25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flaskehalsproblemer

Flaskehalsproblemer

Onsdag, 06. september, 2006, 00:00:00

Tænk, hvis de flaskehalsproblemer, der er i den kollektive trafik, fik den samme bevågenhed hos de borgerlige politikere, som nu ødsler den på gratisaviserne

af Arne Lund, Humlebæk
DSB har længe manglet lokomotivførere, og forrige weekend gik det helt galt. Alle afgange på Lille Nord (Hillerød-Helsingør) måtte aflyses, og der blev i stedet indsat busser.
For de rejsende betød det længere rejsetid, og ekstra besvær for dem der medbragte en barnevogn eller en cykel. For de ansatte gav det mulighed for at få afviklet lidt af den enorme overarbejdspukkel, der havde ophobet sig hen over sommeren.
Det har længe været kendt, at DSB har et alvorligt personaleproblem, og det bliver bestemt ikke mindre, når mange lokomotivførere snart holder op på grund af alder.
Alene på Kystbanen er der 26 lokomotivførere, der er over 60 år, mens 145 er i alderen 55-59 år. Behovet for at uddanne flere lokomotivførere er med andre ord stigende.
Er manglen på lokomotivførere noget der interesserer transportminister Flemming Hansen og beskæftigelsesminister Claus Hjorth-Frederiksen? Ikke det, der ligner!
Den første er mest optaget af at få DSB smidt væk fra Kystbanen og lade private komme til. Sidst det skete, var da han forærede de Midt- og Vestjyske baner til Arriva. Som bekendt havde Arriva ikke lokomotivførere nok, og klarede kun det første kaotiske år, fordi DSB trådte til.
Hvad beskæftigelsesministeren angår, er han mere optaget af, om de nye gratisaviser bliver delt ud. Det har nemlig vist sig, at der ikke kunne skaffes bude nok, og at distributørerne måtte hente forstærkninger i Polen.
Så kan vi glæde os over, at de polske avisbude og alle de øvrige øst-arbejdere er med til at sikre vores velstand. At nogle af polakkerne så trykker lønningerne, må man tage med, blot gratisaviserne og det frie ord kommer ud.
Tænk, hvis de flaskehalsproblemer, der er i den kollektive trafik, fik den samme bevågenhed hos de borgerlige politikere, som nu ødsler den på gratisaviserne.
Men det er nok for meget forlangt, for dermed stiller man jo krav om, at de selvsamme politikere skulle være i stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Da ingen jo er forpligtiget ud over sine evner, er det gratisaviserne, der får al opmærksomheden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. sep. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp