Herfra skal lyde en stor tak til pædagogerne for de personlige omkostninger, som hver enkelt strejkende pædagog har påtaget sig, for vores børns skyld

af Danny Jensen, Århus C, tidligere SF, nu politisk aktiv i Enhedslisten
Kære borgere i Århus, mit navn er Danny Jensen, og jeg har været meget aktiv i kampen imod de nu vedtagne besparelse på stort set alle borgernære velfærdsydelser i Århus kommune, både på græsrodsniveau og på det politiske plan, og jeg synes det var på tide, at der kom en redegørelse for forløbet, som det ser ud fra min side (læs de aktionerende forældre og den del af byrådet som ikke støtter forliget).
Det hele startede med en beslutning, som byrådsflertallet tog i forbindelse med budgettet for 2006 (det vil sige sidste år). Her blev det besluttet, at økonomien skulle bringes i balance ved det efterfølgende budget (det vil sige det nu vedtagne 2007 budget). På denne måde kunne de partier, der stod bag budgettet, udskyde deres nedskæringer på de centrale velfærdsområder (for eksempel ældrepleje, daginstitutioner, skoler og den sociale sektor) til efter valget, som jo bekendt blev afholdt kort efter vedtagelsen af budgettet 2006.
De partier, som deltog i dette budget, var SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Venstre. Selv kæmpede jeg hårdt for, at SF ikke skulle indgå som en del af dette skæbnesvangre forlig, der som sin direkte konsekvens havde den kaotiske situation i Århus Sporveje, som borgerne stadig lider under, indførsel af en i mine øjne racistisk sprogscreeningspolitik i indskolingen, samt tvangsspredning af tosprogede elever og endelig et håndslag på at udskyde alle beslutninger vedrørende Århus kommunes fremtidige økonomi til budget 2007. Budget 2006 var således en måde, hvorpå politikerne i de store partier kunne forhindre at vedtage nedskæringer på de store velfærdsområder lige inden en valgkamp. Uheldigvis for borgerne i Århus var hverken Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre eller Venstre ret gode til at forklare, at en stemme på disse partier ville være en stemme på massive velfærdsforringelser i det kommende budget. SF`erne var i en særlig situation, da de stadig på dette tidspunkt troede, at budgettet 2007 også kunne omfatte øgede indtægter, blandt andet gennem forhøjelse af dækningsbidrag og grundskyld, men virkeligheden skulle snart vise sig at indhente SF`erne.
I foråret 2006 vedtog politikerne i Århus Byråd, at der skulle laves et såkaldt prioriteringskatalog på det dobbelte beløb af det forventede sparekrav til kommunen på 2007 budgettet. Der var ingen indtægtsøgende forslag i prioriteringskataloget, men udelukkende nedskæringer på stort set alle velfærdsydelser i Århus, og her gik det nok op for de fleste, der følger med i århusiansk byrådspolitik (hvis det ikke allerede var sket ved vedtagelse af 2006 budgettet), at der var lagt op til en velfærdsmassakre af dimensioner, der oversteg selv den mest superliberalistiske venstremands mest optimistiske drømme.
I mellemtiden havde kommunen i øvrigt fået en ny borgmester - Nicolai Wammen, som var blevet valgt på løfter om forbedring af de centrale velfærdsydelser og bedre vilkår for børnefamilierne - altså typisk socialdemokratisk politik, som de fleste kender den, og optimismen blandt den del af byens borgere, som jeg kender og har kontakt med, var så småt begyndt at boble frem efter de 4 onde år med venstreborgmester i Århus kommune - men så kom budget 2007!
Før selve budgetforhandlingerne var der naturligvis sonderinger mellem de forskellige partier, og det blev hurtigt klart, at præmissen for at indgå i et budgetforlig, var en accept af nedskæring af kommunens budget med cirka 410 millioner i gennemsnit per år indtil 2010. Dette kunne hverken Enhedslisten eller SF - som vel at mærke er hovedparten af borgmesterens parlamentariske grundlag i kommunen - være med til. De foreslog i stedet for en forøgelse af grundskylden og dækningsbidraget fra 2008, således at kommunens økonomi kunne bringes i balance uden at smadre byens institutioner, ældrecentre og bombe den sociale indsats tilbage til stenalderen.
