Politikens kulturradikale har overset den kulturradikalitet, at regeringen allerede har indført den begrænsede ytringsfrihed

af Per Diepgen, Halskov
På kapitalens vilkår har den borgerlige presse aldrig været nem at danse med for partnere, hvis offentlige anseelse mangler et anstændigt tilsnit af gud, konge og fædreland. 'Solidaritet og Arbejdet, Arbejderbladet, Land&Folk, Folkets Dagblad og Arbejderen' har i knap 100 år hævdet, om ikke andet, en politisk uafhængighed for at modstå den bekvemmelig redaktionsetik og skiftende tiders flossede moral - med bekymring for læsertallet til følge.
Uden at søge populariteten skal et avisindlæg trods alt interessere en skare af læsere, gerne være beåndet og begavet, men i hvert fald velment. Hvis man derudover fordrer selverkendelse og en politiske substans, kniber det for mange danske bladredaktioner. Derom et par friske eksempler fra Jyllands-Posten og Politiken.

Paradoks
Som var det en kødluns for løverne, kastede Jyllands-Posten sig over Günter Grass' soldaterbekendelser og dømte på det grundlag hans tres års kamp for humanisme.
Bladet forstod ikke en krigs modbydelige paradoks, at nazisterne, for i sidste krigsår at kunne forsvare deres fædreland, akkurat som vi vores, kastede den unge fremtidsgeneration ind på fronten, og bladets journalisterne havde åbenbart aldrig læst de mange beretninger fra de unge i hitlerjugend om den defaistiske følelse af svigt på svigt.
Redaktionen var desuden udsat for et regulært hukommelsestab, når den i en kold retfærdigheds navn glemte sin egen fortid, sin alt for begejstrede tilslutning i 30'erne til de storslåede diktatorer, for Kaj Munks berlinerbreve og den kontante afregning på jødespørgsmålet.
Den unge generation henvises her til en af de bedste besættelsesbøger, Carl Madsens 'Flygtning 33' (illustreret af Herluf Bidstrup), hvis oplysninger sjældent refereres i de borgerlige fremstillinger, og vi derfor ikke får svar på mange af krigens uafklarede spørgsmål, men til gengæld en omskrivning.
Ved skæbnens ironi udstillede Dansk Folkeparti i samme periode dets politiske arv fra Fremskridtspartiet, dels den uundgåelige forbindelse til de højrerabiate kræfter og dels den iboende og uoverstigelige vrangvillighed over for demokratiet, især parlamentarismen og ytringsfriheden.
Meddeleren, Jyllands-Posten, lod i de dage Ulla Dahlerup skrive et langt indlæg, der konkluderede: 'I et demokrati kan man diskutere alt, ellers er det ikke et demokrati.' Men bladet undlod at trykke modsigelser og efterlader læseren et sted mellem politisk sarkasme og sort humor, og hverken Dahlerup eller Krarup modtog heller en fyreseddel for at sige deres mening, som åbenbart alligevel ikke var deres mening.

Besværlig ytringsfrihed
Ytringsfriheden er jo besværlig og sandheden et hyppigt offer, indtil man opfinder forskellige ytringsfriheder og sandheder og opdager naiviteten hos modstanderen.
Omtalte folkeparti og Jyllands-Posten gav med Muhammedtegningerne dagbladet Politiken anledning til en storoffensiv for at sælge deres opfattelse af ytringsfrihed og kulturradikalisme.
Med udsigten til at påvirke den udenrigspolitiske debat bevæger vi os højere og højere op i en presseakademisk sfære og bort fra det folkelige tilhør, måske med katastrofale bindinger til 30'ernes politiske knude, mens statsministeren med påstande om ballademagere og socialister har blæst værdikampen op til klassekamp.
Politikens kulturradikale har, for at få sandheden og virkeligheden på plads, overset den kulturradikalitet, at regeringen allerede har indført den begrænsede ytringsfrihed. Du og jeg kan ikke længere sige vore mening om de såkaldte terrororganisationer, hvis vores udtalelser viser forståelse for folkenes fortvivlede situation, og vi solidariserer os med deres kamp imod den verdenshandel, som render mange samfund over ende og fratager folk selvbestemmelsen.