Hvorfor stemte borgmesteren ja til aftalen med regeringen, når kommunen end ikke kan indfri regeringens løfter om borgerservice, med de penge der er til rådighed?

af Kirsten Normann, formand FOA Århus
Det er ingen sag at sidde bag et skrivebord og skabe balance i kommunens økonomi ved at ændre på tallene i et regneark. Det er straks en anden sag, at tage ansvar for den politiske diskussion om kommunens serviceniveau - herunder en debat om hvilke besparelser der kan forsvares og eventuelle alternativer til besparelser.
Det politiske metodevalg siger til gengæld også en hel del om den politiske ansvarlighed. Og det er beskæmmende, så få af de århusianske politikere der vil udtale sig om konsekvenserne af de enorme besparelser, som Århus skal udsættes for.
Den socialdemokratiske borgmester gentager igen og igen, at han beklager og erkender, at det kommer til at gøre ondt - men han har ikke noget valg - for regeringen har sat loft over, hvor mange penge kommunerne kan bruge.
Hvorfor finder han sig i, at regeringen udsulter kommunerne? Hvorfor stemte han ja til kommuneaftalen med regeringen, når kommunen end ikke kan indfri regeringens løfter om borgerservice, med de penge der er til rådighed?
De seneste mange opinionsundersøgelser viser, at borgmesteren har borgernes opbakning til at være frontkæmper for en ordentlig kommunal service. Hvis borgmesteren ikke kæmper - hvem skal så kæmpe?

Monumenter efterspørges
Der er åbenlyst ingen hjælp at hente fra den radikale rådmand. Peter Thyssen foreslår i stedet, at kommunen skal spare et endnu større beløb end de 410 millioner kroner som p.t. er det udmeldte sparebehov. For den radikale rådmand er der tilsyneladende ikke meget politisk prestige i at arbejde for kollektiv trafik, der kører til tiden, eller sikre at ældre kan hjælpes på toilettet i stedet for et overforbrug af store bleer, eller sikre vores børn tilstrækkelig voksenkontakt.
Rådmanden efterspørger monumenter, som letbaner, multimediehus, kulturfremstød med videre. Retfærdigvis udtaler rådmanden, at de svageste skal skånes - alt imens han peger på børn og ældre, som de områder der skal holde for.
Vi er nogen, der skal have revideret vores opfattelse af, hvem der er de svageste i samfundet. Men rådmanden får opbakning af De Konservative, som også gerne vil spare lidt mere - så der bliver mere at 'lege med.'
Ingen af os ved til gengæld noget som helst om hvad Venstre mener - men mon ikke de søger indflydelse, som kan fremme den seneste borgmesterperiodes indsatsområder? Er det tilfældet, så får vi mere kontraktstyring og udlicitering. Begge dele kan resultere i besparelser på det udførende personale. Til gengæld betyder disse styremetoder millioner af kroner til administration - hvilket som bekendt ikke giver bedre service - ligesom kontrol og minuttyranni overtager en faglig fornuftig opgavevaretagelse.
Tilmed kan man vove den påstand, at udlicitering resulterer i at pengene fosser ud af kommunekasserne. Eventuelle kommunale overskud flyder direkte ned i private virksomheders lommer - i stedet for at blive genbrugt til bedre kommunal service.
Udlicitering giver sjældent bedre service - netop fordi der også skal tjenes penge til virksomheden - og der er masser af eksempler på, hvordan de kommunale områder udsultes, så legeredskaber, arbejdsredskaber med videre ikke fornyes efter behov.

Ikke se - ikke høre
Tilbage står SF og Enhedslisten. Begge partier har 'gjort sig skyldige' i offentligt at diskutere den kommunale service - netop med henblik på at forsvare den direkte borgerservice. De tillader sig at mene, at når byrådet bevilliger penge til flere socialrådgivere, så kan rådmanden ikke bruge disse penge til alt muligt andet. De tillader sig at mene, at børn, ældre, kollektiv trafik med videre er områder, som skal prioriteres - og om nødvendigt må kommunen sætte skatten op, så vi kan udvikle den offentlige service i stedet for at afvikle den.
Den nye SF-rådmand har tilmed tilladt sig at benytte borgmesterens egen medicin, når hun mener, at regeringens beslutninger ikke kan fraviges - konkret i forhold til en aftalt budgetforbedring til ældrepleje. Men borgmesteren havde åbenbart andre planer med de afsatte midler til ældrepleje. Begge partier er nu udråbt som 'hængekøjepartier', underforstået at de er afskrevet af det øvrige byråd i forhold til budgetforhandlingerne.
Man kan måske forsigtigt konkludere, at er man ikke enig i reglerne på blå stue, så må man ikke lege med? Set fra den vinkel ser det grangiveligt ud som om, partierne på 'blå stue' har sat sig sammen i en kæmpe hængekøje. Her leger de 'ikke se, ikke høre, ikke tale.' Alt imens må borgerne og de ansatte fægte i blinde - med truslen om besparelser på alle områder.

Gættekonkurrence
Hverken borgere eller kommunalt ansatte kan have problemer med besparelser, hvis besparelserne ikke får konsekvenser for den kommunale service. Tværtimod ville det være politisk uansvarligt, at betale mere end det reelt koster at levere en kvalificeret service til borgerne.
Når politikerne ikke for længst har været på banen med sådanne forslag, så må man antage, at de enten ikke findes, eller at der mangler politisk mod til at bryde med bureaukratiet i Århus.
Tilbage står to muligheder - at borgerne skal klare sig med mindre kollektiv trafik, mindre rengøring og pleje til ældre, færre aktiviteter til børn med videre - eller den ultimative ansvarsforflygtigelse - at borgerne loves den samme service - men med færre ansatte.
Hvad resultatet måtte blive, kan vi kun gætte os til, men der kan næppe være uenighed om, at der hverken er meget demokrati eller seriøs dialog forbundet med en gættekonkurrence?