Tidligere lavede Cubas ungdom revolution med geværet i hånden. I disse år laver den unge generation revolution med blyanten eller vaccinations-sprøjten i hånden

af Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening
Jeg har mødt ham en enkelt gang ansigt til ansigt. Det var da Cubas leder i marts 1995, var i København for at deltage i FN`s sociale topmøde. I den forbindelse havde en kreds af organisationer inviteret Fidel Castro til at tale ved et folkemøde i Falkonercentret.
Folkemødet samlede tusinder af begejstrede tilhørere og der snakkes stadig om det.
Jeg hæftede mig i mødet med Fidel ved, at han var mere interesseret i at lytte end at tale. En reel nysgerrighed efter at forstå, hvordan det politiske arbejde i Danmark udviklede sig - samt hvorfor og hvordan det var lykkedes at få det imponerende folkemøde på benene. Hvem havde skabt det samarbejde og den enhed, som var forudsætningen?
Jeg har lyttet til ham under besøg i Cuba. Den 26. juli 1990 i byen Camaguey. I Carlos Marx Teatret i Havanna, på Revolutionspladsen og enkelte andre gange.
Desuden har jeg set ham på cubansk tv, der ofte transmitterer hans taler - lange som korte.
Og så har jeg læst om ham og mest af ham. Tale efter tale har jeg læst gennem de seneste 20 år.
På denne baggrund skriver jeg en fødselsdagskronik om 'den Fidel Castro, som jeg mener at kende'.

Sådan han er
I 1999 var jeg med en gruppe danskere på besøg i Cuba. En eftermiddag sidst i oktober, mens et orkanvarsel hang over Cuba, besøgte vi Folkemagten i kommunen Mantilla i udkanten af Havanna. Mens borgmesteren fortalte os om forholdene i bydelen kom en sekretær ind og hviskede borgmesteren noget i øret, hvorefter han fortalte os, at han om ti minutter var nødt til at afbryde vores møde. Han skulle - sammen med alle andre borgmestre i Havanna - mødes med Fidel Castro for at planlægge sikringen af byen og befolkningen når 'Mitch' om 12 timer gik i land.
De næste to døgn kunne vi følge de dramatiske begivenheder både ud af hotellets vinduer og på tv. På husenes tage kunne vi se mennesker surre tv-antenner og andre udsatte installationer. Vinduer blev afdækket, skarnkasser og andre løse ting i gaderne blev tøjret eller fjernet. På tv vekslede meteorologerne med Fidel Castro og andre politiske ledere, som gav råd og udstak retningslinier samt holdt befolkningen opdateret på hele udviklingen.
Det er sådan han er, Fidel Castro. I spidsen når den cubanske nation skal rykke i fællesskab og løse et politisk problem eller en praktisk opgave. 'Når Fidel Castro skal lede masserne, er hans fokus på den enkelte', har den colombianske forfatter Gabriel Garcia Marquez sagt.
Der var tre dødsfald i Cuba under orkanen, mens antallet af ofre taltes i hundreder i nabolandene. Nogel steder i tusinder.
Efter den regionale katastrofe med orkanen Mitch sendte Cuba hundredevis af læger til Haiti, Guatemala, Venezuela og andre lande og reddede menneskeliv. De cubanske læger er stadig i de fleste af disse lande, men hjemme i Havanna gik Fidel Castro og funderede over, hvordan problemet med lægemangel i de fattige nabolande kunne løses permanent. Cubanske læger kan jo ikke arbejde der altid.

Lægeskolen i Havanna
Cuba skabte derefter den Latinamerikanske Lægeskole i Havanna. Allerede året efter studerede 5000 unge latinamerikanere på skolen. Cuba betaler, og den eneste forpligtelse, er at de studerende efter endt uddannelse skal vende tilbage til den fattige egn eller det slumkvarter, hvorfra de kom, og virke dér som læger.
I samarbejde med Venezuela er dette sundhedsprogram blevet udvidet voldsomt. Cuba og Venezuela har lovet seks millioner blinde eller svagtseende mennesker gratis øjenoperationer i de kommende ti år.
I samarbejde med den nye præsident Evo Morales i Bolivia og regeringer i mange andre lande leder Cuba alfabetiseringskampagner i Latinamerika, Afrika og Asien. Titusinder af unge cubanere deltager i disse smukke projekter.
'Enhver generation skal have lov til at lave revolution' sagde Fidel Castro engang.
Det var i slutningen af 1980`erne da Cuba modtog sine internationalister, som vendte hjem fra Afrika, hvor de med våben i hånd havde forsvaret Angola mod invasioner fra det racistiske Sydafrika og Mobutos brutale regime i Congo.
Et par år senere skulle den løsladte Nelson Mandela rejse til Cuba for at takke Fidel Castro og det cubanske folk for støtten til kampen for frihed i det sydlige Afrika. Uden Cubas indsats var Angolas selvstændighed ikke blevet sikret, apartheidstyret i Sydafrika var ikke faldet, Namibia havde ikke opnået sin selvstændighed og Mandela selv ville ikke være løsladt fra fangeøen Robben Island. Det siger ikke jeg. Det sagde Nelson Mandela.

