Gruppen UUU (unge uden uddannelse), der tæller hver femte ung og i 30 år har været bagsiden af velfærdssamfundet, eksisterer officielt ikke

af Lene Rikke Bresson, højskoleforstander
For nylig fik tusindvis af unge besked om, hvor vidt de er optaget på deres drømmestudie eller henvist til en 'om`er'.
Medierne svælger i historier om adgangskvoter og -kvotienter, men 'restgruppen', der aldrig får en uddannelse, får ligeså lidt opmærksomhed fra medierne, som de får fra politikerne; nemlig ingen. Gruppen UUU (unge uden uddannelse), der tæller hver femte ung og i 30 år har været bagsiden af velfærdssamfundet, eksisterer officielt ikke.
Danmark er et materielt velfærdssamfund, men den sociale ansvarlighed har det ligesom DSB`s IC4-projekt: Alle snakker om det og skubber ansvaret fra sig, men togene stander stille.
Danmark iscenesætter sig selv som frisindet, ligestillet og folkeligt, men i takt med den stigende materielle velstand er vi blevet stressede, racistiske og (selv)fede.
I den såkaldte velfærdsreform, hvor såvel velfærd som reform smager mere af glasur end af realiteter, vejer hensynet til økonomien så tungt, at det blandt andet er vigtigere, at staten bruger de ekstra indtægter fra stigende oliepriser på at betale hurtigere af på gælden end på at gøre noget for dem, der er faldet udenfor samfundet, blandt andet unge uden uddannelse.
UUU`erne omfatter: Unge der har opgivet og er droppet ud af uddannelsessystemet; unge der aldrig er kommet i gang; unge på kontanthjælp; unge førtidspensionister; unge der har ufaglært arbejde og så videre.

Dannys drømme dør
Et eksempel er Danny: En dansk dreng, der er musikalsk. Hans største drøm er at få en uddannelse på konservatoriet, men vejen til konservatoriet er spærret af en bom. Efter en barndom med en uhelbredeligt syg far og en mor, der har travlt med at arbejde for to, blev han smidt ud hjemmefra som syttenårig.
Derfor har kommunen taget over som 'mor' og 'far', både hvad angår økonomi og fremtid. Men de nye forældre er ikke enig med Danny om fremtiden. Hidtil har Danny arbejdet i en af kommunens institutioner for at tjene til kontanthjælpen.
Men Danny vil videre på konservatoriet, så han med tiden kan forsørge sig selv. Han har besluttet sig for at tage på en højskole, der forbereder ham direkte til optagelsesprøven på konservatoriet i november. Men det bryder'mor' og 'far' sig ikke om. De mener, at han skal blive 'hjemme' og hellige sig de kommunale uddannelsestilbud og det arbejde, der har mere værdi for kommunen end for Danny. Vil han ikke det, 'kan' kommunen desværre ikke hjælpe ham, når han om få måneder fylder 18 år.

Ud af sagsbehandler-køen
Hvor er velfærden og velfærdsreformen for Danny? Hvor er hjælpen til at komme i gang med en uddannelse, der passer til drøm og talenter? De fine intentioner og ord er bare endnu en gang tomme floskler, der ikke menes noget med, så snart det koster penge eller kræver social forståelse. Regeringens reklame for sig selv minder om de tre katte, der sidder på et stakit. Den ene beslutter sig for at hoppe ned og fange mus. Spørgsmål: Hvor mange katte er der tilbage på stakittet? Svar: Stadig tre; det var jo bare en beslutning!
Det kan vi som et af verdens rigeste lande ikke være bekendt eller tjent med. Det er ikke godt nok. Der må handles. Her er et forslag: Hiv UUU`erne ud af sagsbehandler-køen og lav en statslig enhed under Undervisningsministeriet med det eneste formål at nedbringe restgruppen med 25 procent om året. Løsningerne kan være lige så mangfoldige som restgruppen, men start med en uddannelsesplan, som de unge selv er med til at formulere, og gå så i gang med at realisere planerne i samarbejde med alle landets uddannelsesinstitutioner.