Alle i de nedre klasser presses mere og mere i denne tid af regeringen. Svaret på det er solidaritet, ikke alene med de svageste, men så sandelig også med fællesskaber som Christianias

af Lars Schou, social-kulturel koordinator i Gaderummet-Regnbuen, Nørrebro
I 35 år har Christiania højst usædvanligt - i strid med det omgivende samfunds økonomiske logik og i inkluderende åbenhed overfor de aller svageste - tolereret, at en del ikke har betalt for at bo på Staden.
Så burde alle, nu hvor grænsen for denne largeness er nået, i denne alvorlige nødens stund respektere, at nogle i bedste folke-kommunestil fører kampagne for større ansvarlighed overfor fællesskabet i tiltro til, at de der har en god forklaring på deres uformåenhed, i den forhåbentligt dialogiske proces, der er indledt, slipper for udstødelse til en uvis skæbne, samt at vitterlige misbrugere af boordningen, der ikke vil rette op, tilstås absolut rimelige frister til at forføje sig.
Man er naturligvis, hvad gæld angår, i bedre hænder end i det borgerlige retssystem, som Christiania jo i øvrigt altid - for overhovedet at være en fristad - på godt og ondt har stået udenfor. At have ret til at appellere en opsigelse til en dommer i en poleret retssal, er jo intet værd, når problemet er lommesmerter. Da vil man aldrig få ret.
Alle i de nedre klasser presses mere og mere i denne tid af regeringen. Svaret på det er solidaritet, ikke alene med de svageste, men så sandelig også med fællesskaber som Christianias. I en kold tid er der ikke plads til nas.