Radioavisen fyldte for nylig 80 år i en hektisk forynget og fejgt traditionstro udgave

af Ken Bruun
Som stort set alle i vort land er jeg vokset op med Radioavisen og hører den hver dag. Jeg er glad for den og kan ikke undvære den. Den høres efter sigende af over en million mennesker hver morgen og har ry for stor troværdighed. Den laves af 70 medarbejdere - og til dem og Danmarks Radio vil jeg sige både tak og til lykke med ønsket om en god fremtid. Jeg vil understrege, at intet af dette er ironisk ment.
Det vil jeg; fordi resten af min kommentar er båret af den utilfredshed og vrede, som også fylder mig næsten hver gang, jeg lytter til Radioavisen. Danmarks Radios P 1 markerede den runde dag med en times tilbageblik på de år, der er gået. Og udgav på selve fødselsdagen en cd med 'highlights', hvilket vil sige særlig spektakulære eller skelsættende nyheder gennem årene.
Cd`en vil ligesom jubilæumsudsendelsen være blottet for enhver form for selvkritik - og således leve op til en af journalisterhvervets borgerdyder: En kollektiv og logepræget selvglæde - som rimer meget dårligt med arbejdets og arbejdsvilkårenes svingende (på mange måder dalende) kvalitet. Noget, som journalisterne yderst sjældent (i praksis aldrig) udtaler sig om - selv om de ynder at posere som både kritiske og dybdeborende med hensyn til alle andre mennesker og fænomener i deres omverden.

Hvis er Danmarks Radio!
Hvis der er ét sted, hvor man skulle have kunnet forvente en selvkritisk holdning og diskussion med befolkningen - så er det ellers i Danmarks Radio. Den er offentligt ejet og betalt - altså uafhængig af privatøkonomiske og andre særinteresser - og bruges af stort set alle i vort land som vigtigste nyhedskilde. Den er altså vores.
Selv om man gør sit bedste for at fortrænge bevidstheden om vort kollektive ejerskab - ved at forkorte 'Danmarks Radio' til det intetsigende DR. (Som Danske Statsbaner blev til DSB, Dansk Olie og Naturgas blev til DONG og vores ikke-kommercielle elektricitetsværker blev til Energi 1, 2! pist væk! Fortsæt selv rækken af sproglige anonymiseringer som forløber for de materielle og økonomiske udsalg af alt, hvad der har været fælles og vort. Et glimrende sted at følge begge dele er Radioavisen).
DR kan lige så godt i fremtiden stå for Dåseradio. Man behøver dernæst kun at bytte om på de to bogstaver om nogle år. Så står de for en regional filialbetegnelse - Radio Danmark - og kan så meget lettere sættes på aktier og sælges til en udenlandsk mediekoncern. Som Det Kongelige Danske Postvæsen (nu Post Danmark) - og vores tidligere lokalt og nationalt ejede telefonselskaber (nu TDC).

Fornyelse og tradition
Men tværs gennem alle hektiske foryngelseskure (opskruet tempo; stadig flere nyhedsudsendelser med stadig mere overfladisk indhold; rekruttering af en ungdommelig pigegarde og drengebande af medarbejdere - der forstår at gøre en dyd af at dyrke form frem for indhold, ikke at vide mere end som så om det, de snakker om, og tale til os gennem højttaleren i et tonefald som var vi født i går) så værner Danmarks Radio og Radioavisen med næb og klør om lidet glorværdige traditioner: En uforstyrret og ueftertænksom selvglæde. En barnagtig og lydig efterabning af den markedsgørelse af sprog, stil og synsvinkler - som dominerer alle de privatejede medier, Danmarks Radio og Radioavisen skulle være alternativ og modspil til.
Det er altsammen mere end slemt nok. Og et af mine fødselsdagsønsker er: At nogle af radioens og nyhedsudsendelsernes mange gode medarbejdere ville besinde sig, råbe op og gøre sig gældende på offentlighedens, oplysningstraditionens og den faglige etiks vegne. Med fare for både karriere og anseelse.

Den feje tradition.
Men det allerværste er: Danmarks Radios og Radioavisens troskab mod den feje tradition for at holde med den til enhver tid fremherskende magt ude og hjemme. Undertiden på bekostning af al faglig etik - og alle idealer om kritisk og uafhængig formidling af nyheder og baggrund.
Ikke bare var Statsradiofonien og Pressens Radioavis på det pinligste underdanig i enhver omtale af det nazistiske Tyskland under og længe før besættelsen. Men Danmarks Radio og Radioavisen var det også altovervejende i forhold til Frankrigs fremfærd i Algeriet, Englands i Kenya, Belgiens i Congo og USA`s i Korea og Vietnam - indtil vinden (krigslykken) for længst var vendt.
Hvis nogen tror, at det ikke er en tradition, men historiske fejltrin som for længst er forladt, så lyt nøje til hovedparten af DR Nyheders redigering, reportager, nyhedstelegrammer, baggrundsorientering, citater, stemmeføring og synsvinkler i forbindelse med USA`s og Israels folkemorderiske fremfærd i Mellemøsten.

