Fordi partiet består af kollektiver, kan vi skabe enhed i partiet. I den formulering ligger erkendelsen af, at vi handler i enhed, ikke i enighed

af Per Aabel, København Ø.
Denne kommentar er foranlediget af Anker Schjernings debat indlæg i arbejderen den 26. september.
Det er ofte en svær størrelse at skelne mellem egne og kollektivets synspunkter, og det har ikke den store betydning så længe de er sammenfaldende.
Men når Anker skriver, at kammerater kan have provokerende ideer, der kan kaste nyt lys på vores problemer, virker det eksempel, han fremkommer med, noget unuanceret og mildest gammelkendt: at vi skal erkende at vi er uenige.
Det er mig uforståeligt, at ideer der fremsættes af kammerater, der laver en formidabel indsats, skulle have en større gyldighed. Det må dog være ideen, man skal tage stilling til. Altså gå efter bolden og ikke kvinden.

Udvikling - hvordan
Her gik jeg i min naivitet og troede, at det var uenigheder og modsætninger, der drev udviklingen fremad, og at partiet var opbygget på de lovmæssigheder, der bygger på en sådan erkendelse.
Det er fordi partiet består af kollektiver, at vi kan skabe enhed i partiet. Og jeg skriver enhed, for i den formulering ligger erkendelsen af, at vi handler i enhed, ikke i enighed - altså at vi har forskellige synspunkter, mens vi handler.
For mig er problemet snarere, at når partiet ikke fungerer efter hensigten, så får vi problemerne.
Der er i disse svære tider for kommunisterne det problem, at hvis kollektivet og ledelsen står forholdsvis svagt, er egne synspunkter dem, der står længst fremme i pandelappen, og derfor er det disse ideer der fremføres.
Det gør det uendelig svært at træffe holdbare kollektive beslutninger, og gør det endnu sværere at skabe samling på et holdbart grundlag.

En livsnødvendig kunst
At mestre enigheder er en stor, kollektiv og livsnødvendig kunst for det enkelte individ, som jo ofte har egne originale synspunkter. Men arbejderklassen har en gammel erkendelse, som bunder i, at der var og er rigtig mange uenigheder, og derfor allerede i sin opstart var den nødt til at skrive på sine faner 'Enighed gør stærk'.
Det er heri det mesterlige ligger: at opnå enighed (enhed) på trods og på grund af uenigheder.
Når de originale ideer er blevet alment eje og afprøvet i virkeligheden, vil der ud af dette opstå nye ideer og uenigheder, som vil ændre virkeligheden, og som så igen genererer nye uenigheder og ideer til løsning af disse.
Denne form for udvikling er vi mange, der glæder os til, og det bedste af det hele er, at vi samtidig kan få afprøvet vores ideer og synspunkter i praksis.
Jeg kunne nævne mange kammerater, som gør en formidabel indsats både for deres parti og kommunisternes samling, faktisk så mange at det ville være uforskammet pladskrævende at nævne dem alle.
Blandt disse mange kammerater er der fremkommet mange originale synspunkter i både DKP-ML, KS og kammerater der står os nær. Men vi forsøger at gøre disse originale ideer til almen kollektiv ejendom, for kun derved kan de materialiseres, det er bestemt ikke en nem opgave.
I disse dage får vores kammerater i de nye kommuner en masse kamperfaring og nye ideer.
Jeg ser frem til, at vi alle vil få bedre mulighed for at få dem virkeliggjort i et nyt kommunistisk parti, efter vores stiftende kongres.