Hans Skov Christensen har i sin tankefeber lykkeligt glemt, at både skifteholdsarbejde samt fast natarbejde udhuler folks helbred og nedsætter levealderen betydeligt
af Jesper Frid, fællestillidsrepræsentant på Ceres Bryggerierne i Århus
Man kunne fredag morgen i sidste uge tænde for radioen og lytte til direktøren for Dansk industri.
Her gav han udtryk for, at tillæg for aften og natarbejde samt tillæg for tidlige og sene mødetider burde afskaffes, idet disse arbejdstider i virkeligheden ikke er generende - men derimod et gode for medarbejderne i virksomhederne, der oftest selv bestemmer, hvornår på døgnet de ønsker at arbejde.
Jeg må sige, at jeg er bekymret for den herres mentale tilstand, når han i den grad mangler det overblik på virkeligheden, som man kan forvente af en mand i den position.
Som fællestillidsrepræsentant på 'Byens Bryggeri' hvor det 'gode' gamle system med arbejde på treholdsskift fortsat anvendes, kan jeg garantere, at det er småt med muligheder for selv at vælge arbejdstid !
Direktøren for Dansk Industri, Hans Skov Christensen, har i sin tankefeber, lykkeligt glemt, at det er påvist, at både skifteholdsarbejde samt fast natarbejde udhuler folks helbred og nedsætter levealderen betydeligt. Det - lagt sammen med tab af muligheder for dygtiggørelse og uddannelse samt tab af sociale aktiviteter - gør denne arbejdsform særdeles uattraktiv.
Min klare fornemmelse er, at netop tillæggene er det der driver værket. Muligheden for at unge familier i en årrække kan få en større indtægt ved at påtage sig eksempelvis fast natarbejde og derved få mulighed for at etablere sig, få børn, bil med videre, er det der gør, at det overhovedet er muligt for industrivirksomheder at etablere natarbejde.
Det er ret typisk for netop Dansk Industri at præsentere den slags uigennemtænkte teser i året op til overenskomstforhandlingerne. Jeg tvivler på, at medlemsvirksomhederne har aktier i det forslag.
Hvad hr. direktøren for Dansk Industri ikke nævner, er den udbredte brug af overarbejde og weekendarbejde, samt vagtordninger der ligger udover den normale arbejdstid.
Det er et helt igennem sørgeligt menneskesyn, hr. Hans Skov Christensen lægger for dagen, især når man tænker på, at han repræsenterer netop den gren af arbejdsmarkedet, hvor medarbejderne har mindst indflydelse på arbejdstidens planlægning, nemlig industrien.
'Om igen Hans' og god bedring.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278