Det forbudte klassespørgsmål
Prøv også at tænke efter hvornår du sidst har hørt en arbejder få lov at optræde i Radioavisen med sine egne synspunkter i sammenhæng - og ikke bare som en lydkulisse og illustration af redaktionens fastlagte synsvinkel.
Derimod nærer man stor respekt for magthavere og deres udtalelser - herhjemme og i 'vores del af verden'. Betydelig mindre respekt for begrebet kritisk, grundig og opfølgende journalistik i den forbindelse. Og så elsker Danmarks Radio og Radioavisen middelklassen ude og hjemme - og tillægger den en meget, meget afgørende betydning for samfundsudviklingen og meningsdannelsen på vor planet og i vort land. Fordi medarbejderne selv tilhører og færdes i middelklassen.
Mit andet fødselsdagsønske er derfor: At nogle af Danmarks Radios og Radioavisens gode medarbejdere - foruden at besinde sig på deres fags etik og idealer - også ville besinde sig i deres egenskab af samfundsborgere i Danmark og verden. Samt i deres egenskab af vigtigste nyhedskilde for deres medborgere i vort land. Lige meget hvor stærkt markedsgørelsen (denne yderst disciplinerende - for ikke at sige dikterende faktor!) af deres arbejdsplads og vilkår modvirker mine (måske også mange af deres egne) dybtfølte ønsker.

Hans Scherfigs eksempel
Igennem en snes år fulgte Hans Scherfig agtpågivende og kritisk Danmarks Radio - og ikke mindst dens nyhedsformidling. Nogle af hans kommentarer, som blev bragt i Land og Folk, er gengivet i bogen: 'Den kolde krig i Danmarks Radio' (udgivet af Forlaget Tiden i 1986). Andre i hans fremragende essaysamlinger - som stadig kan lånes på biblioteket.
Vi mangler i meget høj grad en Scherfig i dag. Der findes ingen kvalificeret, medlevende og tankevækkende kritik af Danmarks Radio og dens nyhedsformidling nogetsteds i dag. Ikke engang i Arbejderen. Men Scherfigs radiokritik og essays er stadig tankevækkende og lærerig læsning - for alle vores dagblads læsere og medarbejdere. Som de ville være det for Danmarks Radios medarbejdere og lyttere. Både med hensyn til indhold og sprog. Måtte de inspirere og vække til eftertanke - både hér og dér!

Flyv, fugl, flyv
Nu hvor Radioavisen fylder (og fylder rundt), burde det fornemste fremtidsmål ikke være: At fylde mere og mere - med mindre og mindre næring til vores omtanke og eftertanke.
Det eksistentielle og etiske hovedspørgsmål for en uafhængig og kollektivt betalt nyhedskilde er nu som før: At være eller ikke være et vågent og kritisk alternativ til den øvrige, stadig mere stramt styrede mediestrøm og samfundsdebat. At være eller ikke være markedskræfternes og magthavernes talerør.
I en af sine kritiske kommentarer funderede Hans Scherfig over det ironiske i: At der foran indgangen til Radiohuset i Rosenørns Allé står et monument - forestillende en grum og glubsk ørn med en dum torsk i kloen. Det være sig en tysk eller amerikansk ørn - men torsken i kloen så han som et perfekt symbol på ledelsen af den nyhedsformidling, vi alle var og er så afhængige af.
Jeg ved ikke, hvilket symbol man vil smykke indgangen til det nye mediehus i Ørestaden med. Måske man vil give den licensbetalte radio og radioavis en mere selvstændig fremtoning - og gøre nyhedsformidlingens styrende kilder mere eller måske helt usynlige. Man kunne overveje at opsætte en kæmpestor papegøje. Alsidig er den ikke i sin efterplaprende monotoni. Men på en måde ser den alligevel ret så mangfoldig ud i al sin spraglede farvepragt. Og så snakker den hurtigt og kækt - og uforstyrret selvhævdende - med skræppende stemmeføring. Blot man giver den hugget sukker. Buret behøver man jo ikke opføre; det skæmmer det kunstneriske indtryk. Og fuglen ved af erfaring, at tremmerne er der - selv om den lader uanfægtet.
Omgiv den derfor bare med en virtuel frihed. En reel kræver noget ganske andet end opførelsen af paladser og monumenter - mod og mål udover selvet og karrieren.