Det er skandaløst hvor lidt de vestlige magthavere og deres medier interesserer sig for det iranske regimes forbrydelser mod menneskerettighederne
af Irene Clausen, Internationalt Forums Mellemøstgruppe
Kobra Rahmanpoor var en fattig ung pige. Hun drømte om at komme på universitetet, men for at hjælpe sin familie, giftede hun sig med en mand der var 40 år ældre end hun. Manden voldtog hende, og familien udsatte hende for chikane. En dag under et skænderi med svigermoren trak svigermoren en kniv, og i selvforsvar dræbte Kobra svigermoren.
Det iranske regime idømte hende dødsstraf 'for med en køkkenkniv at have myrdet sin svigermor'. Kobra er nu 22 år og har tilbragt de seneste tre år i fængsel. Den 1. januar 2005 fik hun besked om, at hun skulle hænges 15. april, men det internationale pres på det iranske regime udskød henrettelsen.
Ifølge iransk lovgivning kan en dødsdømt person løslades, hvis familien til den forulempede tilgiver hende. I juli 2005 - efter at slægtninge til svigermoren havde afvist at tilgive hende - besluttede domstolen, at Kobras dødsdom skulle eksekveres ved hængning.
Kobra kan nu se frem til at skulle dø ved hængning. Hun skriver fra fængslet blandt andet:
'Jeg ønsker at leve! Jeg er et menneske ligesom dig. Jeg ønsker ikke at dø. Men på grund af frygt for henrettelsen har jeg glemt at le og har glemt følelsen af lykke. Jeg er kun få trin fra henrettelsen. (!) Hjælp mig med at slippe af med mareridtet om henrettelsen som holder mig vågen døgnet rundt. Jeg er bange for rebet og døden. Jeg ønsker at leve'. Underskrevet Kobra Rahmanpoor, Evin Fængslet, Teheran (september 2006).
Kobra er kun en af mange kvinder i Iran som venter på henrettelse. I øjeblikket er der ni kvinder og to mænd som 'står i kø' til at blive stenet. De er alle ofre for et undertrykkende patriarkalsk regime, nemlig den islamiske republik Iran.
Det er skandaløst hvor lidt de vestlige magthavere og deres medier interesserer sig for det iranske regimes forbrydelser mod menneskerettighederne. Kvinderne er de mest udsatte, og Kobra og hendes medsøstre i Iran fortjener al vores opmærksomhed og solidaritet.
Man kan få kontakt til Kobras familie gennem Internationalt Forum (www.internationaltforum.dk - info@internationaltforum.dk)
Lørdag den 23. september klokken 12-14 finder en 'teaterdemonstration' sted fra Rådhuspladsen til Kultorvet under parolen 'Løslad de politiske fanger i Iran'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278