Jeg opfordrer alle til at anerkende staten Israels historiske ret til at eksistere i henhold til FN`s delingsplan fra november 1947

af Leif Hartman, Haderslev
Det var måske en ikke-juridisk gyldig beslutning - men det nydannede FN traf altså den 29. november 1947 beslutningen (1) om at oprette to stater i Palæstina: Israel og Palæstina. Og den beslutning mener jeg, at alle bør anerkende. Det betyder ikke, at man ikke kan mene, at det var en forkert og urimelig beslutning. Uanset det er Israel en historisk realitet. Men!
Hvordan kunne det gå til, at Israel fik tildelt 56 procent af Palæstina, selvom de - på det tidspunkt kommende israelere - kun ejede seks procent af Palæstina? (2)
Israel fik altså råderet over enorme områder, der var ejet og beboet af andre. Det var dog ikke nok. Desværre.
I løbet af 1948 lykkedes det for Israel at lave en dobbelterobring. Dels blev deres andel af Palæstina - gennem krig - øget fra 56 procent til 76 procent. Dels lykkedes det, at få omkring 750.000 palæstinensere til at forlade den ejendom de havde inden for den israelske andel. (2)
Jeg kan derfor ikke tilslutte mig udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten, Rune Lund, der udtrykker følgende i Arbejderen den 2. august: 'FN har i mange år krævet, at Israel trækker sig tilbage til grænserne fra 1967. Hvis Israel ville rette sig efter de internationale love, så ville situationen i Mellemøsten være løst på stedet.'
Jeg er heller ikke enig med Sven Tarp, der i Arbejderen den 12. august skriver: '!som minimum! israelsk tilbagetrækning til grænserne før 1967-krigen.'
Ej heller med Jostein Gaarder, der i sin anden kronik i Aftonposten skriver: 'Vi anerkender staten Israel af 1948, men ikke den af 1967.' (3)
Men - som nævnt i indledningen - så opfordrer jeg alle til at anerkende staten Israels historiske ret til at eksistere i henhold til FN`s delingsplan fra november 1947.

Kilder:
(1) Google : Delingsplanen
(2) Johan Bender : Palæstinaproblemet (1999)
(3) Berlingske Tidende den 14. august