Revolutionen er alle
Dengang lavede Cubas ungdom revolution med geværet i hånden. I disse år laver den unge generation revolution med blyanten eller vaccinations-sprøjten i hånden.
Fidel Castro er ned til detaljerne involveret i denne humanitære odyssé. Han taler til læge- og lærerbrigaderne inden de drager ud til Pakistan eller Bolivia. Han modtager dem i lufthavnen, når de kommer hjem. Sådan er han, Fidel Castro.
Selv var han som bekendt i spidsen for den revolution, som befriede Cuba fra militærdiktatoren Batista i 1959, og efterfølgende for USA`s overherredømme i Cuba. Denne frihedskamp udviklede befolkningen under Fidel Castros ledelse til en socialistisk revolution.
Men Fidel Castro bruger ikke sin magt og indflydelse til at pådutte cubanerne opgaven med bare at videreføre 'hans' projekt. Enhver generation kan lave revolution. De får på den måde ejerskab til Revolutionen, som de derfor forsvarer på egne vegne.
Alle mulige spørger, hvad sker der når Fidel dør. Det er et interessant spørgsmål, men ikke så svært at svare på. Så vil USA forsøge at styrte det socialistiske styre i det lille naboland, men det vil mislykkes fordi det ikke Fidel Castros revolution, som USA`s agenter og i værste fald soldater vil møde, men det cubanske folks socialistiske revolution, som de selv har skabt og som de vil forsvare - og fortsætte med at udvikle.

Ukorrupt
Da jeg besøgte Cuba for første gang i 1986 var Fidel Castro lige holdt op med at ryge. Cubanerne og hele verden troede det var løgn. Men nej, Cohiba-cigarerne, som nærmest var blevet en del af den cubanske leder, var lagt på hylden. Han holdt op med at ryge for at få den moralske autoritet, der skulle til for at stå i spidsen for en anti-ryge kampagne i Cuba. En jernvilje har han, Fidel Castro.
Men langt vigtigere om end meget mindre kendt er det, at Castro i samme periode var i spidsen for den rettelseskampagne, som efter min vurdering reddede socialismen i Cuba. Det var både en kamp mod korruption og mod forkerte strukturer i samfundet.
En dag kom Fidel Castro forbi det hus, hvor en af landets ministre boede. Her var der fuld gang i byggeriet. Lastbiler med cement og grus læssede af. En kran satte nye spær op. Fidel stoppede og hilste på og kom under vejr med at ministeren på det groveste udnyttede sin indflydelse til at få den statslige byggesektor til at levere ham et moderne hus.
En retssag senere havde Cuba fået en ny minister og den gamle ruskede tremmer.
Samme historie kan fortælles om datidens transportminister, der havde importeret 125 Ladaer, som han rundhåndet overlod til elskerinder, familie og venner. Cuba fik også en ny transportminister. Sådan er han, Fidel Castro, en kompromisløs kritiker af korruption.

Rettelseskampagne
Men rettelseskampagnen handlede mere om at gøre op med strukturer. Dengang kunne man sige, at Cubas Kommunistiske Parti styrede landet. Den demokratiske folkemagts regering blev i høj grad kontrolleret af et stort partibureaukrati. I forbindelse med Cubas Kommunistiske partis 3. kongres i 1986 vedtog man at halvere partibureaukratiet og strammede op om at partiet skulle koncentrere sig om den politisk-ideologiske opgave i samfundet, mens Folkemagten, som bygger på hemmelige valg til Folkemagtens organer i kommuner, provinser og nationalforsamling, kom til at styre landet. Sådan er han, Fidel Castro. Imod bureaukrati og for folkemagt.
Da Byggeministeriet samme år meddelte, at man kun havde ressourcer til at bygge to børnehaver i den kommende femårsperiode, gav Fidel sig til at grunde over, hvordan ressourcerne blev brugt, og hvor der var nye ressourcer at finde. To børnehaver mere over fem år skreg efter Castros mening til himlen i et socialistisk land, hvor en af hovedmålene er at frigøre kvinderne fra arbejdet i hjemmet og give dem en ligeværdig plads i samfundet.
Problemet førte til en genoplivning af det frivillige arbejde, som Che Guevara i 1960`erne fremmede ud fra den tanke, at det nye menneske blandt andet skabes gennem at yde til gavn for fællesskabet. Frivilligt arbejde var i den mellemliggende periode sygnet hen til noget symbolsk. Fra 1986 blev det en materiel realitet, der ændrede Cuba og mange cubanere. De løste mange af deres boligproblemer. Skoler, lægehuse og børnehaver skød op i alle byer og landsbyer.
'Vi har et socialistisk samfund, hvor vi kan komme til at løse vores problemer og skabe et bedre liv for os selv og hinanden', konstaterede cubanerne. 'Hvorfor skulle vi skille os af med det', tænkte de, mens Østeuropa og Sovjetunionen kastede sig i kapitalismen favn.
Sådan er han, Fidel Castro, en politisk leder.
80 år i dag. Og gid han må leve længe!

Dansk-Cubansk Forening afholder fødselsdagsfest på Sankt Hans Torv i København søndag den 13. august kl. 16-22.