Der findes ikke noget værre, end når faglige topledere sammenligner deres løn med direktører i det private erhvervsliv

af Johnny Laugesen
I den seneste tid har den borgerlige presse svælget i historier om fagtoppens høje lønninger.
Skytset har især været rettet mod sygeplejerskernes formand, Connie Kruckow. Med en løn tæt på halvanden million om året skulle hun være den højst lønnede forbundsformand.
Connie Kruckow mener selv, at hun er alle pengene værd. Det samme mener amtsformændene i Dansk Sygeplejeråd. En af sidstnævnte argumenterer med, at når hun tager sin telefon i ferien, er en løn på 756.000 kroner yderst rimelig. Andre argumenter for de høje lønninger er en arbejdsuge på mellem 60 og 80 timer, ansvar for mange medlemmer og det høje lønniveau i erhvervslivets top.

En æressag
Det er helt korrekt, at direktører og andre erhvervsledere virkelig scorer kassen i øjeblikket. Tænk bare på de fede optioner som Henning Rylberg ISS fik ved sin afgang og Henning Dyremose ved salget af TDC til kapitalfonde. Glemmes må heller ikke de store optioner som en række bankdirektører har opnået.
Men der findes ikke noget værre, end når faglige topledere sammenligner deres løn med direktører i det private erhvervsliv. At være valgt tillidsmand i fagbevægelsen må også være lidt af en æressag.
Basislønnen for en sygeplejerske er i gennemsnit 285.000 kroner om året, dertil kommer tillæg for at arbejde på skæve arbejdstider året rundt, med det store ansvar det er at passe syge mennesker.
Jeg ved ikke hvor mange menige sygeplejersker, der er helt klar over det lønniveau, der er blandt ledelsen i deres forbund. Jeg tvivler på, at det er særlig mange. Derimod er jeg ikke i tvivl om, at den nuværende debat vil give mere medlemsflugt hos sygeplejerskerne, men sikkert også i andre forbund.
Nu antyder jeg ikke, at der foregår noget ulovligt, men i en tid hvor der er en voksende lede overfor fagbevægelsen, kunne man godt forvente, at der var mere ydmyghed i forhold til størrelsen af de lønninger, man bevilger sig selv.

Guf for borgerskabet
De medlemmer, der betaler deres kontingent, er med deres langt mindre løn vel også alle pengene værd. Mange tillidsmænd yder en kæmpe indsats uden honorarer og de tager også telefonen i deres ferie, hvis deres kollegaer på arbejdspladsen har brug for et råd, og ja de er ofte stolte over at de kan hjælpe deres kollegaer.
Hvad med engagementet? Er det hele blevet et spørgsmål om løn. At kæmpe sig frem til en stilling som tillidsmand eller som forbundsformand må vel bunde i, at man brænder for at skaffe sine medlemmer bedre løn og arbejdsforhold.
Selvfølgelig skal man have en ordentlig løn for sit arbejde, men lønnen må afspejle de lønninger, man i øvrigt har skaffet medlemmerne. Ellers ender man hurtigt som fagpamper til stor skade for sine medlemmer, og for den fagbevægelse som er så vigtig for arbejderklassen.
Og historier om pamperlønninger er lige hvad borgerskabet kan bruge i deres intensiverede kampagne mod fagbevægelsen.

Johnny Laugesen er tidligere formand for Metal afdeling 12 i København.