Et langt mere grundlæggende problem end forsinkelser og eventuelle erstatninger herfor er naturligvis spørgsmålet, om man overhovedet kan komme med toget!

fra Per Selmer, København
Til Forbrugerrådet
Det er da i sig selv ganske udmærket, at I i Forbrugerrådet nu sammen med DSB har fået indført, at passagerer, hvis rejse forsinkes mere end en halv time, kan få en erstatning. (At det så hverken af radioen, hvor jeg først hørte det, eller af jeres hjemmeside fremgår hvordan dette konkret skal foregå, når man ankommer til en ubemandet station, er en anden sag, som der måske kommer en meddelelse om senere?)
Men et langt mere grundlæggende problem end forsinkelser og eventuelle erstatninger herfor er naturligvis spørgsmålet, om man overhovedet kan komme med toget!
Efter at både DSB, Arriva og nogle af de regionale trafikselskabers baner for eksempel Lollandsbanen og Frederiksværkbanen, har forringet forholdene for brugerne af de endnu tilbageværende kollektive trafikmidler ved at fyre stationspersonalet, har man opsat nogle billetautomater, og ved siden af dem skilte som dels forkynder store bødestraffe for at køre med toget uden billet men samtidig meddeler, at man ikke kan købe billet af togets personale! Billetautomaterne har man valgt at indrette, så de ikke kan modtage almindelige danske sedler og mønter men kun en-, to- og femkronemønter !

Ingen valgmuligheder
Denne uhørt chikanerende og inkriminerende disposition fra trafikselskabernes side imod brugerne af kollektiv trafik rejser i hvert fald tre typer af spørgsmål: Det juridiske, det praktiske og endelig det måske lidt vanskeligere håndterbare om de virkelige formål og hensigter med dispositionen.
Juridisk vil jeg gerne opfordre Forbrugerrådet til at undersøge, om det overhovedet er lovligt, at trafikselskaberne nægter rejsende at kunne købe en billet med almindelige danske penge.
Hvis det i en by skete, at Brugsen, Netto eller den lille arabiske grønthandler pludselig fandt på, at man ikke kunne købe mad hos dem, hvis ikke man betalte udelukkende med nogle bestemte, af dem selv arbitrært udvalgte, typer sedler eller mønter, ville man nok finde det ejendommeligt, men ikke katastrofalt, da man formentlig ville gå til en af de andre.
Alvor er det derimod, hvis en vinternat en rejsende kommer til en station, i den umiddelbart selvfølgelige formodning at kunne købe billet og komme hjem; og så i stedet får valget mellem at fryse ihjel eller blive idømt en bøde.

En tung sag
Praktisk forekommer det kuriøst at forlange beløb i en togbillets størrelsesorden betalt med mønter. En femkrone vejer lidt under ti g; en typisk ordinær billet Jylland-København vil således skulle betales med op imod halvandet kilo metal; en pensionistbillet trekvart kilo. Rent bortset fra vægten er det nok også, selv i åbningstiden, problematisk at finde en butik eller et værtshus, som umiddelbart ser sig i stand til at veksle 350 eller 700 kroner til femkroner. (Det er da også et specielt dansk fænomen; i Sverige kan man om aftenen, når stationspersonalet er gået hjem, uden problem trække en billet med almindelige svenske penge)
Det juridisk betænkelige og det praktisk absurde fører direkte til ikke særlig behagelige formodninger om de virkelige formål og hensigter bag en indretningsmåde, som reelt forbyder brugere af kollektiv trafik simpelthen at gå til en station, købe en billet, og køre med toget.
Jeg håber I har ressourcer og tid i Forbrugerrådet til at undersøge og behandle sagen, da den er essentiel for alle brugere af kollektiv trafik; og naturligvis især for den del af befolkningen, som ikke har andre muligheder.