I sådanne situationer savner man flere folk på banen med sans for nuancer og proportioner
af Per H. Christiansen, Frederikssund
Den 5. september, dagen efter at politiet havde anholdt ni terrormistænkte fra Vollsmose, gik medierne (igen) i selvsving.
Terroreksperter, danske som udenlandske, blev hidkaldt og interviewet. Folk fra PET og den tidligere chef Bonnichsen gav alle deres besyv med. Enkelte gange blev det lige nævnt i farten, at de anholdte foreløbig kun var mistænkte, men ellers red stort set alle - journalister, forskere og hele spektret af toppolitikere - velvilligt med på bølgen.
Alle havde en mening om terrortruslen og 'de hjemmedyrkedes' motiver, profiler og farlighed og så videre. Og forundringen over, at nogen kan hade OS så meget, at de kan finde på at sprænge sig selv i luften for at ramme OS, blev endnu en gang luftet af Pia Kjærsgaard den 7. september i Debatten.
Alle fra Søvndal til Fogh var åbne over for lovstramninger for at signalere, hvor højt de prioriterer den terrorbekæmpelse, som det åbenbart er lykkedes for højrefløjen at indbilde befolkningen, bør være en af EU`s allervigtigste arbejdsopgaver.
Paradoksalt nok kom en af de første advarsler mod at skærpe terrorloven og intensivere brugen af overvågning ikke fra Søvndal, men fra den pensionerede efterretningsmand Bonnichsen.
Især hæftede jeg mig dog ved Lene Espersens hovedløse udtalelse, som TV bragte igen og igen den 5. september, og som totalt negligerede, at de mistænkte netop kun er mistænkte:
'Jeg vil i hvert fald sige, det er en af de mest alvorlige sager i min tid som justitsminister, fordi vi har at gøre med personer, der er danske statsborgere og personer, der altså har været ret langt fremme med at forberede en terrorhandling her i Danmark. Så det er meget alvorligt'.
Også Søren Gade konstaterede skråsikkert, at 'vi har været heldige, fordi politiet stopper sådan nogen ting, som vi har set nu'. Hvordan kan Lene hævde, at situationen er alvorlig og ikke kun en storm i et glas vand, og hvordan kan Søren påstå, vi har været heldige, eller at politiet har stoppet noget 'farligt', så længe de mistænkte ikke er dømt skyldige?
Kun juraprofessor Eva Smith og terrorekspert Lars Erslev Andersen holdt som sædvanlig tungen lige i munden, skønt TV2 flere gange bragte løsrevne udtalelser fra sidstnævnte, som kunne give et andet indtryk.
I sådanne situationer savner man flere folk på banen med sans for nuancer og proportioner, som for eksempel tidligere justitsminister Ole Espersen.
Heldigvis ser det i skrivende stund (8. september) ud til, at medierne har stukket piben ind, og at hysteriet har lagt sig.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278