31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Claus Hjort ansvarlig for arbejdsmarkedspolitisk kollaps

Claus Hjort ansvarlig for arbejdsmarkedspolitisk kollaps

Onsdag, 18. oktober, 2006, 00:00:00

Der er brug for stærke fagforeninger, for velfungerende a kasser, en professionel offentlig formidling og mere uddannelse til de arbejdsløse. Den borgerlige regering vil det modsatte

af Bjarne Høpner og Søren Becher
Claus Hjort skyder i disse dage på Arbejdsformidlingen (AF), på Kommunerne og på a-kasserne med anklager om, at de 'holder hånden over de arbejdsløse' og ikke gør deres arbejde ordentligt. Hus forbi.
Claus Hjort forsøger at dækker over den kendsgerning, at han selv er ansvarlig for den arbejdsmarkedspolitiske kollaps vi overlever i disse dage.

Nedbrydning
Siden den borgerlige regering tiltrådte, har den systematisk nedbrudt det professionelle og offentlige formidlingssystem. Arbejdsformidlingen er blevet skåret til benet og formidlingsopgaven er blevet udlagt til 'private aktører' og til vikarbureauer. Det offentlige har brugt i hundredvis af skattemillioner på private aktører - og uden målbart formidlingsresultat.
Og AF er blevet prioriteret til at gennemføre kampagner for at få ansat flere ledige med løntilskud, selvom der er masser af ordinære job på arbejdsmarkedet.
Det er en myte, at de arbejdsløse ikke gider arbejde og rask væk giver afslag på formidlet arbejde. Claus Hjort forholder sig ikke til realiteterne og truer med at stramme karantænereglerne endnu engang.
Men strengere karantæneregler og mere pisk vil ikke løse den arbejdsmarkedspolitiske kollaps, som Claus Hjort selv har udløst. Tværtimod.
God formidling kræver et samarbejde mellem AF og a-kasserne - så de rigtige folk findes til de ledige job. Et sådan samarbejde har vores afdeling haft med AF i Storkøbenhavn i årevis og med godt resultat for både de ledige og arbejdsgiverne.
Aktuelt har vi i samarbejde med AF og ledelsen i Post Danmark igangsat to projekter, der begge skal skaffe den rigtige arbejdskraft til Post Danmark.

Den gode formidling
Formidling af mennesker er en stor opgave. At skaffe den rigtige til jobbet kræver kendskab til den lediges kvalifikationer og begrænsninger. Bliver der ikke taget hensyn hertil, kan en formidling hurtigt ende med en fiasko for den ledige og for arbejdsgiveren. Og intet er opnået.
På det det danske arbejdsmarked er der en stor jobbevægelighed Den er ikke blot geografisk, men går også på tværs af fag og brancher. Mulighederne for uddannelse og efteruddannelse gør dette muligt. Men denne bevægelighed er blevet svækket af den borgerlige regering, fordi den har skåret ned på de lediges muligheder for at tage uddannelse og efteruddannelse.
Forringelserne af AMU-området har betydet, at det i dag er vanskeligt at foretage opkvalificering i forbindelse med større formidlingsopgaver.
Nedbrydningen af AF og forringelsen af mulighederne for at de ledige kan tage kurser og uddannelse, gør arbejdsmarkedet mindre fleksibelt og vanskeliggør dermed formidling af arbejdskraft.
Den borgerlige regering har i stedet kastet millioner af kroner i en såkaldt netbaseret formidling. Efter Claus Hjorts opfattelse skal al fremtidig formidling foregå gennem www.jobnet.dk. Men sådan fungerer det danske arbejdsmarked ikke.
Formidling bygger i hovedsagen på personlige kontakter, på velfungerende netværk og på aktiv støtte fra a kasser og fra AF. Jobnet kan ikke erstatte dette og Jobnet har da heller ikke været et hverken effektivt eller synligt værktøj i bestræbelsen på at få besat de mange ledige budejob.
Store formidlingsopgaver kan løses i et samarbejde mellem et velfungerende AF og a-kasserne. Personlige kontakter i mange retninger knyttes sammen og gør det muligt at finde den rigtige til jobbet. Og den gode formidling er holdbar. I fremtiden gøres dette yderligere vanskeligt, fordi AF spærres inde bag de stærkt afgrænsede kommunegrænser.

A-kasserne følger reglerne
De danske a-kasser har i årevis været underlagt en minutiøs kontrol. Arbejdsdirektoratet tjekker løbende a-kassernes administration og udbetalinger, det foretager skatteregisterundersøgelser og stikprøveundersøgelser af alle slags afgørelser. Det foretager sammenligninger mellem a-kasserne, der måles og vejes på pris og kvalitet.
Hvert år offentliggøres store og tunge kontrolrapporter. Tilgængelige for alle. Og de viser, at fejlprocenterne i a kasserne er på under tre procent!
Og som prikken over i`et nedlagde Claus Hjort i år et særligt kontroltilsyn, der skulle holde øje med om a-kasserne fulgte karantænereglerne. Der var intet at komme efter.
Alligevel får Claus Hjort frit løb for sine påstande om, at a-kasserne 'holder hånden over' deres ledige medlemmer. Usaglige og udokumenterede påstande skjuler blot hans virkelige dagsorden; Nemlig hans forsøg på at få nedbrudt vores overenskomster og faglige a-kasser og skabt åbninger for import af billig arbejdskraft i stor stil.
Intet af dette løser de arbejdsmarkedspolitiske udfordringer i dag. Her er der brug for stærke fagforeninger, for velfungerende a kasser, en professionel offentlig formidling og mere uddannelse til de arbejdsløse. Den borgerlige regering vil det modsatte.
Bjarne Høpner er formand og Søren Becher er a-kasseleder i Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund i København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. okt. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp