Det er mildest talt utroværdigt, når sporvejsledelsen forklarer alle deres genvordigheder med sygdom

af Kirsten Normann, formand FOA Århus
Gennem de sidste måneder har de århusianske sporvejschaufførers sygefravær været til debat - og til tider på en måde, så man næsten får det indtryk, at sygdom er noget man kan vælge til og fra? Ikke mindst ledelsens bidrag til debatten, skaber et meget unuanceret billede af de faktiske forhold - et billede, som både er urimeligt i forhold til de syge, og som i værste fald forlænger sygdommen.
I FOA Århus mener vi, at arbejdsgiverne skal tage hånd om sygefraværet på arbejdspladserne, men indsatsen skal tage udgangspunkt i den enkeltes individuelle situation. Når ledelsen sammenkæder sygefraværet med chaufførernes utilfredshed med turnusplaner, så er det langt fra hele sandheden.

Gidsler
Mange af de syge chauffører var syge længe før de nye turnusplaner var kendte. De er nu blevet gidsler i ledelsens unuancerede sygefraværsdebat. Flere af dem har læst i avisen, at når de blev kaldt til sygefraværssamtaler, så ville de blive fyret - et forhold de fik bekræftet, når de sad i 'venteværelset' og så kolleger komme grædende ud fra samtaler med en fyringsseddel i hånden - inden det var deres egen tur.
Det var den kræftsyge - ham der havde fået en blodprop - chaufføren som blev overfaldet af en syg passager med en hammer - kvinden hvis læge endnu ikke havde fremsendt den efterspurgte lægeerklæring - og mange andre skæbner.
Ledelsen skulle naturligvis tage hånd om deres situationer - og med personalepolitikken i hånden se til, om de kunne hjælpes til anden beskæftigelse. Det blev klaret på en halv time. De blev alle sammen fyret - vel at mærke af helt andre årsager - end de som ledelsen præsenterede offentligheden for.
Imellem de sygemeldte er ganske vist også en gruppe af chauffører, som er syge af stress og kroniske lidelser - grundet de nye turnusplaner. Ledelsen kunne let have undgået den situation.
Flere af de syge chauffører havde kendte lidelser, som man let kunne tage hensyn til. En kvindelig buschauffør kørte helst korte vagter i flere dage - end lange vagter i færre dage - grundet rygproblemer. Hun fik lange vagter - og måtte til sidst sygemeldes. En anden kunne kun køre bestemte busser med specielle sæder. Vedkommende måtte finde sig i mange forskellige busser og sæder på vagterne. En tredje kunne ikke køre en bestemt rute, hvor han tidligere havde oplevet et grimt overfald. Han fik netop denne rute i sin arbejdsplan.

Manglende vilje
FOA har gjort gældende, at arbejdsgiveren er forpligtet til at tage hensyn til kendte problemer - for så vidt det er muligt, men der har manglet vilje. Mange af de syge chauffører har oplevet det som en bevidst chikane - et forsøg på at slippe af med dem. Ledelsen kendte jo godt til deres lidelser - hvorfor skulle de så netop køre det, de ikke kunne klare? Denne følelse har i sig selv gjort det svært for chaufførerne at passe deres arbejde. Hvem bryder sig om at passe et arbejde, hvor man føler sig uønsket?
Det er derfor mildest talt utroværdigt, når sporvejsledelsen forklarer alle deres genvordigheder med sygdom. De mange langtidssyge har været kendte længe - hvorfor har ledelsen ikke for længst taget hånd om dem? Og hvorfor har ledelsen ikke for længst sørget for at erstatte de langtidssyge med nye chauffører? De mange stresstilfælde kunne ledelsen have forebygget. Hvorfor gjorde de ikke en særlig indsats, for at fastholde disse - i øvrigt kvalificerede chauffører?
Endeligt hører det bestemt med til 'historien', at manglen på chauffører i sommerferien ikke er et ukendt fænomen. Sidste sommer manglede ledelsen chauffører svarende til 26 stillinger. Det blev klaret med overarbejde - men det kan da ikke være ledelsens oprigtige mening, at planerne kun kan hænge sammen, hvis chaufførerne kører overarbejde?
Fakta er nemlig også, at chaufførerne lige nu kører nøjagtigt det, som ledelsen beder dem om - dog er der ikke stor vilje til at køre overarbejde - og det er vel dybest set forståeligt nok?