24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Har politikere en sjette sans!

Har politikere en sjette sans!

Onsdag, 09. august, 2006, 00:00:00

Vi har ikke brug for den kontrol, vi tager faktisk vores arbejde meget alvorligt, og vi driver ikke tiden væk, skulle vi hilse og sige

fra 23 ansatte i fritvalgsordningen indenfor Slagelses hjemmepleje
I et referat fra Socialudvalget møde i Slagelse den 1. marts 2006 er der enighed om at ansøge Socialministeriet om penge, således at hjemmehjælpen kan blive bedre og mere fleksibel.
Den samlede pulje var på 488 millioner kroner. Ny Slagelse Kommune har søgt om 6,3 millioner. Disse millioner vil man bruge dels på PDA`ere, (en form for digital registrering af hjemmehjælpernes arbejde), dels bærbare computere til visitatorer.
Man kan undre sig over, hvorfor man ikke søgte penge til for eksempel aktiviteter til ældre, i stedet for at vedblive med at ønske at registrere vores arbejde.
Citat fra referatet den 1/3 2006:
'Denne øgede digitalisering vil medføre optimering af arbejdsprocesser og dermed frigøre ressourcer. Betingelserne for at modtage tilskud fra Socialministeriet er, at de øgede ressourcer anvendes til øget hjemmehjælp. Et forslag hertil er visitation til bad to gange ugentlig, omsorgstid og ledsagelse til læge med videre.'
Jamen det lyder jo som sød musik i de flestes ører, ikke? Nu er det jo bare sådan, at man ikke kan vide 100 procent, at der vil blive mere tid til kommunens ældre. Eller har politikere en sjette sans, så de på forhånd ved, at disse 'digitale vidundere' vil garantere fru Hansen to bade ugentlig?

Fortravlede hjælpere
Som hjemmehjælpere må vi vel have lov at undre os, for den sans har vi altså ikke. Men vores andre sanser fejler skam ikke noget. Vi kan godt mærke, der er travlt.
Tit og ofte er ens tanker allerede ved den næste borger, og man prøver at lade være med at virke utålmodig og fortravlet, når demente hr. Jensen, altså lige skal spørge endnu engang, hvilken dag det er.
Der skal vist ikke megen fantasi til for at forestille sig, at man let kan komme lidt bagefter i en sådan situation. Og det ville undre os såre meget, hvis indførelse af disse 'digitale vidundere' ville kunne trylle de tabte minutter tilbage igen.
Det at passe vores ældre koster penge i form af løn til mennesker, der yder denne service. Efter vores mening har vi brug for flere hænder og mere tid hos den enkelte. Vi behøver ikke bruge 6,3 millioner kroner på teknologisk isenkram, men vi behøver en ændret holdning i forbindelse med det at blive gammel og det at passe ældre.
Vores undervisningsminister Bertel Haarder kunne for eksempel gå i spidsen og begynde at fortælle, hvor meget det egentlig kræves for at blive en god hjælper, i stedet for at lade det skinne igennem at, efter hans mening, kan enhver idiot blive hjælper.

Ikke brug for kontrol
Indrømmet, det kræver ikke en universitetsuddannelse at blive social- og sundhedshjælper, men det kræver empati, tålmodighed, fleksibilitet, gode samarbejdsevner, engagement og en grundlæggende viden omkring menneskets aldringsproces.( I parentes bemærket ville det måske alligevel ikke være så tosset, at vi havde læst psykologi på universitetet.)
En ændret holdning hos undervisningsministeren og resten af regeringen kunne måske have en positiv effekt på kommunalpolitikerne, så de i stedet for at satse på mere teknologi satsede mere på øgede ressourcer til for eksempel ugentlig rengøring (pt.er det hver 14 dag), tid til at tale med de ældre med videre.
Vi er selvfølgelig godt klar over, at de 6,3 millioner forslår som 'en skrædder i helvede', der skal bruges mange flere penge. Penge som vi alle solidarisk skal betale via skatterne. Men hvorfor dog bruge 6,3 millioner ekstra på PDA`ere, hvis formål efter vores mening er øget kontrol af os hjælpere.
Vi har ikke brug for den kontrol, vi tager faktisk vores arbejde meget alvorligt, og vi driver ikke tiden væk, skulle vi hilse og sige. Så vores forslag til politikerne er: Vis os respekt og ha tillid til os, og brug de millioner til noget mere fornuftigt.

Navnene på de 23 underskrivere er redaktionen bekendt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp