På regeringens opfordring og samtykke forringer og bebyrder virksomhederne proletariatet i de frie markedskræfters navn
af Ulrik Krogh, Hvidovre
Endnu et møde med direktionen er slut, og Else og Niels vandrer tilbage til deres respektive arbejdsfunktioner. De tilhører det efterhånden detroniserede proletariat, hvis rolle i danske samfund er reduceret til en ubetydelig størrelse. Jeg har haft mulighed for at iagttage forholdene og de involverede personer under mit sommerophold på en industrivirksomhed i Vejle og vil på baggrund af de samtaler, jeg har ført med arbejderne, forsøge at analysere, hvorledes arbejdsgivernes magt bliver stadig større i takt med globaliseringens og kapitalismens udbredelse.
Globaliseringen er en konsekvens af de frie og utøjlede markedskræfter, der kun har profitmaksimerende interesser og derfor tilsidesætter sociale og arbejdsmæssige hensyn.
Efterhånden er dette syn blevet legitimeret af politikere, der i den indbyrdes konkurrence om markedsandele tildeler arbejdsgiverne carte blanche til at udøve de 'nødvendige' indgreb. Dette betyder, at virksomheder på regeringens opfordring og samtykke dag for dag forringer og bebyrder proletariatet i de frie markedskræfters navn.
Else og Niels har oplevet dette scenario flere gange, og det har resulteret i, at de måtte forøge deres arbejdseffektivitet og holde færre pauser for at kunne tilfredsstille arbejdsgiverens krav. Og tilmed har Else og Niels været nødsaget til at opgive krav om forbedringer af arbejdssikkerheden og en øget bemanding, som kunne afhjælpe arbejdsbyrden.
Den stigende individualisering har fragmenteret det stærke organisatoriske fundament og resulteret i, at det reelle magtforhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager har forrykket sig. Det tidligere stolte proletariat er i højere grad præget af modløshed og indebrændthed, og det skyldes til dels, at arbejdsgiverne sidder med en trumf i baghånden, globaliseringskortet.
Denne udvikling er ikke et udelukkende dansk fænomen, men et verdensomspændende dogme, kapitalisme. Kapitalismen ekspansionistiske og foranderlige autonomi har ikke kun påvirket proletariatets organisationen, men lige så vigtigt individernes mentalitet.
Kapitalismen har pacificeret mennesket og gjort det til et afhængigt materialistisk væsen, en forbrugerjunkie. Forbrug gør os lykkelige. Det har betydet, at viljen til modstand og dermed opgivelsen af vores 'lykkelige' og ureflekterende tilstand, ikke er en reel mulighed. Derfor har kapitalisterne alverdens mulighed for at fortsætte deres ideologiske korstog med blandt andet proletariatet som medløbende zombier.
Fremtiden ser ikke lys ud for Else og Niels. De nødvendige reformer af arbejdsmiljømæssige hensyn er nedprioriteret i forhold til konkurrenceelementet. Det er derfor forventet, at Else og Niels resten af deres arbejdsliv skal finde sig i trusler og dermed en utryg og stressende arbejdsdag. De er nødt til at frigøre sig fra kapitalismens materialistiske og pacificerende væsen, og derigennem vil de opleve en åndelig berigelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278