Dette afviste Nicolai Wammen nonchalant med henvisning til, at han ikke ønskede at medvirke til at hæve skatterne på byens boligejere og virksomheder - hertil skal blot nævnes, at netop boligejerne og virksomhederne i disse dage skovler penge i kassen som følge af den aktuelle højkonjunktur. Derfor endte budgetforhandlingerne også på forudsigelig vis med, at Enhedslisten tidligt gik fra forhandlingerne, imens SF`erne af uransagelige årsager fortsatte med at forsøge at medvirke i forhandlinger, hvis grundlæggende præmis de ikke kunne acceptere. Dog endte det, med at SF`erne hen under midnat endelig indså, at deres rolle var udspillet for længst i forbindelse med budget 2007.
Herefter vedtog de øvrige partier i byrådet et på mange måder historisk forlig. Historisk i forhold til størrelsesordenen af de nedskæringer, som blev vedtaget, men også historisk fordi det lykkedes den afsatte borgmester Louise Gade at få gennemført markante dele af Venstres politik uden at give noget til gengæld. Her kan nævnes turbo på udlicitering af kommunale opgaver (omfanget vil formentligt gå op for byens borgere i det kommende års tid), indførsel af modulordning på daginstitutionsområdet, centralisering af ledelsen på daginstitutionsområdet og amputering af forældrebestyrelserne, samt naturligvis massive nedskæringer på den borgernære service i ældresektoren, daginstitutionerne og på det sociale område. Faktisk tvivler jeg på, at Louise Gade selv ville have kunnet gennemføre disse voldsomme angreb imod den offentlige sektor, havde hun selv været borgmester. Så herfra skal da lyde et stort tillykke til Louise Gade, fordi det lykkedes hende at gennemføre sin politik i et omfang, som ingen vel efter valget havde troet muligt.
Tilbage står så, hvordan det lykkedes Nicolai Wammen at overbevise sin byrådsgruppe om, at det budget, som han har forhandlet sig frem til, rent faktisk var foreneligt med Socialdemokraternes valgprogram, det vil sige det grundlag som byrådsgruppens medlemmer er valgt på.
Så kommer vi til tiden efter budgetnatten, hvor den borgerlige presse jublende erklærede, at Nicolai Wammen havde bestået sin svendeprøve ved at lave et bredt forlig med de borgerlige partier. Hertil skal jeg blot nævne, at det i politik ikke er nogen kunst at gennemføre andres politik - kunsten ligger i, at få gennemført sin egen politik, og hvad det angår, må man erkende, at Nicolai Wammen er dumpet.
Men desværre er det ikke kun Nicolai Wammen, der er dumpet, men hele den socialdemokratiske byrådsgruppe, som åbenbart ikke har kunnet mønstre civilcourage nok til at kæmpe imod den borgerlige dagsorden sat af Wammen, men i stedet for har klappet hælene sammen og gjort, som der er blevet sagt, uanset at konsekvensen er i strid med alt, hvad der normalt er det socialdemokratiske grundlag.
Hvad angår den socialdemokratiske gruppeformand og LO-formand Hans Halvorsens rolle i dette budget, kan man kun hovedrystende erkende, at det sidste gran af troværdighed efterhånden har forladt denne gamle kriger, og man må håbe for ham, at den Socialdemokratiske bevægelse snart finder en hyggelig aftægtstjans, hvor Hans Halvorsen kan virke uden at ødelægge sit politiske eftermæle fuldstændigt.
Efter budgetnatten udtalte Nicolai Wammen, at det var en bunden opgave, og at det hele var regeringens skyld, en udtalelse som han har gentaget igen og igen i de tre ugers konflikt, der fulgte. Men der er blot et problem med denne udtalelse, og det er, at det er løgn!
Nicolai Wammen og Socialdemokraterne lyver, når de siger, at de ikke havde noget alternativ, alternativet lå i et flertal med SF og Enhedslisten, et flertal de ikke - af politiske årsager - ønskede at gøre brug af. Samtidig er det forkert, at kommunens elendige økonomi skyldes regeringens politik alene, faktisk har fire års Venstre-styre i kommunen sat sine tydelige spor via en gennemgribende undergravning af den kommunale økonomi. Spørgsmålet er, om det er Venstres politik at sikre massive underskud i kommunen, således at sociale nedskæringer kan camouflere som 'nødvendige' af hensyn til den overordnede økonomi - men dem om det. Nedbrydning af den offentlige sektor er jo som bekendt borgerlig politik, men er det socialdemokratisk politik?
Det var den politiske vinkel, nu til den personlige.
Mandag efter budgetnatten mødtes forældrene til børnene i min datters børnehave til forældremøde, hvor vi diskuterede budgettets konsekvenser for vores børn. Disse konsekvenser var kort sagt en ansat mindre til at tage sig af vores poder - det vil sige, at der ville være fem voksne til at tage sig af 40 børnehavebørn i en skovbørnehave. Personalet i børnehaven havde gjort helt klart, at de ikke mente, at dette var en ansvarlig normering, hvilket forældrene var enige i.
Samtidig skulle vi sammenlægges med fire andre midtbyinstitutioner, to vuggestuer og en børnehave med 120 børn, således at forældrenes indflydelse på vilkårene i 'vores' børnehave ville blive væsenligt forringet. Derfor besluttede vi at iværksætte forældreblokader fra næste dag, og indtil Wammen tog sig sammen, eller indtil vi mente, at vi ikke kunne mønstre gejst til at fortsætte.
Vi blokerede vores institution til og med sidste torsdag, hvor byrådet endelig vedtog budget 2007. I vores institution har vi ikke haft problemer med, at forældrene er røget i totterne på hinanden, og vi mener faktisk, at forældrene har været ret enige om, hvorvidt der skulle aktioneres eller ej. Vi har også løbende holdt forældremøder og agter at fortsætte med aktioner, dog er blokader ikke aktuelt på dagsordenen. Vi holdt tre uger, men byrådet vendte det døve øre til, så nu prøver vi noget andet. Dette forlig skal ikke gå i glemmebogen!
I de tre uger hvor vi blokerede, mødte vi mange positive tilbagemeldinger fra forbipasserende, og de lokale handlende bød både på kaffe og brød. Men en ting undrede os en del. Hvorfor var de pressefolk, som regelmæssigt kom forbi for at tale med blokadevagterne på den grønne sofa foran Skovtrolden i Klostergade, så dårligt forberedte? Stort set ingen af journalisterne havde læst budgettet, eller forholdt sig til hvad de konkrete alternativer til spareforliget kunne være. Måske er det en journalistisk metode - jeg ved det ikke - den hedder måske: 'Total upartiskhed gennem total uvidenhed'. Men i den grønne sofa syntes vi nu, det var en anelse påfaldende, at de fleste journalister så ud, som om de just var faldet ned fra månen, i det øjeblik vi ville drøfte forliget og dets konkrete konsekvenser for vores børnehave. I stedet spurgte alle pressefolk til, om der var forældre der var sure eller utilfredse med blokaderne, om politiet havde været der, og om hvorfor vi sad der - som om der var nogen som helst, der kunne være i tvivl om, hvorfor vi sad i blokade foran vores institution!
Vi kunne kun svare pænt afkræftende på de to første spørgsmål og venligt forklare det totalt indlysende faktum, at vi naturligvis blokerede institutionen i protest imod spareforliget. Da vi endelig besluttede at opløse vores blokade, gjorde vi det i erkendelse af, at den borgmester, som hovedparten af forældrene formentlig har lagt stemmer til, har svigtet os. Når den endelige historie om dette budgetforlig skal skrives - hvis den bliver skrevet - er jeg ikke i tvivl om, at de aktionerende forældre og pædagogerne kommer til at fremstå som de store tabere, og herfra skal lyde en stor tak til pædagogerne for de personlige omkostninger, som hver enkelt strejkende pædagog har påtaget sig, for vores børns skyld.
Vi kæmpede for at sikre vores børn en dagligdag, som vi kan være bekendt imens far og mor er på arbejde. Vi kæmpede for at sikre nogle ordentlige rammer for de voksne, som skal tage sig af vores børn imens vi er på arbejde, således at de kan leve op til de krav, som vi forældre stiller til personalet i vores institutioner. Og vi tabte stort. Men i det mindste kan vi se vores børn i øjnene og sige at, vi gjorde hvad vi kunne for at forhindre disse forringelser.
Kan byrådsflertallet og den socialdemokratiske byrådsgruppe i særdeleshed sige det samme?