for skatterne, men langt mere optaget af at den offentlige service har en god kvalitet, og at den bliver bedre

af sekretariatschef, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund
Den nyliberalistiske tænketank CEPOS har igen foreslået at fjerne både top og mellemskat og derved indføre en flad skat på 43 procent. Dette fremføres som alternativ til for eksempel et øget beskæftigelsesfradrag, idet '! den lavere topskattesats medfører øget arbejdsudbud blandt personer med meget høj produktivitet'.
CEPOS anfører, at en nedsættelse af topskattesatsen med fem milliarder kroner vil give en øget beskæftigelse på omkring 8.000 personer, mens et øget beskæftigelsesfradrag 'kun' vil give en merbeskæftigelse på 5.000 personer. CEPOS henviser til beregninger fra regeringens Globaliseringsråd, som imidlertid igen baserer sig på Velfærdskommissionen.
Men validiteten af Velfærdskommissionens beregninger er tvivlsom. Velfærdskommissionens teoretiske udgangspunkt er, at skat forringer det privatøkonomiske udbytte af at arbejde - og dermed incitamentet til at arbejde. Og jo højere skatten er, jo større forvridning, hvilket logisk lægger op til, at netop nedsættelse af topskatten skulle have størst effekt.
Men der er her tale om forenklede og forældede nyliberale samfundsøkonomiske modeller. I disse modeller reduceres det komplekse, moderne blandingsøkonomiske samfund til en simpel markeds- og privatøkonomisk model, hvor staten/det offentlige er et overflødigt fremmedlegeme. Derfor er skat for den enkelte aktør et rent tab.
Dette hører imidlertid ikke hjemme i virkelighedens verden. For i virkeligheden er skat jo i den skandinaviske model, hvor universelle offentlige ydelser finansieres via skattebetalinger, blot en anden, ikke-markedsmæssig måde at betale for offentlige ydelser.

Skat er ikke upopulær
Derfor er skatter for borgerne i vores velfærdsmodel ikke penge, der bare forsvinder ud af vinduet. Og alle undersøgelser af danskernes holdninger viser da også, at de ikke er så optaget af niveauet for skatterne eller af skattelettelser, men langt mere optaget af, at den offentlige service har en god kvalitet, og at den bliver bedre. Det vl sige, at danskerne er optaget af at få noget for deres skattebetalinger, ikke af at reducere dem.
Grundantagelserne hos de nyliberale økonomer i Velfærdskommissionen - såvel som i CEPOS - er altså voldsomt forenklede. De repræsenterer en forældet samfundsmodel, og de lægger op til nogle adfærdsforestillinger, som der ikke er realiteter bag. Men med dem bygger de nogle skøn over beskæftigelseseffekten af at nedsætte topskatten, som CEPOS henviser til, og som stammer fra Velfærdskommissionen - altså på særdeles tvivlsomme antagelser.
Opgørelsen af en beskæftigelseseffekt på 8.000 personer som følge af en nedsættelse af topskatten er dermed ligeså tvivlsom. Hertil kommer, at det er fiktivt, når CEPOS angiver, at deres forslag vil øge beskæftigelsen, for der er alene tale om, at de personer der i forvejen er i beskæftigelse, øger deres arbejdsindsats. Der kommer faktisk ikke flere personer i job.
Det må tværtimod påpeges, at det er i bunden af skattesystemet, de allerhøjeste marginalskatte-procenter optræder. De indtræder hos modtagere af overførselsindkomster, der kommer i beskæftigelse, hvorved overførslerne nedtrappes. Derfor vil langt den største beskæftigelseseffekt komme ved en nedsættelse af skatten i bunden, og her vil der reelt komme flere personer i beskæftigelse.
Men er skattelettelser overhovedet er den rette vej til at fremme beskæftigelsen? Et andet afgørende problem i CEPOS` skatteforslag er finansieringen af skattelettelserne og effekten heraf. CEPOS sætter udgiften ved at fjerne mellem- og topskat til 25 milliarder kroner og angiver, at 'råderummet hertil kan for eksempel findes enten ved fastfrysning af det offentlige forbrug i syv år (faste priser) eller ved en fastfrysning af det offentlige forbrug i fire år og inflationsregulering af overførsler i fem år'.

Forøget ulighed
Men denne finansieringsmodel vil få negativ effekt på velfærd og beskæftigelse. Fastfryses de offentlige ydelser, forringes de, hvilket navnlig vil ramme lavindkomstgrupperne, som jo også ofte er modtagere af offentlige overførsler. Og for dem vil CEPOS også ændre reguleringen af overførselsindkomster, så dækningsgraden af disse langsomt udhules.
CEPOS` flade skat vil således give navnlig lavindkomstmodtagerne ringere offentlige ydelser, mens det skattemæssigt kun vil give de 20-30 procent rigeste lettelser, og her vil langt størstedelen af lettelsen opnås af de fem procent rigeste. Forslaget vil således give en stærkt forøget ulighed med de risici for samfundets sammenhængskraft, som det indebærer.
Og når CEPOS` skatteforslag vil berøve personer udenfor arbejdsmarkedet ressourcer, der har betydning for muligheden for at komme tilbage dertil, vil det modvirke, at de kommer i beskæftigelse. Ligesom forringelsen af den offentlige service også vil gå ud over offentlig beskæftigelse. Samlet vil CEPOS skatteforslag således give mindre beskæftigelse.