Lars Løkke: ¤¤Jeg oplever stadig, at vi får et mere tillidsfuldt samarbejde med DF, og det kan man da godt kalde en form for værdifællesskab¤¤

af Arne Lund, Enhedslisten
Så blev det omsider officiel Venstrepolitik, hvad mange længe har anet: Venstre og Dansk Folkeparti deler centrale værdier.
Til Politiken siger partiets og regeringens chefideolog Claus Hjorth - og det gør han kun fordi far Anders har givet lov - at det drejer sig om 'centrale emner som skattestop og opstramning af udlændingepolitikken. Vi er optaget af det at være dansk og at se på de centrale værdier som ytringsfrihed og demokrati. Og vi har været fælles i kampen om et opgør mod de eksperter, der i virkeligheden udtalte sig med politiske motiver'.
Lars Løkke sekunderer: 'Jeg oplever stadig, at vi får et mere tillidsfuldt samarbejde med DF, og det kan man da godt kalde en form for værdifællesskab'. Især 'ordentlighed' er en vigtig fællesnævner.
Tak for ærligheden, nu kan Fogh-regeringen ikke længere snakke sig bort fra, hvor tæt Venstre er på et parti,
- hvor flere ledende medlemmer er dømt for racisme, eller har været tæt på at blive det;
- hvor partidemokratiet består i benhård topstyring og en kæft-og-trit-mentalitet;
- hvor man ønsker at fratage indvandrere og flygtninge stemmeretten, da de formodes at ville stemme til venstre for midten og på Det Radikale Venstre;
- hvor opgøret mod eksperter kun handlede om 'de andres', mens man for eksempel forgylder sin egen professor Bent Jensen til at udføre bestilt 'forskning' om den kolde krig.

Ikke noget nyt
Værdifællesskabet er imidlertid ikke af ny dato. Tilbage i 90`erne, da vel kun de færreste havde forestillet sig den rolle, DF skulle få, gjorde Anders Fogh - da næstformand i Venstre - sig til talsmand for dels at anvende tvang for at få indvandrere til at tage et hvilket som helst job til en indslusningsløn.
Men også at flygtninge, som ikke ville oplyse om deres herkomst af frygt for at blive sendt tilbage, skulle tvinges til at identificere sig. Allerede dengang viste Anders Fogh stor forståelse for metoder, der er DF værdige. Således skulle muslimske piger kønstestes for at myndighederne skulle kunne fastslå deres alder.
Et par år senere var den i dag så respekterede Birthe Rønn Hornbech villig til at skære i de grundlæggende menneskerettigheder, 'hvis det viser sig, at konventionerne står i vejen for politiske ønsker'. (Jyllands-Posten 26. januar 2000.)
I dag har landet en indenrigsminister, der mener, at landets borgmestre sammen med de røde pædagoger i BUPL 'har indgået en ulækker alliance og spreder misinformation, der blandt andet har ført til pædagogstrejker, forældreboykotter og borgermøder flere steder i landet'.
Lars Løkke sammenligner - med Foghs opbakning - borgmester Nicolai Wammen med en imam, fordi 'Wammen på den ene side siger, at der ikke er penge nok i Århus, samtidig med at han selv som medlem af bestyrelsen i KL har aftalt kommunernes økonomi med regeringen'.
Bekvemt glemmer Lars Løkke, at en medvirkende årsag til de økonomiske trængsler i Århus er, at Wammens højreflertal har fulgt regeringens opfordring til at nedsætte skatter og afgifter. Her er det dækningsafgiften og grundskylden, der er reduceret med 250 millioner kroner årligt.
Der er ingen grund til at forsvare den tvetungede Wammen mod Lars Løkkes angreb. Det, der er det interessante i denne sammenhæng, er, at Lars Løkke, når han skal nedgøre en modstander, henter sit verbale skyts hos DF.
Lars Løkke ved godt, at ordet imam, i manges ører er en aldeles suspekt person, en man ikke kan stole på.

Desperate ministre
Så længe Venstre har kunnet sejle i medvind, har tonen været nogenlunde sober, men nu hvor lokummet brænder, kaster man bort de pæne manere, slynger om sig med trusler mod alt og alle, i et forsøg på at få de genstridige til at makke ret, og så er det ikke til at høre forskel på Venstre og DF.
Desperationen lyser ud af de ledende Venstre-ministre. Mest af Lars Løkke, der skulle brillere med den kommunalreform, der træder i kraft om tre måneder, men som allerede nu tegner til at blive en dunderfiasko blandt andet på grund af underfinansiering, og fordi den er så elendigt planlagt.
I en sådan situation gælder det om at stå sammen og vide, hvor man har sine venner. Her tæller de konservative ikke længere, thi de kan som bekendt ikke styre deres illoyale borgmestre. Partiet sendes derfor ud i kulden til fordel for DF, der både er loyal og medgørlig - hvis blot de kan få det betalt med stramninger i udlændingepolitikken.
DF viser sand loyalitet og kommer regeringen til undsætning. Rundt om på landets stationer ses plakater, der fortæller om 'Tryghed, pleje, omsorg - mere velfærd til flere'. Men det hjælpe fedt, gør det! Blufnummeret er afsløret, og flere og flere vælgere har erkendt, at Pia og regeringen plukker befolkningen.
Venstre har et slogan 'Venstre ved du, hvor du har'. Med Claus Hjorths ord in mente betyder det, at en stemme på Venstre, fremover vil være en stemme på Dansk Folkeparti.