DKP var i sin storhedstid en frugtbar blanding af stærke kollektiver og en flok af specielle personligheder, der rummede mange af menneskepsykologiens forskelligheder

af Anker Schjerning, medlem af DKP Vestsjælland
Tak til Per Aabel for hans reaktion på mit indlæg i Arbejderen den 4. oktober..
Jeg er helt enig med Per i, at politiske ideer ikke er rigtige, blot fordi de fremsættes af personer eller grupper, der yder en stor indsats. Det har jeg nu heller ikke påstået. Her har Per fejllæst mit indlæg.
Men på den anden side. Jeg er motiveret for at lytte godt efter, når en sådan person ytrer sig. For eksempel lytter jeg med interesse til Per, fordi jeg er bekendt med hans store indsats i vor fælles ungdom i Fagbevægelsen for Fred.
Jeg er også enig med ham i, at det er problematisk at fremhæve enkeltkammerater for deres store arbejde, fordi der er så mange andre, der også knokler løs. Tænk for eksempel på sliderne i DKP-ML, der i årevis har arbejdet for, at vi kommunister i dag har et godt politisk værktøj, der hedder Arbejderen.

Enkeltpersoner
Når jeg alligevel havde lyst til at fremhæve Birgit Unnerups store indsats skyldes det noget helt andet. Jeg møder ved talrige lejligheder folk i den kommunistiske bevægelse, der giver udtryk for, at Birgits person er et politisk problem - for eksempel for at DKP kan indgå som ligeberettiget partner i den kommunistiske samlingsproces.
Det har foranlediget mig til at fortælle Arbejderens læsere, at jeg opfatter hende som en person med mange kvaliteter uanset mine uenigheder med hende om diverse politiske spørgsmål.
I stedet for at dæmonisere hende som det store hundyr i åbenbaringen foretrækker jeg at ringe hende op og fortælle hende, hvad jeg mener, når hun engang imellem slår en politisk skævert.
Jeg er også enig med Pers pointe, når han siger, at kommunisterne har problemer, hvis partiets kollektiver og ledelser står svagt, og hvis partiet præges af enkeltpersoners og enkeltgrupperingers synspunkter og ikke bygger på en strategi og taktik, der i hovedtræk er fælles for hele kollektivet.
Det er jo en erfaring, som både Per og jeg har høstet i det gamle DKP, og som Per vel også har stiftet bekendtskab med i KPiD.

Mangfoldighed
Det er medaljens ene side. Den anden side af medaljen er jeg sikker på, at både Per og jeg kender. DKP var i sin storhedstid en frugtbar blanding af stærke kollektiver og en flok af specielle personligheder, der rummede mange af menneskepsykologiens forskelligheder. Lige fra det beskedne og selvudslettende til de store forfængelige krukker. Fra den kloge, kedelige bogorm til den morsomme og iltre agitator.
Jeg behøver vel bare at nævne navne som Otto Gelsted, Carl Madsen, Viggo Marker og Knud Jespersen.
Per har endnu en klog bemærkning, når han skriver, at vi kommunister i disse kommuneoprørets dage høster masser af nye politiske erfaringer. Han forudser, at disse erfaringer vil berige debatterne på det nye partis stiftende kongres. Det tror jeg han har ret i, og jeg har kun en ting at tilføje: Held og lykke med projektet, selv om skabelsesprocessen har været særdeles turbulent.
Også i DKP`s distrikt i Vestsjælland har vi ladet os kraftigt inspirere af 17. maj og kommuneoprørets folkelige protester. Vi arrangerer et debatmøde mandag den 27. november, hvor vi vil rejse spørgsmålet, om der i det danske folk er ved at være så megen lede ved kapitalismens mange absurditeter, at vi igen kan få sat det socialistiske alternativ på dagsordenen for en bred folkelig debat. DKP`s formand Henrik Hedin, Enhedslistens Line Barfod, et SF-medlem af sammenlægningsudvalget i ny Kalundborg og et socialdemokratisk ditto i ny Slagelse har lovet at komme til DKP`s mandagsmøde i Slagelse for at give deres bud på det spørgsmål.