Jøder er ikke bare jøder, muslimer er ikke bare muslimer. De er mennesker, der lever i klassesamfund, som reelt styres og udvikles ud fra klasseinteresser

Når man hører byen nævnt, så dukker billederne op. En udbombet by. Resterne af betonhøjhuse rejser sig i bjerge af brokker. I dette makabre landskab forsøger den blandede befolkning at få livet til at fortsætte.
Libanon er landet, og Beirut er scenen - igen. Det er som om, at hele Mellemøstens tragedie samler sig i Beirut.
Det er billeder fra de den libanesiske borgerkrig 1975-89, hvor centret i Beirut blev et ingenmandsland, mens byen blev delt i den østlige overvejende muslimsk og kristen vestlig del. Mange - især højtuddannede - flygtede til andre lande.
30. august 1982 ruller israelske styrker hele vejen til Beirut. PLO og Arafat blev tvunget ud af byen. Få uger efter, 17. september, blev hundredvis af palæstinensere likvideret i flygtningelejrene Sabra og Shatila.
Siden borgerkrigens ophør er der gennemført et omfattende genopbygningsarbejde. Byen var ved at komme på fode igen og genvinde sin position som det økonomiske og kulturelle centrum, den har været. Nu ligger den ned igen!

13. juli angreb Israel Rafik Hariri International Airport med missiler. Dagen efter bombede israelske jagere den sydlige del af Beiruts forstæder. 50 civile blev dræbt. Siden er det gået slag i slag med angreb dag og nat.
Israelske fly kaster tonsvis af flyveblade over byen. Indbyggerne opfordres til at flygte, inden bomberne falder. Beirut, hvortil hundrede tusinde er flygtet fra det sydlige Libanon, tømmes for folk. Israel har 30.000 ekstra soldater i beredskab, der er parate til at rykke ind, Hizbollah fortsætter raketangrebene ind over Israel.

Som et center, sin historie og med sin beliggenhed har Beirut har stor strategisk betydning, ikke mindst som tumleplads for regionens mange politiske og intrigante kræfter.
Men det er ikke kun lokale kræfter, der er på banen. Det er i høj grad også USA, der ønsker at finde nye veje til at opnå de mål, som den kiksede operation i Irak ikke muliggjorde.
Israel er redskabet, der mere end villigt lader sig bruge. Palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden lider under overgreb i stilheden. De var de første, der i foråret igen blev udsat for Israels overgreb. Fokus er flyttet.
De store spillere forsøger som sædvanligt at sætte dagsordenen via det internationale diplomati. Foreløbig udfolder det sig som kampen om en FN-resolution. Det er utænkeligt med en løsning herfra. Uanset ordlyden og den mulige konsekvens vil resultatet kun være at gryden holdes i kog.

Konfliktens sejhed og uløselighed understreges af de stærke direkte og indirekte religiøse afsæt.
Nationale og politiske rettigheder og aktioner begrundes religiøst og med sandheder, der angiveligt er nedskrevet for et - to eller tre tusinde år siden.
Jøder er ikke bare jøder, muslimer er ikke bare muslimer. De er mennesker, der lever i klassesamfund, som reelt styres og udvikles ud fra klasseinteresser. Sandheder som nu har ramt den moderne by Beirut.
Hvis der skal opnås virkelig fred og social fremgang, kan det have lange udsigter, fordi der ikke er nogen vej uden om, at parterne i konflikten - på den jævne befolknings niveau - frigør sig fra det religiøse jernbur.
Det er et langsigtet perspektiv, som er nødvendigt at få på banen nu, samtidig med at der også er en klassisk antiimperialistisk dimension i konflikterne.