Beskyldninger mod de ledige og skingre krav danner klangbund for en offensiv mod dagpenge- og kontanthjælpssystemet

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient adm.
Med afsæt i den lave ledighed har arbejdsgiverorganisationer, liberale økonomer og borgerlige politikere kastet sig ud i offensiv for stramninger i arbejdsmarkedspolitikken. Det erklærede formål er at modvirke mangel på arbejdskraft, så lønstigninger forhindres, og der ikke opstår flaskehalse i produktionen.
Det er rigtigt, at den registrerede ledighed ikke har været lavere siden 70`erne, men der er fortsat betydelige arbejdskraftreserver. Ud over den registrerede ledighed befinder sig nemlig en næsten lige så stor gruppe af aktiverede og ikke-aktiverede dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere udenfor ledighedsstatistikken. Den officielle ledighed er aktuelt 123.000 personer, men den reelle ledighed ligger fortsat omkring 225.000 inklusive dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere udenfor ledighedsstatistikken.
Der er således større arbejdskraftreserver end de officielle tal tilsiger. Argumenterne og kravene fra arbejdsgiverorganisationer, liberale økonomer og borgerlige politikere kan måske da også have en anden baggrund, nemlig en politisk offensiv mod dagpenge- og kontanthjælpssystemet, nu hvor det med velfærdsforliget er lykkedes at gennemtvinge en historisk forringelse af lønmodtagernes tilbagetrækningsmuligheder og af pensionssystemet.
Der fremføres beskyldninger om, at de ledige ikke reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet og skingre krav om for eksempel, at akademikere skal uddele gratisaviser. Det hele danner klangbund for en offensiv mod dagpenge- og kontanthjælpssystemet: Dagpengeperioden kræves nedsat til et til to år, dagpengesatsen for de 25 - 30 årige kræves (atter) halveret, og kontanthjælpsmodtagerne skal af kommunerne presses ud på arbejdsmarkedet ved at nedsætte refusionssatsen for dem, som ikke er 'matchet' parat hertil.

Ikke pisk men kvalificering
Men disse tiltag vil ikke indfri målet om at stille mere arbejdskraft til rådighed for virksomhederne. Virksomhedernes behov er jo ikke blot arbejdskraft, men kvalificeret, arbejdsmarkedsparat og -vant arbejdskraft. For en række af de langtidsledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere gælder, at rådighed for virksomhederne forudsætter en indsats omkring arbejdsmarkedstræning og ikke mindst uddannelse. Det er det, som skal til, for at virksomhederne kan bruge dem, og ikke mere økonomisk pisk.
Uddannelse er også en kritisk faktor for de mange indvandrere og efterkommere blandt de fortsat ledige, men væsentlige forudsætninger for beskæftigelse handler også om danskundervisning, samt en indsats mod fordomme og kulturelle barrierer - på begge sider. Og for nogle dagpengemodtagere og en del kontanthjælpsmodtagere er der også andre problemer end ledighed, som er den virkelige barriere for beskæftigelse - og ikke mangel på økonomisk incitament til at søge job. Endelig er der fortsat en betydelig merledighed for ældre arbejdsløse på grund af et aldersdiskriminerende arbejdsmarked.

Bryd barriererne
Der er således arbejdskraft at få - hvis der brydes barrierer. Men økonomisk pisk i form af nedsættelser af dagpenge og stramninger af rådighedsregler er ikke løsningen, fordi barriererne handler om meget andet end økonomi:
For unge og midaldrende dagpengemodtagere er uddannelse nøglespørgsmålet; for langtidsledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere handler det også om uddannelse, men samtidig om afhjælpning af andre problemer end ledighed gennem individuelt tilpassede forløb; for ældre arbejdsløse handler det om at skabe arbejdspladser og bekæmpe aldersdiskriminering på arbejdsmarkedet gennem seniorpolitik og en indsats for bedre arbejdsmiljø; og for indvandrere og efterkommere består vejen til arbejdsmarkedet i forstærket uddannelsesindsats, danskundervisning og indsats mod fordomme og kulturelle barrierer - på begge sider.
Og så ville det hjælpe, hvis arbejdsgivere og politikerne, frem for straks at tage pisken frem, i stedet gav tid og plads for et lidt mere åbent arbejdsmarked, hvor der er mulighed for at komme ind på arbejdspladserne og udvikle sig, selvom man måske mangler lidt i træning og kvalifikationer.