Efter vores vurdering er der behov for en langt bedre og tidligere indsats, der måske koster nu, men på sigt sparer både den enkelte og kommunen
fra Ragnhild Wenzel og Steffen Friis, socialrådgivere i FOA Århus
Til Gert Bjerregård, rådmand for beskæftigelse og sociale forhold
Som fagforeningsansatte socialrådgivere bliver vi altså nødt til at tage bladet fra munden, når den øverste politisk ansvarlige for området til pressen, blandt andet Jyllands-Posten den 22. september, udtaler sig, som om Århus Kommune bare med rund hånd uddeler sociale pensioner i flæng.
Du kender helt åbenlyst ikke meget til den virkelighed, som vi andre går rundt i til hverdag.
Dagligt oplever vi her medlemmer, der af års slid eller på grund af ulykker ikke længere kan klare deres arbejde og har behov for socialforvaltningens hjælp. I sig selv en ofte ydmygende situation, og med de lange ventetider, stressede sagsbehandlere og den manglende indsats, som allerede i dag er virkeligheden, må vi grue for fremtiden, når byrådets besparelse på 'administration' for alvor slår igennem.
Allerede nu er der lange ventetider eller lukket for tilgang til tilbud, der kunne afklare medlemmets situation og bringe medlemmet videre.
Vi har eksempler på medlemmer, der har ventet i årevis på en afklaring, og medlemmer der selv må bære prisen i form af mistet forsørgelse, hvor det efter vores opfattelse var kommunen, der burde betale for, at de ikke fik den rette hjælp i tide.
Og når vi så ser, at der skal spares også indenfor dette område, spares på personale og spares på tilbud, hvad tror man så, at man vinder ved det på lang sigt. I hvert fald ingen besparelse for den enkelte og dermed heller ikke for det offentlige på sigt.
Og i øvrigt en kortsigtet besparelse, som vi godt kan frygte kommer til at betyde, at opfølgningen i de enkelte sager ikke sker som bestemt i lovgivningen med deraf følgende tab af refusioner.
Og hvad er alternativet til pension i øvrigt? Det er bestemt ikke stillinger med skånebehov, der præger det offentlige.
Vi har talrige social- og sundhedshjælpere, der har ryg- og skulderproblemer og er stressede, men som trods disse skavanker gerne vil gøre en forskel indenfor ældreområdet - for eksempel med omsorgs- og nærværsopgaver. Men har man råd til at ansætte dem?
Nej! De afskediges rask væk, og andre systemer må tage over - systemer der allerede i dag er trængte, og som med de påtænkte besparelser slet ikke kan leve op til de rimelige krav, som borgerne har om ordentlig behandling og en anstændig forsørgelse.
Efter vores vurdering er der i stedet behov for en langt bedre og tidligere indsats, der måske koster nu, men på sigt sparer både den enkelte og kommunen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278