01 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Søren Kam - som forventet

Søren Kam - som forventet

Tirsdag, 24. oktober, 2006, 00:00:00

Spørgsmålet er, om justits-minister Lene Espersen har tilstrækkelig historisk indsigt og politisk mod til at lægge pres på de tyske myndig-heder og politikere

af Torben A. Petersen, Snekkersten
De tyske justitsmyndigheder har i oktober 2006 sat den eftersøgte danske krigsforbryder Søren Kam på fri fod! Forstå det hvem der kan. Søren Kam, eller Sören Kam som er hans tyske navneudgave, har fået indtil flere dekorationer. Både Jernkorset af første og anden grad og det såkaldte Ridderkors til Jernkorset. Han har fået det overrakt af Adolf Hitler personligt.
Og det var ikke, fordi Søren Kam bare har siddet og læst i 'Die Stürmer', at 'Der Führer' overrakte det til ham. Nej han havde i flere år gjort tjeneste i femte SS-Panzer-Division 'Wiking' på østfronten. Hvor mange mennesker han i 'denne kapacitet' har slået ihjel, vides ikke.
Men Søren Kam kom tilbage her til landet og blev en del af det berygtede 'Schalburgkorps', der begik talløse forbrydelser rundt om i Danmark.

Efter krigen
Da Det Tredje Rige var ved at bryde sammen, flygtede den skrappe SS-mand til sit 'andet fædreland': Tyskland. Her gik det ham godt.
Medens ofrene fra krigen, for manges vedkommende, havde fået ødelagt liv og erhvervsevne og måtte overleve på små invalidepensioner, boede Søren Kam i stor villa uden for München. Han blev også salgschef for et stort tysk bryggeri med høj løn, og hvad der ellers hører til. Derudover var og er han en del af den såkaldte ODESSA organisation. ODESSA betyder 'Organisation der ehemaligen SS', det vil sige 'Organisationen for medlemmer af det tidligere SS'.
Ifølge nugældende tysk straffelov kan der skelnes mellem forskellige typer af mord med videre. Der er blandt andet en såkaldt 'mild' regel, der vil betyde, at Søren Kam aldrig kommer en dag i spjældet.

Bayersk justits
Justitsmyndighederne i Bayern har nemlig valgt at ignorere Danmarks historiske krav om retfærdighed i forhold til krigsforbryderen og landsforræderen Søren Kam. Man beskytter ham simpelthen fra den rettergang, han burde gennemgå.
Man fristes til at påstå, at de tyske justitsmyndigheder som helhed håner den danske stat i denne sammenhæng.
Men i justitsvæsenet i Bayern og München har de jo visse 'brune traditioner'. Det var her, at modstandskvinden Sophie Scholl og hendes kammerater, der forsøgte at åbne tyskernes øjne for nazisternes forbrydelser, blev afsløret, angivet og stillet for retten. Hendes og kammeraternes udåd: forfatning af et protestskrift imod krigen og ønsker om, at standse den. Straffen blev af dr. jur. Roland Freisler og dommerkolleger fra den lokale domstol takseret til dødsstraf. Både for hende selv, hendes broder og flere andre. De blev guillotineret den 22. februar 1943 i 'Strafgefängnis München-Stadelheim'.
Det vil være en uretfærdighed af historiske dimensioner, hvis Søren Kam ikke udleveres til de danske myndigheder og stilles for retten. Spørgsmålet er dog, om den konservative justitsminister Lene Espersen har tilstrækkelig historisk indsigt og politisk mod til at lægge pres på de tyske myndigheder og politikere.
Hendes indsats i forhold til den såkaldte terrorlovgivning og den måde, venstredrejede demonstranter er blevet behandlet på, vidner om en ringe forståelse for begrebet retfærdighed.
Glemmes skal det nok heller ikke, at mange KU`ere meldte sig til Frikorps Danmark og Schalburgkorpset under besættelsen.
Søren Kam i fuld uniform under krigen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. okt. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp