31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Situationens alvor

Situationens alvor

Fredag, 20. oktober, 2006, 00:00:00

Efterhånden er den ¤¤ulækre alliance¤¤ af modstandere og opponenter blevet udvidet til også at omfatte et uspecificeret antal ¤¤professionelle, politiske ballademagere¤¤

af Per H. Christiansen, Frederikssund
Situationens alvor er næppe gået op for statsministeren! For han er ikke bare oppe mod alverdens terrorister og islamister, samt andre 'fjender af demokrati og ytringsfrihed', hvis skumle hensigter vi kun kender alt for godt!
Nej, efterhånden er den 'ulækre alliance' af modstandere og opponenter blevet udvidet til også at omfatte et uspecificeret antal 'professionelle, politiske ballademagere', som ifølge statsministeren og hans trofaste støtter (Troels og de to Lars`er med flere) har formået at forføre store dele af den danske befolkning ved hjælp af 'falske kampagner, usande påstande og forkerte tal', sat i omløb af venstrefløjsekstremister, bevæbnet med rød maling og så videre.
Dertil kommer: Anakronistiske 'kamporganisationer' som 3F og BUPL, der øjensynligt ikke fatter, at klassekampen er død, og at øget ulighed, flere fattige og en relativt mindre offentlig sektor med ringere børnepasning og dårligere ældrepleje er den pris, vi må og bør betale, for at markedsøkonomien kan overleve, og overophedningen undgås, og arbejdskraftmanglen imødegås, og opsvinget bevares sammen med de arbejdsfrie indtægter, de store friværdier og det høje privatforbrug, og så videre.
Til statsministerens 'fjender' - eller dem, der vil af med regeringen - hører vel også en del på starthjælp, samt diverse syge personer, der tvinges til at uddele aviser, ingen gider læse, og som ikke helt forstår, hvad Anders Fogh Rasmussen mener, når han taler om frihed eller hævder, at det skal kunne betale sig at arbejde og så videre.
Endelig er der naturligvis de mange, som er imod vores engagement i Irak, der har medført elendighed for i tusindvis af mennesker i det nu borgerkrigshærgede land (se eventuelt DR-dokumentaren 'Bagsiden af medaljen' på nettet).
Og skal man for alvor tale om en ulækker alliance, så er det da koalitionen med lystløgnere som Blair og ikke mindst Bush, hvis valgkamp og magtovertagelse primært blev finansieret (med hele 12 millioner dollars) af et af verdens allerstørste foretagender på det grå lånemarked (Ameriquest), der er berygtet for at drive folk fra hus og hjem med sine enorme ågerrenter og lyssky forretningsmetoder (se DR-dokumentaren 'Udefra', 26.september).
Nej, statsministerens begyndende paranoia, der efterhånden leder tanken hen på Nixon, er nok ikke så ubegrundet endda. Man har da lov at håbe!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. okt. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp