¤¤Demokratiet - borgenes afgørelser - kan somme tider være en irriterende klods om benet for folk med større planer¤¤

af Peter Mikkelsen, bestyrelsesmedlem i Udfordring Europa og medlem af Enhedslisten
Ole Vigant Ryborg, Ugebrevet Mandag Morgen, sammenfatter den 11. september et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen med følgende:
'Danmark som aktivistisk global aktør stiller ikke kun nye og højere krav til regering, militær og centraladministration. Den aktivisme og idealisme, statsministeren har som sit erklærede udenrigspolitiske mål, stiller også krav til den danske befolkning og til oppositionen i Folketinget.
Begge skal vænnes til tanken om et mere aktivt og udfarende Danmark - og til de økonomiske og menneskelige omkostninger, aktivismen kan have.'
Interviewet udkommer på femårsdagen for angrebet på World Trade Center.
Substansen er, at politikerne ved bedst, hvad der er godt for befolkningen, og det må befolkningen vænne sig til, uanset hvad det koster i kroner, ører eller Euro, eller af tab af menneskeliv og deraf menneskelige omkostninger, tragedier til følge.

Vi alene vide
Artiklen offentliggøres midt i en europæisk tænkepause udløst af de franske og hollandske vælgeres nej til EU-forfatningen, der kunne sætte en dagsorden for det fremtidige europæiske samarbejde, hvor befolkningerne og politikere kunne trække på samme hammel, i samme retning.
En enestående mulighed.
I den sammenhæng kan det forekomme passende at se på socialdemokraten forhenværende MF, minister og MEP Torben Lunds bog: Hjertesager.
'Den politiske elites første reaktioner på det franske og hollandske nej var interessante. Vælgerne havde ikke forstået en pind af det hele, så hele ratifikationen skulle bare fortsættes i de andre EU-lande, lød det først.' (side 215)
'Man kan kun håbe, at de politiske magthavere har forstået og vil respektere borgernes klare budskab om, at det europæiske samarbejde skal være et samarbejde mellem selvstændige og uafhængige lande.

Borgernes ønsker
Borgerne ønsker ikke De Europæiske forenede Stater, men et pragmatisk og fornuftigt samarbejde om de spørgsmål, som bedst løses i fællesskab - hverken mere eller mindre.' (side 216)
'Tøger Seidenfaden, der er en ubetinget tilhænger af en europæisk forfatning, har ofte markeret sig som tilhænger af en slags intellektuelt oligarki, der handler om, at borgerne ikke er kvalificerede til at blive spurgt i den slags vigtige spørgsmål.
Demokratiet - borgenes afgørelser - kan somme tider være en irriterende klods om benet for folk med større planer. Det udtrykkes naturligvis ikke så direkte, men snarere som at borgerne ved EU-afstemninger lægger vægt på alt muligt andet end det, folkeafstemningerne drejer sig om'. (side 216)
Statsminister Anders Fogh Rasmussen maner til aktivisme og en udfarende udenrigspolitik.
Der er en verden til forskel på statsministerens nærmest brovtende manifestationer og Torben Lunds stilfærdige og tænksomme overvejelser.
Man kunne frygte, at modsætningen mellem politikere og befolkningen vil vokse.
I takt hermed vil demokratiets muligheder for at vokse blive omvendt proportionalt mere begrænsede.
Dr. phil og lektor Jørgen Bæk Simonsen opfordrede forleden i Morgen TV i en diskussion om pavens seneste udtalelser til, 'at vi skal tænke os godt om'.
I diskussionen forstod jeg Jørgen Bæk Simonsen således, 'at vi skal tænke os godt om', før vi taler.
Det hindrer ikke stilfærdige og tænksomme overvejelser i en åben diskussion om Europas fremtid, før vi handler.
Dette kan ses som en udfordring, en opfordring, vi gerne tilslutter os.