Hver dag sin nye historie om flaskehalse på arbejdsmarkedet og den frygtelige løneksplosion, der truer med at drive arbejdsgiverne ud i fallit

af Karen Sunds,
En systematisk politisk kampagne udvikler sig i disse uger i landets medier.
Hver dag sin nye historie om flaskehalse på arbejdsmarkedet og den frygtelige løneksplosion, der truer med at drive arbejdsgiverne ud i fallit, og ødelægge væksten i den danske økonomi i de kommende årtier.
Den politiske kampagne har flere mål. Heriblandt at få presset den faktiske arbejdstid på virksomhederne op - som den liberale tænketank Cepos foreslår nu.
Men her og nu er det først og fremmest en politisk kampagne for at få de sidste rester af Østaftalen væk, så arbejdsgiverne frit og uden nogen restriktioner kan hente billig arbejdskraft i Østeuropa.
Mens hele denne politiske kampagne bygger på en falsk dagsorden, så er arbejdsgivernes og VC-regeringens politiske hensigt uhyre logisk.
For allerede nu har arbejdsgiverne nemlig haft stor gevinst at den billige arbejdskraft fra øst. Den har sat en helt ny trend i løndannelsen.
Den nyhed, der burde præge avisernes forside er nemlig ikke historien om flaskehalse og lønstigninger.
Det er derimod den opsigtsvækkende kendsgerning, at lønnen stort set ikke rykker sig ud af stedet. Det er den virkelige nyhed.
I 'gamle dage' ville det være sådan, at når der er relativ meget damp på kedlerne - som nu - så ville lønnen typisk stige. Ikke blot i samme takt som profitterne.
Den såkaldte lønkvote ville også stige. Lønkvoten er den andel af den producerede merværdi, som går til arbejderne.
Men denne mekanisme er åbenbart sat helt ud af kraft i dag. Således ligger lønkvoten for de private erhverv i øjeblikket under 55 procent, og det er historisk lavt.
Ifølge en analyse, foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd indtrådte bruddet i den hidtidige trend i lønkvotens udvikling i 1993.
Det underbygger den opfattelse, at det er globaliseringen og EU`s åbning mod øst, der forklarer den nye udvikling. Frem for alt importen af billig arbejdskraft fra øst, men også truslen om at udflage arbejdspladser til lavtlønslande.
Flere økonomiske eksperter peger på den helt nye udvikling i løndannelsen, som følge af globaliseringen.
Således siger Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea om de beskedne lønstigninger på bare tre procent.
- Det er lige så meget som i 1993, da ledigheden var oppe på 13 procent . Det er en helt ny virkelighed, vi lever i.
Samme pointe har overvismand Peter Birch Sørensen:
- Det, som vi alleresammen har svært ved at forstå er, at lønningerne foreløbigt holder sig i ro, siger han til Børsen og opregner en række faktorer, der kan forklare den historisk lave lønstigning.
- Den første er globaliseringen og her har vi forskningsmæssig dokumentation for at lavtlønslande har bidraget til at påvirke løndannelsen, forklarer han.
- Den anden er, at vi i Danmark har lavet en stribe arbejdsmarkedsreformer over de seneste 15 år, som har gjort arbejdsmarkedet mere fleksibelt.
Faktisk har den internationale valutafond, IMF for nylig udarbejdet en analyse, der dokumenterer, at jo mere fleksibel, et lands økonomi er, jo mere påvirkelig er den også overfor presset fra globaliseringen, især import af billig arbejdskraft.
Det er nogle sammenhænge, som også arbejderklassen og dets organisationer bør skrive sig bag øret.
For det viser - hvad der i virkeligheden ikke burde være overraskende - at den øgede globalisering skal mødes med bedre kollektiv organisering, flere kollektive overenskomster om løn og arbejdsvilkår.
Det er det eneste reelle modsvar til kapitalens skalten og valten.