Mængden af vores arbejdsopgaver stiger og kravene til dem øges. På grund af besparelserne sidste år er vi færre ansatte til at klare flere arbejdsopgaver

af Eric Wyss Storm, Århus
Vi har hørt en del om de dårlige forhold på plejehjemmene. Derfor kom der et forslag om at sætte kameraer op på plejehjemmene for at kunne observere/overvåge personalet.
Jeg har under hele debatten ikke hørt et eneste ord om, at der måske skulle ansættes mere personale for at de kunne klare opgaverne. Der er heller ikke nogen af de ansvarlige politikere, der har nævnt, at de dårlige forhold for de ældre måske kan skyldes besparelserne på området.
Jeg er selv ansat i en børnehave som pædagog. Jeg oplever, at mængden af vores arbejdsopgaver stiger og kravene til dem øges. På grund af besparelserne sidste år er vi færre ansatte til at klare flere arbejdsopgaver.
Det fik mig til at tænke, at hvis man satte et kamera op i den børnehave, hvor jeg arbejder, ville man dagligt kunne se dette:

Hverdagsscener
Klokken er cirka 15.00, vi har lige spist eftermiddagsmad. 15 børn hopper ned fra stolene. De begynder at løbe rundt. Ude på toilettet sidder et barn og råber: 'Voksen! Jeg er fæærdig!'
Jeg er alene på stuen. Der ligger madrester på bordene, stolene og på gulvet. Jeg skal vaske bordene af og feje gulv. Ellers kravler børnene rundt oven i madresterne.
Jeg skal hurtigst muligt have sat alle børn i gang med noget. Ellers kommer nogen af dem op at slås. Enten fordi der er for lidt plads, eller fordi de vil have det samme stykke legetøj. Jeg skal derfor have fordelt børnene ved de to borde.
Jeg skal tage legetøj ned på gulvet - så nogen kan lege der. Jeg skal finde ud af, hvilke børn der vil lege sammen eller alene. Så skal jeg aftale med dem, hvor de kan være henne. Jeg skal have sat dem i gang med at tegne, spille puslespil, lege med biler, lego etc.
'Hvordan har mit barn haft det i dag?' Gittes mor står overfor mig. 'Gitte siger at de andre driller.' Jeg skal til at sige, at jeg gerne vil tale med hende om Gitte, når jeg har mere tid, for eksempel i morgen!
En far stikker hovedet ind ad døren: 'Hvor er Alis trøje? Det er tredje gang hans tøj er væk. Kan I ikke passe bedre på det?' 'Han havde den da på, mens vi spiste,' svarer jeg.
Et barn begynder højlydt at græde. Jeg vender mig om. Nogen er kommet op at slås over en brandbil. Og samtidig hører jeg for femte gang stemmen fra badeværelset: 'Voksen! Jeg er fæærdig!'

Mere relevant debat
Hvad skal jeg gøre? Lade barnet på toilettet sidde med afføring mellem benene og blive rød i numsen, mens jeg indirekte lærer barnet: 'De voksne har ikke tid til dig. Du er ikke vigtig nok - du må vente.'
Eller skal jeg lade de andre børn kravle rundt i rugbrødskrummer og mælkeslatter?
Barnet, der græder, har brug for at blive trøstet, og begge forældre forventer, at jeg smider det jeg har i hænderne og tager mig af deres behov. De betaler jo trods alt for at have deres barn i børnehave.
I stedet for debatter om, hvor man kan spare henne på daginstitutionerne, debatter om hvorvidt pædagogerne gør deres arbejde godt nok, og hvorfor de hele tiden klynker, kunne jeg godt tænke mig en debat om disse tre spørgsmål:
Hvordan får vi opfostret gode samfundsborgere, som kan bidrage til fællesskabet og skelne mellem gode og dårlige autoriteter?
Hvordan udvikler vi stærke individer, der kan skabe værdi for sig selv og for andre?
Og hvilke betingelser skal børn have, for at vi kan opnå dette?
I børnehaverne giver vi børnene de forudsætninger, der skal til, for at de kan lære noget i skolen og senere få en god uddannelse og et lykkeligt liv.
Det er jo børnene, som er landets fremtid. De skal overtage vores arbejde og bygge videre på det, som vi sætter i gang. Det er dem, der skal passe på os når vi bliver ældre.
Derfor har vi ikke råd til at lade besparelser ramme vores egen fremtid.