Efterkrigsgenerationerne dvæler ved dette og ikke ved mange andre dramaer, men sandheden og virkeligheden er nærmere forbundet med den enkeltes sindelag og den enkeltes øjeblikkelige handling

af Per Diepgen, Halskov, medlem af SF
Naiviteten går over optugtelsen, når nogen tror at kunne gribe sandheden og virkeligheden og ikke bare forme objektiviteten for eget sindbillede. Med opmærksomhed, men præget af tidens flygtighed har jeg iagttaget udviklingen siden besættelsen, en stormagts trang til at dominere andre, vores eget aktuelle bidrag til globaliseringen.
Verdenskrigen, der fremmeligst var nazisternes krig mod kommunisterne, nævnes hyppigst for holocoast-grusomhederne over for jøderne, til trods for at de fleste jøder her i landet blev hjulpet sikkert af vejen, og ikke sjældent af folk som selv blev maltrakteret.
En overordnet redningsplan fandtes, mig bekendt, ikke i modstandsorganisationerne (Frode Jakobsen måtte personligt sørge for sin forlovede), men jeg véd, at modstandsfolk, som måtte flygte til Sverige, beskyttede civilister fra opsamlingsstederne til territorialgrænsen.
Om flugtens gunstige udfald har historikere hæftet sig ved betydningen af Hans Hedtofts forbindtlighed med Werner Bests attaché, Duckwitz. Best var dr.jur. og fra ung optaget af at tillempe folkerettens selvbestemmelse til nazismen og støttede englændernes plan om at oprette en jødisk stat i protektoratet Palæstina.
Imidlertid havde suverænen Hitler allerede i 'Mein Kampf' (1924) oparbejdet sit zionistsynkrasi (en pseudosynkretisme om roden til alt ondt for germanerne). Men begivenhederne er altid mere komplekse, end den bedste historiebog kan berette om, til tider misvisende. På det personlige plan alene det samvittighedsspørgsmål der kommer krigens virkelighed nærmest.
Længe før den danske jødeforfølgelse, som også Frikorpset folk, foruden dansk politi, deltog i og har fortalt om (det indtraf fem år efter den tyske pogrom, Krystalnatten, et år efter den norske og 134 år efter en tidligere dansk forfølgelse), havde det mosaiske trossamfund som skriften på væggen fået frataget dets ministerialbøger og lidt senere dets folketællings- og valglisterne.
Den danske regering var fratrådt 29. august 1943, forhandlingerne med Best skete på embedsmandsplan, og et par måneders møder findes nøje beskrevet. Lægeforeningen, kirken, erhvervsorganisationer og mange andre havde i perioden forinden advaret, og den svenske regering havde tilbudt jøderne frit lejde i en tid, hvor tyske uniformerede soldater spadserede på indkøb i Stockholm.

Flugten over sundet
Meget står i historiebøgerne, mest kendt er, at brødrene Bohr rejste tidligt, men den komplekse stemning er end ikke et øjenvidne givet at fortælle, og selv bemærker jeg, at den øjeblikkelige folkelige protest fra de mange danske foreninger står i skærende kontrast til den tilsvarende razzia mod og behandling af kommunisterne to år forinden. Menneskerettigheder er ét, næstekærlighed noget andet.
Det er vanskeligt at adskille samtidighed og årsag, så længe intet er bevist, men i de samme dage var den højtstående efterretningschef fra Berlin, Helmuth Molkte, på gennemrejse og holdt møder med den tyske overkommando.
Molkte fra Kreisau, der blev hængt kort før kapitulationen, var en yderst begavet, moralsk og socialt orienteret mand med flere jødiske bekendtskaber, og havde for sent i 1939 opnået en aftale med med familiens husven, Karin Micha‘lis, om tilflugt (ligesom Brecht eller Nelly Sachs med Selma Lagerlöf). Måske den efterretningsofficer, der før 9.april fodrede det danske diplomati med oplysninger om den forestående tyske offensiv i et forsøg på at få de nordiske lande mobiliserede og derved afholde Hitler fra indmarch.
Han opsøgte altid sine danske venner i København, blandt andet den journalist på Politiken som tidligere havde teateranmeldt Kaj Munk, og gav dem råd om at forholde sig under jøderazziaen. Bests anstrengte forhold via Ribbentrop til Hitler, især ordren om modterror, var givetvis Molkte velkendt, men også von Hannekens magt og vilje til at gennemføre den ubetingede ordre fra Himmler, så derfor var omtalte Duckwitzs meddelsomhed antagelig af betydning for flugten over Sundet. Men det var især, som eftertiden har forstået at (skam)rose sig af, venner og bekendte, der gennemførte den praktiske evakuering, foruden modstandsfolk.

Vær på vagt
Begivenheden har overskygget adskillige andre øjebliksbilleder fra besættelsen. Efterkrigsgenerationerne dvæler, mig ubegribeligt, ved dette og ikke ved mange andre dramaer, men sandheden og virkeligheden er nærmere forbundet med den enkeltes sindelag og den enkeltes øjeblikkelige handling.
Derfor vil jeg gengive slutningen af den samtale (her i avisen 5. august), som Erik Pedersen i vinter havde med en spaniensfrivillig, der døde for en måned siden, 70 år efter udbruddet af den spanske borgerkrig, det første nederlag til fascisterne og siden til mange højtråbende falske demokrater:
'Vore dages unge véd så meget mere, end vi gjorde. De er bedre uddannede og ved, hvad der sker i verden.... Skal jeg komme med et budskab til de nye generationer, så er det noget i retning af:
Bliv politisk bevidst, vær på vagt, lad ikke demokratiet gå under, som det er ved at ske nu. Uddannelse, aktivisme, diskussioner, tag ordet, læs aviser og lær!' (Alun Williams 1913-2006).