Vores centrale opgave må være at styrke Libanons nationale enhed og standse enhver infiltration, og dermed genforstærke den legitime konfrontation med USA`s og Israels plan, siger Libanons Kommunistiske Parti

af Libanons Kommunistiske Parti, 12. august 2006
En måned og en dag efter at den amerikansk-israelske aggression mod Libanon begyndte - efter at aggressionen havde lidt nederlag og ikke opnået sine mål - var det slagmarken i det sydlige Libanon og den stolte modstandskamp, der fremtvang en ny situation.
Det skete efter, at USA gentagne gange havde brugt forhalingstaktik ved at forsinke møderne i FN`s Sikkerhedsråd- efter talløse amerikanske udkast, der blev fremlagt og derefter bearbejdet af Frankrig.
Det er en hidtil ukendt situation for Israel i hele dets lange historie af kampe i regionen og dets mange velkendte krige.
Efter angreb og tilbagetog i hver eneste landsby i syd, hvorefter fjenden erklærede at have vundet en eller anden form for sejr eller opnået et eller andet mål, har støvet lagt sig, og det er åbenlyst at området i sandhed er i hænderne på den islamiske modstandsbevægelse, der forsvarer, kæmper imod og tilfører den besættende fjende militære tab.
Denne situation har opbrugt USA`s undskyldninger, forhalingstaktikker og tid.
Begivenhederne på slagmarken har resulteret i et voksende antal af splittelser, forskelle og varierende opfattelser mange steder - internt i Libanon, mellem israelerne, mellem Europa og USA - den har blandet kortene.

Pusterum
Diplomaterne arbejdede hårdt og intenst indtil resolutionen blev vedtaget og offentliggjort i dag, i skyggen af den israelske regerings beslutning om at udvide de militære operationer i syden op mod Litanifloden - hvilket både politisk og militært skaber forvirring inde i Israel.
Man kunne sige, at Sikkerhedsrådets resolution blev lavet for at give det internationale samfund et pusterum i den kamp, der har raset, for at give det mulighed for at genvurdere situationen - ikke blot hvad angår den seneste udvikling på slagmarken, men også hvad angår den seneste politiske udvikling og de ændringer, der er sket for eksempel i de arabiske staters og den interne libanesiske holdning.
Resolutionen var derfor et resultat af modstandsbevægelsens og folkets urokkelighed. Spørgsmålet er nu: Hvor seriøst vil den blive implementeret? Vil den blive opfattet som et første skridt mod fred eller en midlertidig våbenhvile?

Israels muligheder var udtømt
Hvis man ser nærmere på hver paragraf af den endelige resolution, er der mange spørgsmål der melder sig. Men det er tydeligt at denne resolution ikke var blevet vedtaget, hvis ikke samtlige af Israels muligheder for at ændre situationen på slagmarken var blevet udtømt, og hvis det ikke havde været for holdningsændringen hos flere parter - Frankrig, flere grupper i Libanon, de arabiske stater og ændringen fra at give fuld legitimitet til aggressionen til at tilslutte sig gårsdagens resolution.
Til trods for det kan vi se, at der er mange landminer strøet rundt på resolutionens 'jord', der ikke møder de mest grundlæggende libanesiske krav som beskrevet i de syv punkter, som den libanesiske regering fremlagde enstemmigt, selvom dele af dem blev klippet ud og sat ind.

Ignorerer israels krigsforbrydelser
*Aftalen omfattede ikke kravet om retsforfølgelse af Israel under international lov for den barbariske karakter af dets aggression mod Libanons territorium og folk. I stedet fordømte aftalen Hizbollah som havende fremprovokeret kampene, mens den ignorerer samtlige af Israels forbrydelser og aggressioner mod Libanon.
*Aftalen omfattede ikke et krav om øjeblikkelig våbenhvile, men en indstilling af de militære operationer. Det betyder, at der er åbent for, at Israel og dets hær kan tilpasse sig resolutionen og tage de militære skridt, de måtte mene er nødvendige for de fælles israelsk-amerikanske interesser.
*I aftalen tager USA et midlertidigt taktisk tilbagetog efter aggressionens nederlag og den manglende opfyldelse af sine mål i et forsøg på at skabe en situation, hvor USA kan få overblik over situationen og spille ud med nogle af sine velkendte kort, som eksempelvis den interne situation i Libanon.
*Resolutionen ignorerer spørgsmålet om fangerne; den omfatter ikke spørgsmålet om Shebaa Farms-området med det formål at kunne udnytte det senere i aftaler med regionale aktører.
* Det er værd at bemærke, at hvert af de punkter i resolutionen, der tjener Libanons interesser, er et forberedende punkt, en hensigtserklæring om noget der skal forberedes; mens hvert punkt, der tjener Israels interesser, er et punkt, som reelt skal implementeres.

Modstandskampen
Man kan sige meget om resolutionen, men ligegyldig hvad ville aftalen ikke være nået, hvis det ikke havde været for den stadige, imponerende, patriotiske, folkelige urokkelighed; hvis det ikke havde været for den modige modstand der endnu engang bekræftede, at Libanon - med dets patriotiske og islamiske modstand og dets folks urokkelighed, og med samlingen af alle patriotiske og demokratiske kræfter i modstandsbevægelsen - ikke kan gøres til en affyringsrampe for 'Det Nye Mellemøsten'.
Libanon er udelukkende et sted for urokkelighed, patriotisme og arabisk identitet, uanset hvilke drømme nogle måtte have om at flytte det fra den patriotiske arabiske kyst til den amerikanske kyst.
Indtil videre er alle internationale forsøg på at implementere den amerikansk-europæiske Resolution 1559 kuldsejlet. Også alle forsøg på at opnå den amerikansk-israelske aggressions mål er mislykkedes, bortset fra målet om at dræbe kvinder, børn og uskyldige mennesker, der har betalt prisen for dette nynazistiske had.

National konference
Forsøgene fra visse af kræfterne fra 14. maj - deriblandt Saad al-Hariri, der fløj ind i Beirut i en fransk helikopter med amerikansk-israelsk tilladelse og forsøgte sig som en politisk frelser ved at sprede den påstand, at løsningen frem for alt var et resultat af hans utrættelige anstrengelser - alle disse forsøg vil være ubrugelige, medmindre vi accepterer princippet om en national konference baseret på, at Libanon har vundet en sejr over den amerikansk-israelske plan.
Vi må arbejde hurtigt og bruge alle vores kræfter for at leve op til vores ansvar overfor landet og bruge denne sejr politisk til at tage et skridt fremad mod opbygningen af en retsstat, der er renset for politiske aftaler omkring det religiøse grupperingers numeriske antal i forhold til besættelse af politiske embeder og hæver sig over snævre sekteriske interesser.
Folket og modstanden i Libanon har demonstreret deres stærke stålvilje, og vi må nu forhindre alle forsøg på at udhule og tømme denne patriotiske sejr for dens indhold på det militære, politiske, økonomiske og sociale niveau.
Vores centrale opgave må være at styrke og støtte Libanons nationale enhed og standse enhver infiltration, og dermed genforstærke den legitime konfrontation med den igangværende amerikansk-israelske plan imod vort fædreland.